Flere fattige løser intet

Fælles løsninger. Hvis man tror, at fattiggørelse af de svageste er svaret på Danmarks udfordringer, kan man spare sig et opkald til LO. Vi tror på fælles, ansvarlige løsninger med politikere og arbejdsgivere, der vil yde en indsats for at bevare vores danske model.

Røde faner 1. maj i Fælledparken i København.
Læs mere
Fold sammen

Første maj er en fest- og kampdag, og i stigende omfang igen det sidste. Faktisk er det lang tid siden, at den danske model har været så udfordret, som den er i dag.

Hovedopgaven er kampen mod social dumping, som sætter mange danskeres løn og arbejdsmiljø under pres på en måde, som vi ikke har oplevet siden fagbevægelsens barndom. Morgendagens LO skal kunne løse denne opgave sammen med de enkelte fagforbund, arbejdsgiverne og de politikere, som vil have et anstændigt arbejdsmarked.

Det handler om et forsvar for selve vores velfærdssamfund med fokus på lige muligheder, rettigheder og pligter for alle og en løn, man kan leve af – i Danmark, vel at mærke!

Dansk Arbejdsgiverforening taler med andægtig stemme ofte og gerne om, at der skal være den fornødne arbejdskraft til rådighed. I uskøn duet med Cepos lyder det, at vi ved at fattiggøre ledige og syge og deres børn kan fremtrylle flere job i virksomhederne, som de udsatte straks får tildelt. Med det formål skal de syge og førtidspensionister ifølge DA have beskåret deres ydelse med en fjerdedel.

Ingen taler om retten til et arbejde! Er der et arbejdsmarked, der er til rådighed for alle dem, som står derude og enten mangler et arbejde eller en praktikplads? Vores erfaring er, at danskerne vil arbejde. De udokumenterede påstande fra enkelt-arbejdsgivere i medierne holder stort set aldrig til et tjek.

Det er nødvendigt at vende diskussionen på hovedet, hvis vi skal kunne tackle Danmarks udfordringer: Arbejde bør både være en pligt og en ret. Arbejdet er en stor del af vores identitet og dagligdag. Vi skaber værdi på jobbet, både for samfundet, virksomheden og for os selv. Kollegerne er en vigtig del af vores sociale liv.

Vi skal stoppe de rutinemæssige krav om højere pensions­alder, færre fridage, lavere sociale ydelser, import af billige bulgarere osv. I stedet skal vi bruge styrkerne ved den danske model – som bringer os i front i de internationale sammenligninger mht. konkurrenceevne og attraktive erhvervsvilkår.

Vi skal da udnytte, at vi har en arbejdsstyrke, som både kan og vil, og som ønsker at udvikle sig selv og sine kompetencer. Vi har i årevis, som fagbevægelse talt for, at arbejdsgiverne skulle opkvalificere arbejdskraften, så vi ikke skal høre på, at de mener, at de skal ansatte udenlandsk arbejdskraft, fordi »de ledige herhjemme ikke har kvalifikationerne, de skal bruge«.

Hvis arbejdsgiverne vil vedkende sig deres ansvar, og politikerne yde et bidrag, kan vi løse opgaven og bl.a.:

Sikre efter- og videreuddannelse, også til de kortuddannede, så de sikres bedre fodfæste på arbejdsmarkedet.

Hjælpe de uhelds- og sygdomsramte kolleger tilbage i arbejdssjakket i takt med, at deres helbred kan klare det.

Skaffe fleksible ansættelser til de kolleger, der ikke kan holde til arbejdstakt 130 på skiftehold i 37 timer om ugen.

Etablere fleksible tilbagetrækningstilbud til de ældste kolleger, der meget gerne vil blive nogle ekstra år, men ikke kan holde trit med de 22-årige.

Oprette flere praktikpladser til de unge på virksomhederne.

 

Den type initiativer giver øget arbejdsudbud på en socialt ansvarlig måde. Men kan virksomhederne håndtere det i en global overlevelseskamp på liv og død?

Ja, i et samarbejde med en ansvarlig fagbevægelse kan opgaverne løses, som vi har gjort det med opbygning af arbejdsmarkedspensionerne og gennem opbygning af kompetencefonde til sikring af videre- og efteruddannelse af medarbejderne.

Først og fremmest skal vi sikre et bedre arbejdsmiljø, både psykisk og fysisk. I dag kan mange af LO-medlemmerne ikke holde til et helt arbejdsliv, og i fremtiden skal vi arbejde endnu længere!

AE har lige dokumenteret, at eksempelvis hver fjerde af 3Fs medlemmer har forladt arbejdsmarkedet omkring 60-års­-alderen som følge af førtidspension eller tidlig død. Flere andre af LOs medlemsgrupper er også udsatte, og alt for mange når ikke at få glæde af deres tredje alder.

Hvert år tælles antallet af arbejdsulykker i tusinder, og antallet af anerkendte arbejdslidelser er desværre ikke faldende. LOs rolle er sammen med arbejdsgiverne at udvikle den danske model, så vi også tager ansvar for, at retten til et arbejde bliver retten til et godt arbejde.

Færre arbejdsulykker og arbejdslidelser er naturligvis et »must« rent menneskeligt. Men økonomisk vil det også være en kæmpe gevinst for både arbejdsgivere, lønmodtagere og samfundsøkonomien.

Vi må også tage et fuldtonet opgør med social dumping. 50 kroner i timen og østeuropæiske kolleger, der behandles som skidt, er helt enkelt ikke vejen frem for Danmark.

Et andet trumfkort er en forstærket indsats for efter- og videre­uddannelse og flere praktikpladser på virksomhederne til de unge på erhvervsuddannelserne. Det kan både hjælpe virksomhederne, der i de kommende år vil mangle faglærte, og de kortuddannede, som får det stadigt sværere på arbejdsmarkedet.

Så den offentlige debat skal vendes, og vi skal have overbevist arbejdsgiverne om deres medansvar for og interesse i at bevare den danske model og løse de nævnte samfundsproblemer.

Det kræver et stærkere LO med en indsats på flere fronter, bl.a.:

En konstruktiv dialog med politikerne om lønmodtagernes interesser og i tættere samarbejde med de politiske partier, der er med på lønmodtagernes dagsorden.

Et tættere samarbejde med især FTF, men også akademikerne i AC, når det giver synergi og mening for medlemsforbundene.

En konstruktiv tilgang til den offentlige debat med alternative løsningsforslag fra LO.

Et moderne lederskab i LO, hvor man lytter til medlemsforbundene og røsterne på arbejdspladserne. Hvis man ikke kender sit bagland ordentligt og kan høre græsset gro, bliver beslutningsgrundlaget for ringe.

LO og FTF har allerede i en række sammenhænge vist, at vi står stærkt, samlet. Blandt andet med OK-kampagnen, hvor vi oplyser danskerne om, hvad en ordentlig overenskomst betyder for den enkelte medarbejder. Og om, hvem der står bag OK-forhandlingerne.

Senest har LO og FTF fremlagt et fælles udspil til den regering, som danskerne vælger i løbet af de kommende måneder. 22 punkter, som på forskellig vis vil udfordre både en rød og en blå regering, eksempelvis med afvisning af nulvækst i den offentlige sektor og krav om mere fair og fornuftige dagpengeregler.

Vi rækker samtidig hånden ud til et samarbejde med både arbejdsgiverne og Christiansborg om de fælles udfordringer, som lønmodtagerne, virksomhederne og samfundsøkonomien skal have løst i de kommende år.

Måden, hvorpå de fælles svar og løsninger findes, er ikke afgørende. Erfaringer med trepartssamarbejde har både budt på et fast trepartsforum, smalle og brede trepartsforhandlinger og mere beskedne former for trepartsdrøftelser i diverse underudvalg.

Historien viser, at timingen, forhandlings- og forligsviljen og mandatet fra organisationernes baglande er helt afgørende for de resultater, som kan opnås. Men lad os dog inspireres af de historiske resultater, ikke mindst opbygningen af arbejdsmarkedspensioner og senest kompetencefondene.

Hvis vi vælges som ny ledelse af LO, vil vi skabe resultater og kompromisløsninger. Også i spørgsmålet om en ny hovedorganisation, hvor målet er en fusion mellem LO og FTF – men forberedt gennem en grundig dialog internt i både LO og FTF, så beslutningen ikke skal gennemtrumfes imod flere hundrede tusinde forbundsmedlemmers ønsker.

Danmark har også fremover brug for en ledelse, der skaber kompromisløsninger og resultater. Derfor står vi over for vigtige valg i den kommende tid: Vil vi kæmpe for den danske samarbejdsmodel? På 1. maj-møderne i dag er svaret entydigt: JA!