Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Feministernes internationale støvletrampdag

Eva Agnethe Selsing: Den feministiske kamp for ’samfundets’ ret til at intervenere i selv de mest intime dele af individet og familiens privatliv er totalitær. Slet og ret. Den er støvletrampende og aggressiv i sin retorik.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Velkommen til kampdag! I dag fejrer vi ikke arbejdet for lige rettigheder mellem mand og kvinde. Nej, vi fejrer det ensretningsprojekt, som feminismen - og dermed dens 8. marts-institution - er kommet til at repræsentere. Kvinder må ikke være kvinder, og mænd må ikke være mænd. Alle skal presses ned i den samme, gråbrune enhedskategori. Kvindekampdagen burde derfor hedde ’feministernes internationale støvletrampdag.’

Et projekt, som giver mindelser om tidligere tiders kollektivistiske bevægelser, hvor tvang trumfede frivillighed og politik trumfede privatliv.

Af den grund er dagens tema og fejringen deraf forløjet. For kvindebevægelsen har allerede vundet kampen. Kvinder har stemmeret, kønnene er lige for loven. Sejren er i hus, og de sidste tvister blev vundet i midten af det forrige århundrede.

Feminisme i dag handler således ikke om lige rettigheder, men om ensliggørelse. Om mainstreaming af kønnene. Det viste sig nemlig, at de lige muligheder ikke skabte den uniformitet - den kønsneutrale enshed - man fra kvindekamphold havde ønsket sig. Kvinder er stadig kvinder og mænd er mænd. Piger leger stadig med dukker og drenge med sværd. Forskellen består og gør det svært at implementere den kønsneutrale utopi, som er den radikale feminismes ideal. En matriarkernes verden befolket af intetkøn, hvor alle går klædt ens og har samme præferencer.

Enshed er målet, og har været det lige siden kvindesagen gik fra at være et rettighedsanliggende til at blive et akademisk ensliggørelsesprojekt. Men da enshed og tvang har negative konnotationer for de fleste, indarbejdede man en positiv terminologi, hvor bonusord som ’frigørelse,’ ’frihed,’ ’respekt’ og ’mangfoldighed’ fik en central plads. Ligestillingsbegrebet kunne man også beholde - blot skulle det forklares den almindelige borger, hvorfor vi ikke har ’reel’ ligestilling, førend alle vælger det samme og lever ens. Man gjorde, så at sige, en dyd af nødvendigheden; uden uligestilling, ingen kvindekamp - derfor måtte ligestillingsproblematikken genopfindes.

For at realisere sit forehavende tyede kvindekæmperne til filosofien, til sociologien og litteraturteorien. Radikale tænkere fra sidste halvdel af 20. århundrede viste sig at passe fint ind i feminismens kram. Socialkonstruktivismen - altså opfattelsen af kendsgerninger som relative og konstruerede - blev en del af den feministiske ideologi. Alt er sproglige artefakter. Også kønnene. Og uligheden i samfundet skyldes usynlige, bagvedliggende strukturer - magtmæssige, kulturelle, kønsbestemte - som kan identificeres alle vegne i det markedsbaserede forbrugssamfund.

Et stereotypt kvindeideal, manglende repræsentation i bestyrelseslokalerne, ja, selve dette, at der findes en ’moderrolle’ og en ’faderrolle’ - alt sammen tydelige tegn på kapitalismens og borgerlighedens kamp mod kvinderne. For at gøre op med ulighed, uretfærdighed og den påståede undertrykkelse, måtte man billedstorme det borgerlige familieideal og kønnenes selvopfattelse. En sproglig og politisk revolution, som skulle udgå fra universiteterne, men brede sig gennem lovgivning, institutioner og medier, til samfundets bedste.

Man måtte tale og tænke anderledes om køn. Men eftersom kønsrollerne først og fremmest cementeres i hjemmet, var det afgørende at ophæve skellet mellem privat og offentligt. For kun ved at skaffe sig adgang til borgernes intimsfære kunne man ændre det, der vedblev at modstå feminiseringsideologien: nemlig den enkeltes tanker og præferencer, herunder opfattelsen af kønnene. Hvis undertrykkelsen ikke længere handler om formelle rettigheder, men om obskure ’strukturer’ og skjulte magtrelationer, som også findes ude i civilsamfundet og i hjemmene, da virker den emsige ensretningskamp mere legitim. Så er hele menneskelivet pludselig et politisk anliggende, og intet er uden for politikerne og samfundsingeniørernes indflydelsessfære.

Og derved kan forskellene på mand og kvinde bekæmpes sprogligt, politisk, akademisk, ideologisk, debatmæssigt. Intet er privat, og slet ikke familielivet. Netop derfor ser vi, at feminismen er meget optaget af børn og deres køn. Noget, man i andre sammenhænge ville finde usmageligt, men fordi det pakkes ind i et universitært ordforråd, tager de færreste notits af det.

Vi skal forhindre de små piger i at lege med dukker og klæde sig lyserødt for at sikre ensliggørelsen tidligt i tilværelsen. Små drenge skal ikke lege med sværd. Der skal indføres temauger i skolerne om køn, så selv de helt små børn kan få en tung skyldsbevidsthed om det forkerte i kønsroller og ’stereotyper.’ Ve den syvårige dreng, der kommer til at sige, at en ’mor’ er sådan en, der ’gør rent.’ Med det ideologisk korrekte pædagogpersonale skal det hurtigt lykkes at få skamfuldheden over den slags til at brede sig blandt de små. Målet er at ændre det enkelte individs selvopfattelse fra begyndelsen af dets tilværelse. Vi skal lære at tænke anderledes om os selv og kønnene. Feminismen vil ind i hovedet på borgerne, ind i det allermest private.

Den feministiske kamp for ’samfundets’ ret til at intervenere i selv de mest intime dele af individet og familiens privatliv er derfor totalitær. Slet og ret. Den er støvletrampende og aggressiv i sin retorik. Kvinder og mænd, der vælger at indrette sig anderledes, end det feministiske program foreskriver, skal bekæmpes. Forskellene skal udrenses, og ensheden gennemtrumfes ved rasende retorik og farlig politik. De ideologiske visioner bliver altopslugende, systemiske og uhyggeligt detaljeorienterede. Farver på små børns legetøj, mor og fars rollespil i ægtesengen, kvinder i private virksomheders bestyrelser - processen fra velfærdsbarn til velfærdsborgerinde er prædetermineret til at ende et bestemt sted. Et feministisk sted.

De traditionelle kønsroller bestod så længe - og står endnu i dag, på trods af årtiers intens kamp for at uddrive dem - fordi de ikke strider mod vores natur. De nye roller, feministerne pinedød vil presse mænd og kvinder og drenge og piger ind i, er kønsneutrale, og kan lige så vel udfyldes af en mand som en kvinde. Men hvem er intetkøn? Især i en forældresituation? Det kønsneutrale menneskeideal brandes smukt med lovning om frihed og andet godt. Men det er newspeak. Det, der ligger i kønsmainstreamingideologien, er alt det modsatte. Der er ikke tale om frigørelse fra undertrykkende kønsroller og ’stereotyper.’ Der er er tale om tvang ned i nye kasser, som, modsat de gamle, ikke flugter med nogens natur.

Det feministiske projekt lader sig derfor kun gennemføre ved dramatiske indgreb i de enkelte familiers frihed. For ensliggørelsen strider mod vores menneskelige vilkår. Vi er ikke ens. Der er forskel på kønnene - både biologisk og kulturelt. Den kulturbestemte forskel er, modsat hvad kvindekæmperne påstår, ikke noget, som bare kan tales væk. Det er en integreret del af vores fælles kulturarv, og er væsentligt for mange menneskers identitetsfølelse. Det er en del af vores menneskelighed. Og det er dermed ikke noget, feministiske planlæggere har lov til at pille ved. Det er vores eget.

Der er således god grund til at overveje, hvad der markeres i dag. Der er en gængs opfattelse af kampdagen som en hyggebegivenhed. En dag, hvor man ihukommer fordums uretfærdighed. Men det er det ikke - bare det var. Nej, der er intet harmløst over den feministiske støvletramp for en mere ensrettet verden. Det er alvor, og det er et frihedsanliggende for den enkelte mand, kvinde og deres familie. Det ser vi med truslerne om kønskvoter, tvangsbarsel til mænd, og de mange andre næsten daglige forslag til ny tvang og ny frihedsbegrænsning fra feministiske politikere, meningsdannere og forskere. Feminisme er selv blevet undertrykkelse. Måske det var på tide, at de borgerlige politikere overvejede, om man skulle ophøre med at fejre støvletrampdagen. Al den stund, at det, der fejres, ikke handler om frihed og lige rettigheder mellem mand og kvinde, men om ensretning.

Det er ikke værd at fejre.