Fire punkter der afgør valget 2011

Lars Hovbakke Sørensen: Sammenhold inden for blokken og dens partier, en populær økonomisk politik, en høj grad af troværdighed og sidst, men ikke mindst, en stor fokus på værdipolitiske emner ved siden af de økonomiske. Det er de fire punkter, der kommer til at afgøre folketingsvalget 2011.

Foto: Claus Bigum

I 2011 vil vi få et af de mest spændende folketingsvalg i mange år. Mens vælgerne i næsten alle andre lande i Europa i øjeblikket rykker mod højre, rykker danskerne tilsyneladende den modsatte vej. Nogle af meningsmålingerne forudser en stor sejr til rød blok, mens andre spår næsten dødt løb mellem blokkene. Intet er dog afgjort endnu. Op imod en tredjedel af vælgerne bestemmer sig først endeligt til, hvor de vil sætte deres kryds, i de sidste dage og uger inden valget. Og mange faktorer kan spille ind.

Der er især fire ting, der vil blive afgørende for valgets udfald. Den første kan beskrives med kodeordet: sammenhold. Alle historiske erfaringer viser, at den blok, der bedst formår at holde sammen, har langt den største chance for at vinde valget. Det gælder både med hensyn til sammenholdet internt i hvert af partierne og mellem partierne i blokken. Vælgerne bryder sig ikke om intern splittelse og magtkampe, og når sådanne opstår, reagerer de resolut ved at gå over og stemme på andre partier end dem, der er kommet i strid med sig selv og hinanden.

Både da der i begyndelsen af 1970erne og i midten og slutningen af 1990erne var splittelse og interne magtkampe i Det Konservative Folkeparti, mistede partiet mange stemmer på den konto.

Vælgertilslutningen blev yderligere formindsket af, at de to gamle borgerlige partier, Det Konservative Folkeparti og Venstre, i denne periode ikke stod sammen. Bl.a. fordi flere af de ledende personer hos De Konservative ønskede at føre en markant selvstændig linje i forhold til Venstre og f.eks. i 1995 indgik forlig om finansloven med Poul Nyrup Rasmussens regering, uden om Venstre. Den borgerlige splittelse var total og var medvirkende til, at den røde blok endnu en gang vandt, da der blev udskrevet valg i 1998.

Det dummeste, De Konservative kan gøre i den situation, som de i dag er havnet i, med en tilslutning i meningsmålingerne på kun omkring 5-6 procent af stemmerne, er derfor at begynde at tage et internt opgør om lederskabet i partiet her få måneder inden valget.

Også inden for den røde blok har et vist minimum af sammenhold altid været helt afgørende for, at man kunne vinde folketingsvalgene. Her behøver man blot at tænke på, hvordan uenigheden mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og SF om hele det værdipolitiske område, ikke mindst udlændingepolitikken, var stærkt medvirkende til, at de borgerlige partier kunne vinde valgene i 2001, 2005 og 2007. Og muligheden for, at dette kan gentage sig, ligger ikke særligt langt væk.

Men hvis regeringspartierne skal udnytte denne mulighed, kræver det, at de i de kommende måneders debat ved siden af den økonomiske politik igen begynder at fokusere mere på værdipolitikken, hvor uenighederne mellem partierne i den røde blok er mindst lige så store som uenighederne om økonomien.

Den anden ting, der vil blive afgørende for valgets udfald er, hvor populære de to blokkes bud på en økonomisk politik er i forhold til hinanden. Her har den røde blok en stor fordel.

Mens Lars Løkke Rasmussen med sine udspil, der går ud på at holde igen med at bruge penge, hele tiden forsøger at appellere til vælgernes ansvarlighed, er Socialdemokraterne og SFs udspil umiddelbart mere populære. Det er aldrig rart at skulle sige til vælgerne, at der skal spares. Også her taler de historiske erfaringer deres tydelige sprog. I 1980erne, hvor Poul Schlüters borgerlige regeringer førte en »økonomisk genopretningspolitik« med alt hvad det indebar af stram finanspolitik m.v., vandt de borgerlige regeringer ikke ret mange af valgene.

Når de alligevel kunne forblive ved magten, var det kun fordi Det Radikale Venstre på dette tidspunkt støttede de borgerlige partier i stedet for Socialdemokratiet, fordi De Radikale også ønskede en »ansvarlig økonomisk politik«.

Den tredje ting, der vil blive udslagsgivende for valgets udfald, er imidlertid, hvor troværdige, vælgerne opfatter de to blokke og deres politik i forhold til hinanden. Her har regeringen til gengæld en stor fordel, som - rigtigt udnyttet - kan være med til at styrke regeringens opbakning blandt vælgerne.

Et eksempel på det så vi i den første af TV2s nye række af direkte dueller mellem Lars Løkke Rasmussen og Villy Søvndal. SF-formanden sagde noget i retning af, at hvis rød blok blot fik ti år ved magten, ville der blive opbygget et så stærkt og velfungerende offentligt sundhedsvæsen, at der slet ikke længere ville være noget behov for privathospitaler. Lars Løkke Rasmussen kunne derefter sætte spørgsmålstegn ved dette udsagn med henvisning til de meget lange ventelister, som stadig fandtes, efter at Nyrup-regeringerne havde siddet næsten ti år ved magten i 1990erne.

Et andet eksempel, som regeringen sikkert fortsat vil slå på i den kommende tid, er usikkerheden om det reelle indhold af den røde bloks økonomiske politik. Helle Thorning-Schmidt har f.eks. i mange måneder nærmest som et mantra gentaget, at forskellen på den røde blok og regeringen er, at den røde blok vil »arbejde sig ud af krisen«, mens regeringen vil »spare sig ud af krisen«.

Men juleaftensdag kom Henrik Sass Larsen og Ole Sohn så pludselig med en melding om, at en kommende rød regering vil »slanke den offentlige sektor«. De vil altså pludselig også spare, nøjagtig ligesom regeringen. Eller hvad?

Den fjerde ting, som vil være meget afgørende for, hvem der vil vinde valget, er spørgsmålet om, hvilken af de to blokke, der appellerer til flest forskellige typer vælgere i kraft af en markant politik inden for flest forskellige sagområder. Med andre ord: selv om en række målinger i den seneste tid har vist, at den økonomiske politik er rykket længere op på vælgernes dagsorden, viser de selv samme målinger også, at den økonomiske politik stadig langtfra er det eneste, vælgerne interesserer sig for. Og at alle de andre politikområder som f.eks. skolepolitik, udlændingepolitik og retspolitik derfor stadig kan være nok så afgørende for, hvem der vinder valget i sidste ende.

Den blok, der bedst formår at brede viften ud og ikke udelukkende taler om den økonomiske krise, men også om alle mulige andre væsentlige samfundsproblemer, og som kommer med de bedste konkrete bud på løsninger af disse, vil have de bedste chancer hos vælgerne. Dette bekræftes af utallige historiske eksempler fra Danmark. F.eks. de værdipolitisk fokuserede partier Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkepartis indtog i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973, midt i den daværende voldsomme økonomiske krise. Blot for at nævne et enkelt eksempel. Men det bekræftes også af de mange valg, der har fundet sted i vore nabolande i løbet af 2010. I månederne og ugerne op til valget i såvel Storbritannien i april som i Holland og Belgien i juni og i Sverige i september var der et meget klart mønster: Hver gang nogle af politikerne også at tale om værdipolitiske emner i stedet for udelukkende at tale om økonomi, steg de pågældende politikeres partiers tilslutning i meningsmålingerne. Og de, der gik af med valgsejren på selve valgdagen, var i alle landene dem, der lige til det sidste havde holdt fast i også at tale om udlændingepolitik, integrationspolitik, retspolitik, skolepolitik osv.

Erfaringerne fra Danmark og udlandet tyder altså på, at følgende fire punkter er meget afgørende for, hvem der vil sidde på magten herhjemme ved næste årsskifte: sammenhold inden for blokken og dens partier, en populær økonomisk politik, en høj grad af troværdighed og sidst, men ikke mindst, en stor fokus på værdipolitiske emner ved siden af de økonomiske.