Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Finn Korsaa: Julestemning og personlig udvikling – tænk positivt hver dag

Opskriften på ægte julestemning er at tilsidesætte den dårlige samvittighed.

Finn Korsaa. Fold sammen
Læs mere

Hvis man i denne mørke tid mærker en glæde, er man muligvis i julestemning. Den indfinder sig som ved et trylleri, som noget i luften, der på forunderlig vis får en til at se bort fra alt det, der er blevet sagt og gjort i årets løb.

Det skyldes nok, at julen kan noget, som alle andre højtider ikke rigtig kan. Den får os til at føle, at fortid og fremtid smelter sammen, så der opstår en slags syntese mellem erindring og håb, der ifølge H.C. Andersen »staaer i saa smukt Lys for os, naar vi rette vore Ønsker paa Fremtiden, men tilfredsstiller os saa lidet, naar vi have opnaaet det, faaer atter Glands naar vi gennemgaae vore Erindringer«.

Med andre ord: Opskriften på ægte julestemning er, om end kun for en tid, at tilsidesætte den dårlige samvittighed over den globale opvarmning, og hvad der ellers er at være ked af.

Det særligt sensitive barn har pædago­gikken skabt

Man må trøste sig med gensynet med den glæde, som stråler ud af børnenes forventning. De voksne har ellers nok i juleforberedelserne, som finder sted under indtryk af de velkendte julemelodier, der lyder i gaderne. Det er de samme melodier, som man hørte sidste år, og julepynten ligner også til forveksling noget velkendt. Således har man mulighed for at glæde sig over gentagelsen, for i den tager man med taknemlighed fortiden til sig og forsoner den med nutiden.

Julens højdepunkt, gaverne, der engang i barndommen udgjorde selve julens sjæl, indtager derimod en mere tvivlsom plads. Allerede Gustav Wied gjorde opmærksom på problemet ved at lade Tummelumsen i »Livsens ondskab« vinde i lotteriet, hvilket satte ham i stand til at købe den fædrene gård tilbage. Og så var der tilmed penge til at gifte sig på. Det overraskende var, at disse positive og glædelige begivenheder ikke gjorde ham lykkelig. Han kunne ikke få glæden til at spire, som han nedslået meddelte sine venner. Og det er jo ikke noget godt budskab, især ikke her til jul, for det er ikke blot i strid med julens idé, men også med Schillers digt i Beethovens 9. symfoni.

Men hvordan kan det nu være, at vi voksne så skammeligt har mistet glæden ved udsigten til at få vores gaveønsker opfyldt?

»Indebrændt« psykolog provokerer i debat om særligt sensitive børn

Svaret på det spørgsmål har givetvis at gøre med den mystik, der gemmer sig i forestillingerne om vintersolhvervet, som man ellers kan være tilbøjelig til at glemme midt i juleforberedelserne. I år indtræffer denne begivenhed 21. december sidst på formiddagen. Det er tidspunktet, hvor Solens deklination når sit laveste punkt og fra den dag bliver dagene længere. Fra gammel tid var vintersolhverv et vendepunkt og udtryk for en ny begyndelse, og dermed følte også menneskene trang til at forny sig, for de havde dengang en intim kontakt med naturen og forbandt derfor de astronomiske begivenheder med livets store højdepunkter. Men da det ikke er passende at forny sig selv i dagene op til jul, har de vise kalender-magere sørget for at udsætte løjerne til nytår. Hver ting til sin tid, kunne man sige, først når julens budskab er afviklet, kan man helt hengive sig til skellet mellem før og nu, mellem gammelt og nyt. Da må julens illusioner se sig fejet af banen af nytårsfortsætterne. Det overstadige ønske om at gøre op med fortiden og starte på en frisk fejer julens sentimentale følelser af vejen.

Nytårsforsæt med kort holdbarhed

Det er i længden ikke så let at tage nytårsforsætterne alvorligt, som man skulle tro. Allerede når vi er nået hen til slutningen af januar måned, er de fleste af dem gjort til skamme. Man er igen begyndt at ryge og spiser mere, end godt er. Påbuddet om kun at drikke 14 genstande om ugen er for længst overskredet. Når det går så sørgeligt skyldes det måske, at individualismen har fortrængt de symboler og ritualer, der engang var et led i det større fællesskab, der gjorde det muligt at hjælpe hinanden gennem de vanskelige overgange i livet. Alt, hvad der er tilbage, er fyrværkeri, hvis glemte funktion er at holde dæmonerne på afstand, mens overgangen finder sted. Et andet ritual er skikken med at hoppe ind i det nye år, også den tanke har dybe rødder i vores kultur og stammer fra en tid, hvor overgangen blev anset for at være farlig, og derfor måtte man undgå at komme i berøring med noget. I dag anses overgangen fra det gamle til det nye, fra barndom til ungdom, at være ufarlig og helt uden problemer. Det er ganske vist kun i teorien, i praksis er problemerne helt uoverskuelige, men de er til gengæld henvist til psykiatrien, hvor de har fundet sig en plads blandt diagnoser og medicin. Således har enhver tid sin måde at forholde sig til tilværelsens store spørgsmål på. Ved nytår bliver vi mindet om dem.

En af de teorier, der bygger solidt på julens budskab, er professor Martin Seligmans positive psykologi. Den har til hensigt at skabe en julestemning, der kan vare hele året, for som han skrev: »alt for længe har menneskene beskæftiget sig med menneskelige problemer og lidelser«. Det må man jo give professoren ret i, man burde holde op med at bekymre sig, og holde op med at tage sig af alverdens problemer. Man kunne jo begynde med at sælge sit fjernsyn og give sig til at tænke positivt, f.eks. tre positive ting hver dag, så vil det efterhånden blive en vane, og så vil man ende med at se lyst på tilværelsen. Beethoven og professoren går nemlig ud fra, at lykken er noget, man kan skrue op for, ligesom lyden på fjernsynet. At det måske er en lidt forhastet opfattelse fremgår pudsigt nok af Beethovens niende symfoni. For nok gjalder det i kraftig tenor, der forkynder glæde, men musikkens karakter modsiger ordene. Og nok kan man sige tre positive ting hver dag, men det er, som allerede Dostojevskij påviste, sådan, at når man anstrenger sig særlig meget for at være særlig positiv, så dukker negative tanker op som små djævle, der truer med at ødelægge gralsfortællingen. Det er for øvrigt grunden til, at folk, der er særligt fromme, har en særlig let adgang til at gøre personlige erfaringer med djævelen. Og sådan er det også med gaverne til børnene. Nok får de glæden frem, men den glæde, der giver sjælen ro, er betinget af noget ganske andet. Børn er nemlig langt mere afhængige af forældrenes parforhold end af gaver og kærlighedserklæringer. Børnene har det ikke bedre end forældrene har det med hinanden, og det beroliger det urolige barnesind, at forældrene har et kærligt forhold til hinanden, hvilket er meningen med Crescenzos ord om, at vi alle sammen er engle med kun én vinge, og at vi først kan flyve, når vi omfavner hinanden.

To slags lykkefølelse

Den amerikanske psykolog, Dan Gilbert, fandt gennem eksperimenter ud af, at man kunne tale om to slags lykkefølelser. Den ene er den naturlige og umiddelbare lykkefølelse, som julen og Seligman har gjort sig til talsmænd for. Den anden bygger på afkaldet, der opleves i forbindelse med tab eller sammenbrud. De barnlige illusioner, som vi gør alt for at opretholde ved hjælp af juleritualerne, og som Seligman så gerne vil gøre til en god vane for os, synes uløseligt knyttet til adventstiden. Det er tabet af dem, som ifølge Dan Gilbert fører frem til en ny væren og som skaber det, han kalder den syntetiske lykke. Den umiddelbare lykkefølelse er således den, overflodssamfundet, Seligman og julen bygger på, mens den syntetiske lykkefølelse bliver til, når livet ikke arter sig, som man ønsker. Man skal åbenbart gennem tab, sorg og sammenbrud for at blive et helt menneske og nå frem til modenhed. Det er den visdom, vi bliver mindet om, når fyrværkeriet futter af, og vi lover os selv at blive nye og bedre mennesker. Måske var det den erfaring Tummelumsen manglede og som gjorde, at han ikke kunne få glæden til at spire.

God jul og godt nytår!