Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Flere politiske rådgivere

Jakob Ullegård: Det er klogt at styrke den politiske muskel i ministerierne. Først og fremmest for at øge den enkelte ministers kapacitet til nytænkning - så der ikke bare administreres, men også udvikles politik.

TEGNING: CLAUS BIGUM Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Før valget var der heftig diskussion om S og SFs ønske om at øge antallet af politiske rådgivere markant i ministerierne. Den debat genopstår stensikkert i de kommende dage, hvor kabalen falder på plads for den nye regering. Selv om det giver anledning til kritik og angreb fra den nye opposition, så er det klogt at styrke den politiske muskel i ministerierne. Først og fremmest for at øge den enkelte ministers kapacitet til nytænkning så der ikke bare administreres, men også udvikles politik.

Men hvorfor øge antallet af rådgivere? Det væsentligste argument er, at ministeren skal have bedre politisk rådgivning og bedre mulighed for at udvikle politik. Det er ingen hemmelighed, at en ministers tid er uendelig sparsom. Kalenderen er altid tæt pakket. Derfor er det nødvendigt med politiske kapaciteter, som - med et bredt udsyn - kan udvikle politik med blik for faktorer både inden og uden for ministerens ressort.

Der er længe sket politikudvikling internt i ministerierne. Et godt eksempel er den veteranpolitik, som regeringen fremlagde i oktober 2010. Den blev til i samarbejde mellem ministerier og styrelser (herunder forsvaret) med Forsvarsministeriet for bordenden. Der kom klare politiske signaler og rammer fra ministeren, som prioriterede området - og forligskredsen var også interesseret. Ikke desto mindre var det embedsværket, som lavede de konkrete, flyvedygtige og sagligt begrundede politiktiltag, der skabte bedre forhold for veteranerne.

Der er dog ingen tvivl om, at embedsværket arbejder ud fra en bureaukratisk tankegang. De er af indlysende årsager netop ikke ideologisk drevne. Det hæmmer evnen til at tænke »ud af boksen«. Ofte udvikles politik bedst med afsæt i bestemte værdier, og her vil en styrket politisk muskel i ministerierne skabe muligheder.

En anden væsentlig fordel ved at øge antallet af politiske rådgivere er, at ministerens tid frigøres, hvilket øger deres mulighed for at lave bedre politik. Det vil helt klart også skabe bedre rum til at håndtere de - ofte massive - mængder af sager, som hver dag havner på ministerens bord.

Endelig vil en større politisk muskel i ministerierne øge kapaciteten til at tænke på tværs i regeringen - noget som hyppigt efterlyses. Desuden vil folketingsgrupperne i højere grad kunne involveres. Det er opgaver, som vil styrkes med flere politisk ansatte. I dag kan de løses, men ofte er der ikke mulighed for at prioritere dem givet den sparsomme tid.

Samlet set er der altså væsentlige fordele ved at få flere politiske rådgivere. Men der er selvfølgelig også mulige ulemper. Den væsentligste er i min optik, at der skabes en parallel struktur til det eksisterende embedsværk. Grebet rigtigt an skaber det dynamik og udvikling. Håndteres det derimod forkert, kan en minister pludselig få modsatrettede signaler fra to grupperinger, som kæmper om ministerens gunst og øre.

Det kan være et problem. Men som Betænkning 1443 - en ekspertudredning om emnet fra 2004 - konstaterede, så vil op til tre politisk ansatte i realiteten ikke kunne lave et sådant parallelt magtcenter. Min erfaring tilsiger også, at der er et så stort behov for faktuelt input og faglig viden, at de politiske rådgivere og ministeren ikke kan arbejde uafhængigt af embedsværket. Problemet er altså af begrænset karakter.

Spindoktor er i visse kredse et skældsord. Og er der det mindste halmstrå at gribe, holder hverken medier eller opposition sig tilbage for at skabe en saftig historie om gruppen. Den massive opmærksomhed, som bør følge en magtfuld ministerpost, betyder, at der er stor bevågenhed om ministerens rådgiveres gøren og laden. De særlige rådgivere fremstilles i den forbindelse ofte som en ganske speciel og suspekt flok, som gerne klipper en hæl og hugger en tå for at få håndteret mediesager.

Men hvad er det egentlig, som gør »særlige rådgivere« så særlige? Først og fremmest én ting: I modsætning til det øvrige embedsværk kommer de med ministeren - og de går med ministeren. Jeg selv blev således ansat halvanden måned efter Gitte Lillelund Bechs tiltrædelse i april 2010 - og jeg blev fyret den dag, Lars Løkke Rasmussen udskrev valget. Den særlige kobling understreges også af, at man typisk refererer organisatorisk direkte til ministeriets højeste administrative chef - departementschefen.

For det andet er den gruppe ansatte »særlige«, fordi alle sager af partipolitisk karakter ikke håndteres af det øvrige embedsværk. Vi har i Danmark en sund tradition for, at embedsværket holder sig til at servicere regeringen. Skulle der laves praktik om et Venstre-arrangement, eller havde ministeren fået en forespørgsel fra en Venstre-kvinde om ligestilling eller skattepolitik, så landede det straks på mit bord. Tilsvarende bistår de særlige rådgivere med at koordinere på tværs af regeringen og i forhold til folketingsgruppen.

For det tredje er rådgiverne »særlige«, da de ikke har beføjelsesret over for det øvrige embedsværk. Det betyder, at den politiske rådgiver ikke kan bestille noget hos embedsværket - det skal ske via ministeren. Til gengæld arbejder man tæt sammen med ministeren, og den direkte adgang giver selvfølgelig rum til at give input til centrale beslutningsgange og til kommunikationen i ministeriet.

Det er ministeren og departementschefen, som sætter rammen for de særlige rådgiveres arbejde. Det sker typisk med opgaver som pressehåndtering, formulering af budskaber, politisk strategi og idéudvikling, samt selvfølgelig håndtering af det partipolitiske bagland. Endvidere bidrager de særlige rådgivere til koordineringen på tværs af regeringen - især internt i partierne.

Der er altså brug for en meget bred vifte af kompetencer hos de politiske rådgivere. Kompetencer som til dato har skullet være samlet i én og samme person. Læg dertil, at den personlige kemi med ministeren er altafgørende, og at kontakter ind i det relevante parti absolut er en fordel.

Samlet set er det åbenlyst, at feltet af potentielle kandidater de facto er begrænset. Sammenholdt med en arbejdstid, som strækker sig på tværs af døgnet, kan det selvfølgelig også aflæses lønmæssigt. Det er reelt grunden til, at de særlige rådgiveres lønninger kan synes høje for den udenforstående.

Netop mængden og den brede vifte af opgaver betyder også, at muligheden for at politikudvikle og sparre med ministeren alt andet lige er begrænsede. Typisk overhaler virkeligheden de gode intentioner, og der politikudvikles og nytænkes reelt kun inden for begrænsede felter. Det bør der ændres på.

Bliver det så ikke afsindigt dyrt med »nye hærskarer af spindoktorer«? Ikke nødvendigvis. Med flere politisk ansatte skal alle kompetencerne ikke findes hos én og samme person. Det vil være oplagt med en »senior-rådgiver«, som står ministeren nær - samt en eller to andre rådgivere, som kan løfte bestemte dele af de opgaver, der skal løses. Langt flere vil passe på de profiler, og derfor vil markedsprisen automatisk falde markant per rådgiver.

Derfor, kære rød blok: Det er nu, I har muligheden for at træffe en beslutning, som jeres ministre vil have stor gavn af i de kommende år. Politisk er det ikke ufarligt med flere politisk ansatte, som eksponeres mediemæssigt, og den meget synlige udgift skal Ekstra Bladet nok svælge i. Men når røgen har lagt sig, vil danskerne opleve, at det skaber bedre lovgivning for danskerne. De kommende uger vil vise, om den ny regering tør tage den kamp.