Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Filosofiens nødvendighed

»Et filosofistudium giver en række færdigheder, som er helt nødvendige for en meningsfuld ageren i et uperfekt demokrati som det danske.«

En »rød sild« er et populært udtryk for en retorisk afledningsmanøvre. Udtrykket stammer efter sigende fra en gammel metode til at træne sporhunde. Man trak en røget (og derfor rød) sild tværs over et rævespor, og den kraftige lugt af silden var nok til at lede utrænede hunde bort fra rævesporet. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Meget er blevet sagt og skrevet om humaniora i kølvandet på uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens lancering af den såkaldte dimensioneringsplan. Humanistiske uddannelser er blandt andet blevet kaldt ubrugelige, fordi de – påstås det – uddanner unge mennesker til arbejdsløshed.

Det er efterhånden blevet påpeget adskillige gange, at den slags påstande har meget lidt på sig. Dette er vigtigt at få slået fast, men mit ærinde her er ikke at gentage, hvad andre allerede har sagt bedre. Jeg vil i stedet fokusere på én humanistisk disciplin: filosofi. Min påstand er, at et filosofistudium giver en række færdigheder, som er helt nødvendige for en meningsfuld ageren i et uperfekt demokrati som det danske. De færdigheder, jeg primært har i tankerne, kan samles under betegnelsen »kritisk tænkning«. De omfatter sådan noget som evnen til kritisk at vurdere argumenters holdbarhed og relevans.

Læs også:Tabet af humaniora

Bemærk, at jeg siger, at filosofien bidrager med færdigheder, som er nødvendige. Jeg siger ikke, at de er tilstrækkelige. Hvis man som borger i et demokrati skal kunne forme politiske holdninger på et oplyst grundlag, har man også brug for f.eks. politisk, historisk og geografisk viden. Men filosofiens bidrag er ikke mindre væsentligt.

Danske politikere ynder at vildlede, fordreje og tale udenom. Det bliver overraskende sjældent sagt, men den slags verbale afledningsmanøvrer er ikke bare irriterende, men kan være direkte undergravende for demokratiet, hvis de får lov at stå uimodsagt.

Danmark er naturligvis ikke Nordkorea. Danske politikere kan ikke diktere, hvad der skal stå i aviserne eller siges i TV-2-Nyhederne. Men de har som nævnt andre og mindre åbenlyse metoder til at modvirke, at politisk vigtige sager bliver ordentligt belyst. Og hvis man som borger og vælger ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned i en sag, har man ikke et ordentligt grundlag, på hvilket man kan tage stilling til sagen. Dermed kan man heller ikke rationelt afgøre, hvilket parti der bedst repræsenterer ens holdning.

Derfor: Når politikere gør det næsten umuligt for os at vurdere, hvad en sag egentlig handler om, hvad de relevante fakta er, og hvilke argumenter, der kan føres for og imod de mulige politiske tiltag, så udhuler de demokratiet. Hvis ikke vi skal stemme i blinde, har vi brug for at kunne afsløre politikernes verbale fupnumre. Filosofien leverer de nødvendige værktøjer.

Læs også: Berlingske mener: Undervisning med karakter

Lad os betragte nogle af politikernes foretrukne tricks. Et af de simpleste og mest yndede er helt at undlade at svare på konkrete spørgsmål om en sag. I stedet gentager man de samme, på forhånd indøvede sætninger, ligegyldigt hvad man bliver spurgt om. Den slags udenomssnak er ofte relativt nemt at spotte.

Et mere raffineret trick er den såkaldte »stråmand«. En »person« af strå er nemmere at slå omkuld end en rigtig en af kød og blod. På samme måde i en verbal dyst: Det er ofte nemmere at finde fejl ved et fiktivt synspunkt opfundet til lejligheden end ved det synspunkt, ens modstander eller kritiker rent faktisk forsvarer. Når man på denne måde pådutter en modstander et synspunkt, for så at angribe dette i stedet for modstanderens reelle synspunkt, begår man en stråmand.

Jeg vil imidlertid stille skarpt på et tredje argumentatorisk kneb, der muligvis er det mest populære af dem alle: den røde sild. Udtrykket en »rød sild« stammer efter sigende fra en gammel metode til at træne sporhunde. Man trak en røget (og derfor rød) sild tværs over et rævespor. Den kraftige lugt af silden var nok til at lede utrænede hunde bort fra rævesporet, mens rutinerede hunde var i stand til at følge færten af ræven tværs igennem sildesporet.

En rød sild er med andre ord en afledningsmanøvre. Man prøver at afspore en debat ved at præsentere pointer, der reelt er sagen uvedkommende, som om de havde direkte relevans for debatten. Røde sild forekommer ofte, og er samtidig ekstremt vigtige at få afsløret, da de ellers vil skabe forvirring om, hvad en sag egentlig handler om.

Lad mig give to konkrete eksempler på røde sild, ét eksempel fra hver side i folketingssalen. Vi skruer først tiden tilbage til april i år. Daværende justitsminister, socialdemokraten Morten Bødskov, var i færd med at få en ny offentlighedslov vedtaget, en lov der ifølge kritikere ville gøre det muligt for ministre at hemmeligholde kommunikation mellem statslige myndigheder, såfremt der var tale om såkaldt »ministerbetjening«.

23. april blev Bødskov i Politiken citeret for følgende: »Det er en misforståelse, at der ikke vil være aktindsigt i dokumenter, der udveksles mellem statslige myndigheder, når pressen begærer aktindsigt heri. Efter lovforslaget gælder det modsatte.« For som Bødskov forklarede (igen ifølge Politiken): »Der står nemlig direkte i lovforslagets bemærkninger, at det forhold, at pressen udviser en interesse for en bestemt sag, ikke indebærer, at et dokument vil være omfattet af reglen om ministerbetjening.«

Læs også: Mørkelægning fører til mere spin

Bødskov benægter med andre ord, at lovforslaget indebærer, at ethvert dokument, der har pressens interesse, per automatik vil være omfattet af reglen og dermed mørkelagt. Og det har han sådan set ret i. Problemet er bare, at den pointe slet ikke adresserer den kritik, Bødskov foregiver at svare på. Kritikken går derimod på, at lovforslaget i praksis kan anvendes til at forhindre aktindsigt i stort set alle dokumenter, der udveksles mellem statslige myndigheder. Det er derfor sagen helt uvedkommende, at der i lovforslagets bemærkninger står, at pressens eventuelle interesse i en sag »ikke indebærer«, at et dokument vil være omfattet af paragraffen om ministerbetjening.

Mit andet eksempel er nyere. 25. november var Venstres Karsten Lauritzen i Deadline for at kommentere ny forskning, der viser, at den konstante negative omtale af muslimer ikke gør danske muslimer mere venligt stemt over for Danmark og Vesten, men tværtimod medvirker til at radikalisere dem.

Lauritzen nægtede imidlertid at anerkende disse forskningsresultater, som han affærdigede som »vrøvl«. Hans begrundelse var: At acceptere, at den til tider generaliserende og fordømmende debat om islam og muslimer er medvirkende til at radikalisere moderate muslimer i Danmark, er indirekte at undskylde eller måske endda retfærdiggøre de eventuelle voldelige handlinger, de måtte udføre i islams navn. Det skal vi undgå, og derfor må vi afvise, at der skulle være nogen sammenhæng mellem den danske indvandrerdebat og radikaliseringen af danske muslimer.

Man kan kun være enig med Lauritzen i, at terrorhandlinger ikke kan undskyldes. Problemet er bare, at det intet har med sagen at gøre.

Er der en sammenhæng mellem mobning og skoleskyderier på amerikanske skoler? Jeg har ikke undersøgt det, men det virker sandsynligt. Tryk har det vel med ofte at avle modtryk. Men det kan vi naturligvis anerkende uden at acceptere, at enhver form for modtryk dermed er lovlig undskyldt. På samme måde kan vi selvfølgelig anerkende, at den overvejende negative diskurs omkring muslimer medvirker til at radikalisere dem, uden derved at retfærdiggøre eller undskylde terrorhandlinger.

Når Lauritzen insisterer på at diskutere et emne, der ikke kommer sagen ved, og samtidig foregiver at forholde sig til den konkrete sag, så forsøger han at afspore debatten.

Det hører med til historien, at studievært Niels Krause-Kjær kæmpede bravt for at få Lauritzen tilbage på sporet. Men danske journalister agerer ofte blot mikrofonholdere for politikeres verbale manipulation. Pressen viser sjældent tænder, medmindre der er tale om ukomplicerede personsager om bilagsrod, rygning på ikkerygerværelser o. lign. Måske fordi mange journalister mangler de basale kompetencer til at afsløre argumentatoriske fupnumre. Det skal der rådes bod på – ellers udhules demokratiet.

Løsningen ligger lige for: vi har ikke brug for, at færre stifter bekendtskab med filosofien. Vi har brug for, at mange flere gør det.