Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fløjlshandskerne skal af i ghettoerne

Benhård konsekvens. Det er det eneste, de alt for mange drenge af muslimske indvandrere, som aldrig får uddannelse og job, har respekt for. Ellers vil flere boligområder som Mjølnerparken og Islandshøjparken i Nivå gå under i kriminalitet og radikalisering.

»At blive ramt på pengepungen – siger mange af indvandrer-familierne selv – er det værste, der kan ske.« Foto: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi ser, at flere boligforeninger og moskeer udvikler sig til arnesteder for islamisme og radikalisering af vores unge mænd. Vi ser det i boligforeninger såsom i Nivå, Kokkedal og København. Og i moskeer som Grimhøjmoskeen i Århus. Hvis vi vender blikket mod boligforeningerne i Nivå og Kokkedal, er det den ekstreme islamistiske forening Hizb ut Tahrir, der har taget magten. Her er Omar Saad blevet formand for bestyrelsen i Islandshøjparken i Nivå, og han har taget flere af sine venner med ind, så de nu sidder på flertallet. Omar Saad, der som ny formand i bestyrelsen skal sikre ro, orden og tryghed for borgerne, er samme mand, som åbent på flere sociale medier har talt for et kalifat og imod demokrati. Han spotter Dannebrog og afvikler danskheden i området.

Danskerne i Islandshøjparken vil væk. Danskerne er væk i Mjølnerparken. Det gør miljøet langt mere lukket og giver plads til, at religionen rykker ind, og hadprædikanterne dukker op. Da Omar El-Husseins baggrund blev efterforsket, fandt politiet hurtigt tråde til hadprædikanterne i fængslet og på hans bopæl i Mjølnerparken. Politiet har haft vanskeligt ved at afhøre i Mjølnerparken, fordi det har udviklet sig til et lukket land. Et område, hvor politiet ikke er velkommen. Hvor myndighederne kun har adgang, hvis de har penge med – og hvor lovløsheden regerer. Det er virkeligheden for voksende geografiske områder i Danmark. Områder, der ligger uden for den danske statsmagts kontrol. Lukket for omverdenen, hvor meget af inspirationen udefra hentes hos hadprædikanterne og det miljø, de efterlader sig. De inviteres hertil alene med det formål at prædike. Hadprædikanterne i boligforeninger og Grimhøjmoskeen i Århus er farlige for vores unge, rodløse mænd, når de uge efter uge øver indoktrinering om død over jøderne, Israel og vestlige værdier.

Skylden ligger ikke kun hos hadprædikanterne og miljøet omkring dem. Skylden ligger også hos forældrene. Den traditionelle muslimske drengeopdragelse passer ikke ind i det danske samfund. Ganske enkelt. De sætter ikke grænser for deres drenge, men lader dem rende på gader og stræder til langt ud på natten. De påtager sig ikke alle forældres pligt, der består i at opdrage deres børn til at blive gode samfundsborgere. Det viser sig allerede nu i tallene. Hver tredje dreng fra ghetto-områderne får ikke en ungdomsuddannelse. Syv ud af ti ghetto-drenge dropper ud af erhvervsuddannelserne på grund af dårlige sprogkundskaber. Får de ikke en uddannelse og bliver integreret i arbejdslivet, har samfundet en forsørgerpligt de næste 50 år. Det har det danske samfund ikke råd til. Derfor er vi forpligtet til at reagere. Vi ser alt for mange parallelsamfund, hvor kriminalitet og ekstremisme stortrives og samfundssindet er blevet det fjendtlige mål. Drengene har fri leg, uden at nogen griber ind. Det resulterer i, at vi har områder i landet, der styres af disse drenge. Drenge, der ikke går i skole, som sælger stoffer, og som truer sig til mere magt i områderne. Dette kulminerer med religiøs, fanatisk påvirkning fra organisationer som fx Hizb ut Tahrir, som for alvor gør de unge drenge frygtløse og farlige. Vi må minde om, at hvis bare en af disse radikaliserede drenge går over grænsen og affyrer skud, som set sidst ved Krudttønden, koster det det danske samfund uanede ressourcer. Ressourcer, der tages fra de lovlydige borgeres velfærd.

Drengene vokser op med en følelse af, at de kan tillade sig alt. At de er ofre og derfor ikke skylder samfundet noget. Og vi som samfund giver dem lov. Godtroende og naive politikere i nogle kommuner bevilliger disse unge drenge ferie, spa- og hytteture. De lader dem rykke op i både boligkøen og jobkøen. En misforstået hjælp, da man i stedet sender et klart signal til drengene om, at man biliger deres adfærd. Vi forventer deres taknemmelighed, men det er et begreb bundfældet i den kristne kulturarv. De føler omvendt krav på denne opofrelse, fordi de føler sig som ofre for det vestlige had. Vi kunne gøre det langt bedre for vores rodløse unge mænd. I stedet for at gøre dem bjørnetjenester kan vi anvende mere af det, vi som nation har i værktøjskassen. Krav og konsekvenser er nøgleordene. Vi skal bruge loven og vores afsæt som myndighed.

Det er en vanskelig balance, da den nødvendige debat ikke har den tilstrækkeligt nuanceret tilgang. På den ene side har vi politikere som Zenia Stampe, der sidestiller krav om assimilation og samfundssind med racisme. En naiv tilgang, der udmønter sig i en misforstået omsorg på et statsligt niveau. På den anden side mange DFere med en særdeles kritisk tilgang og hård retorik, der efterlader et ønske om, at de radikaliserede bare skal smides ud. Men det er ofte danske statsborgere i anden, tredje eller fjerde generation, vi taler om. Dem kan man ikke bare udvise. Hvor gerne man end ville. I stedet skal vi tage fat, hvor vi rent faktisk har en indflydelse.

Vi skal tage fløjlshandskerne af og sætte ind med benhård konsekvens. Det er det eneste, disse drenge har respekt for. Vi skal reagere i folkeskolen langt tidligere. I nogle tilfælde allerede når forældre udebliver fra forældresamtaler. Vi må og skal kunne lukke de moskeer, der dyrker hadet. Hadprædikanter i boligforeninger og moskeer skal kunne retsforfølges og udvises af landet. Kommunerne skal være bedre til at udnytte de muligheder (og de skal øges fremover), der findes for at skære i de familiers sociale ydelser, hvor drengene kontinuerligt begår kriminalitet og ødelægger området for andre. Familierne skal smides ud af deres bolig og henvises til en anden langt fra den oprindelige, så man langsomt får opløst de ghettoer, der eksisterer mange steder. At blive ramt på pengepungen – siger mange af indvandrer-familierne selv – er det værste, der kan ske.

Som myndighed behøver det ikke kun at være politiet, der skal have flere vidtgående muligheder. Mange boligforeninger danner rammen om de miljøer, der udvikler arnesteder for radikaliserede unge. Det sker, hvis boligforeningerne ikke har kontrol med den daglige ledelse i lokalområderne. Staten giver store økonomiske tilskud til de almene boliger, og derfor bør vi som myndighed stille krav over for boligforeningerne. De burde via deres organisation have en god føling med, hvad der sker i lokalmiljøet.

Man kan ikke overlade lokaldemokratiet til radikaliserede borgere. Det er en ulige kamp, hvor folk som Omar Saad i Islandshøjparken let kan overtage magten. Boligforeningerne har mulighed for at gribe ind. Men hvornår gør de det? Misforstået sociale hensyn får tiden til at arbejde for Omar Saad. Opsigelse af Frelsens Hær? Det måtte han godt. Han må også tillade bål mellem bygningerne. Det accepteres også, at han ikke vil røre Dannebrog, og at der derfor ikke længere flages på mærkedage. Der må gerne råbes »sharia« efter danskere og uddeles hvervemateriale af Hizb ut Tahrir. Der reageres ikke. Danskerne søger væk fra området. Og inden vi får set os om, har vi et nyt Mjølnerparken i Nivå.

Det kræver en fast hånd at kontrollere radikaliserede kræfter. Men hverken kommuner eller boligforeninger har indtil videre haft den nødvendige kompetence. Troen på, at flere penge løser alt, kombineret med naivitet og måske skrækken for at stå anklaget som racist har næret grobunden for udviklingen af antallet af syrienskrigere og en hastigt voksende radikalisering i områderne.

Hvis vi skal tage vores byer og land tilbage, skal vi bekæmpe disse ekstremister med alle tænkelige midler. Vi skal stille krav til assimilation, og vi skal udnytte de muligheder, vi har fra vores myndigheders side, frem for at have berøringsangst over for problemet. Hvis vi ikke reagerer nu, kommer radikalisering til at koste danskerne både velfærd, tryghed og værdier fremover.

Det ønsker vi ikke, derfor må og skal der reageres.