Fat det, acceptér det og agér efter det: Der ER forskel!

Birgitte Baadegaard: Ikke mange kvinder vil udtale sig på deres køns vegne - særligt i de øvre ledelseslag. Men HALLO derude! I ER et køn - I ER kvinder! Og jo før I accepterer det, desto hurtigere kan vi få rykket rundt i hierarkierne.

Tegning: Kamilla Wichmann
Læs mere
Fold sammen

Forleden skulle jeg parkere min bil i et af de store, offentlige P-områder. Som naturligvis ikke havde flere ledige pladser. Eller rettere - der var en enkelt plads, men den blev nuppet af bilen foran mig. Bilen blev kørt ind og parkeret, en kvinde steg ud og stillede sig bag bilen for at studere placeringen af sin bil. Så satte hun sig ind igen, kørte ud, rettede op, kørte ind igen - og gik igen ud for at tjekke. Da hun var tilfreds, gik hun hen til P-automaten for at få sin billet.

Jeg blev så optaget af den scene, at jeg først vågnede op, da en utålmodig herre i bilen bag mig leverede et gevaldigt BÅÅÅÅT, som tvang mig til at køre videre.

Hvad var grunden til min fascination af noget så banalt som en parkering? Det slog mig, at dette var en metafor på mange kvinders måde at agere på i utallige andre situationer - bl.a. på arbejdsmarkedet: Vi holder os inden for rammerne - tjekker, at vi ikke træder uden for - sikrer os, at ingen bliver fornærmede over vores handlinger, overvejer, om vi fylder for meget og gør så i øvrigt det pæne, det rigtige, det forventede.

Og dette mønster forfølger os: Når vi vil videre til et nyt job (uanset om det er i en anden virksomhed eller samme virksomhed, bare højere oppe), når vi er ledige og skal ind på arbejdsmarkedet igen, når vi er blevet fyret, og når vi i et genplaceringsforløb (venligst betalt af den tidligere arbejdsgiver) får hjælp til at komme os over chokket og skal genfinde vores styrke - og i alverdens andre situationer, hvor der f.eks. skal siges fra, sættes en grænse eller markeres.

Ja. Jeg er godt klar over det. Allerede nu har en del læsere fattet pennen og er i gang med at skrive en rasende respons: Fatter jeg, hvad jeg har gang i? Er jeg klar over, at det er en stereotyp kvindebeskrivelse, og at jeg definerer hende som det svage køn? Eller andre bemærkninger i den stil.

Lad mig derfor uddybe min påstand:

For nylig spurgte jeg firmaet ProPerson, hvis persontest jeg er certificeret i, om de ikke kunne sætte noget M/K-statistik på de utallige tests, de efterhånden har gennemført med deres redskab Human Developer. Jeg havde nemlig en idé om, at der ville vise sig nogle eklatante forskelle, hvis vi begyndte at grave i personlighedstræk og egenskaber. Det var ProPerson heldigvis med på, og resultatet var slående. Følgende ti parametre gav, hvad der i statistiske termer kaldes signifikant forskel:

M - stærkest på:

Målrettethed

Overbevisningsevne

Konflikthåndtering

Stresshåndtering

Selvtillid

K - stærkest på:

Følelsesmæssig intelligens

Anerkendelsesbehov

Intuition

Empati

Engagement

Mest banebrydende er det, at de 2.074 testede personer (ca. 50/50 procent) befinder sig rent funktionsmæssigt i et spænd lige fra almindelig medarbejder til direktør, og at antallet er vel fordelt mellem alle niveauer.

Annette Kreiner, netop afgået koncernchef, Dagrofa, har startet et netværk, Womens Web: »Vi vil styrke stærke kvinder. Der er simpelthen ikke nok kvinder, der har rundsave på albuerne. De er ikke pågående nok, så det vil vi hjælpe dem med at være,« siger hun.

Med baggrund i ovenstående testresultater er der ingen tvivl om, hvad forklaringen er på det problem. Meget groft forklaret kan man sige, at mænd har en primær styrke inden for det eksekverende/handleorienterede (såkaldt hårde kompetencer), mens kvinder har en stærk følelsesmæssig og social kompetence (såkaldt bløde kompetencer).

Hvad skal vi gøre med den konklusion? Vi kan blive fornærmede og påstå, at det er noget vrøvl, og at der ingen forskel findes på mænd og kvinder - ud over den, som viser sig gennem åbenbare lønforskelle, glasloftet (og glasklippen), Rip, Rap og Rup-effekten, hvis vi overhovedet tror på, at de faktorer eksisterer.

Vi kan konkludere, at beviset for, at kvinder skal retur til kødgryderne hermed er ført, og at det nu er endegyldigt dokumenteret, at det er biologisk umuligt for kvinder at have en karriere, endsige blive ledere/direktører.

Eller vi kan tage fat fra en helt ny vinkel, som lyder: Spændende hvor meget vi kan bruge hinanden. Hvor meget vi kan styrke hinanden, supplere hinanden, komplettere hinanden. Hvilket gør debatten om flere kvindelige (top-) ledere og bestyrelsesmedlemmer endnu mere aktuel. For det, at kvinder statistisk set vil have flere bløde kompetence end deres mandlige kolleger, er jo ikke direkte proportionalt med, at de så helt mangler de øvrige (mere handlingsorienterede) facetter. Beslutninger og overvejelser bliver bare eksekveret og grebet an på en anderledes måde, fra en anden vinkel, mens tid/opgaver bliver prioriteret på en anden facon, end man(d) plejer.

Forleden havde jeg en snak med en god bekendt, som - udover at være kvinde og have sine (kvindelige) værdier på plads - også har en superkarriere og længe har siddet i toppen af en stor organisation. Hun sagde: »Der ER forskel, men det må man som kvinde ikke tale om. Der er en uskreven lov, som siger, at så er man ikke en del af det ledernetværk, man befinder sig i.«

En af de journalister, som har interviewet mig i forbindelse med min bog »Så søg det job - og få det!«, som fokuserer på jobsøgning for kvinder, sagde da hun var ved at pakke sammen:

»Det er i øvrigt interessant. Ofte må vi opgive at få kvindelige ledere til at udtale sig som kvinder i forhold til deres arbejde. Deres begrundelse lyder ofte noget i stil med, at de ikke vil udtale sig på vegne af deres køn.«

HALLO derude! I ER et køn - I ER kvinder! Udover at I er (dygtige) ledere. Og så længe I accepterer, at I bliver dømt »ude«, hvis I ikke hyler som de ulve, I befinder jer blandt, kommer hverken I eller vi videre, og vi får ikke for alvor rykket hverken øverst eller nederst i hierarkierne.

Det absurde er, at netop det, at kvinder ikke vil udtale sig på deres køns vegne, fordi de så føler sig ... ja, jeg ved ikke, hvad de føler sig - er et direkte udslag af de forskelle, som jeg tidligere skitserede. Ikke mindst empatien slår ud i denne situation - kvinders gode ven og værste fjende!

Empati defineres i Wikipedia og den danske ordbog som evnen til at genkende og forstå andres følelser, evnen til at sætte sig i andres sted samt en forretningsmæssig og ægte indlevelsesevne i andre menneskers situationer og hverdag. Ta’ den!

Hvis kvinder (herunder kvindelige ledere) stod ved sig selv med såvel (og såkaldt) bløde som hårde sider, hvis de kort sagt parkerede deres bil lidt mere, som det passede dem (ja, også hen over stregen og skævt ift. de på forhånd optrukne linjer) ville det skabe en hidtil uset dynamik på arbejdsmarkedet, som kunne skabe helt nye resultater og veje. Vi - mænd og kvinder - er bare ikke villige til at agere efter det endnu.

Dét er nemlig stadig politisk ukorrekt at tænke og tale på denne måde. Og derfor er det også politisk ukorrekt at sætte (alt for mange) karrierefremmende, afklarende initiativer i gang kun for kvinder, at fokusere på kønsopdelte genplaceringsforløb, ligesom det ville blive opfattet som et akut anfald af sindssyge, hvis vi begyndte systematisk at lære mandlige chefer at træne og bruge deres mere bløde side, fordi alt »sådan noget« opfattes som positiv særbehandling. Af både mænd og kvinder.

Det er jo ikke en langtidsholdbar løsning, og der mangler et grundlæggende aspekt, som kan skabe hele afsættet, nemlig ACCEPT.

Med Fay Weldons ord - udtalt for ganske kort tid siden i et interview med Information: »Vi er stærke nok nu til at anerkende, at kønnene er forskellige.«

Spørgsmålet er, om vi er i stand til at omsætte denne forskel til handlinger, som er til gavn for både mænd, kvinder, virksomheder - og bundlinje.