Farvel til politisk korrekthed

At kalde nogen »politisk korrekt« er pr. definition en uklædelig magtudøvelse, der tjener til at legitimere sin egen hensynsløshed. Begebet bør derfor helt afskaffes.

18DEBHENRIK-MARSTAL-140746.jpg
Henrik Marstal Fold sammen
Læs mere

Jeg har det på samme måde med begrebet »politisk korrekthed«, som forfatteren Vladimir Nabokov havde det med ordet »virkelighed«: Det er så slidt, at det kun giver mening, hvis det sættes i anførselstegn. Men ikke desto mindre bruges begrebet i debatten herhjemme mere end nogensinde før til at udskamme andre.

»Politisk korrekthed« bliver ofte bestemt som angsten for ikke at komme til at krænke nogen og som det misforståede hensyn – også selvom enhver kan sige sig selv, at der ingen angst ligger i ønsket om at ville tale hensynsfuldt til og om andre. Tværtimod er det snarere de »politisk ukorrekte« personer, der fremstår som de egentlig krænkede, når de kritiseres for at praktisere denne magtudøvelse.

Og hvad er det så for en magtudøvelse? Jo, det, som de »politisk ukorrekte« siger, er: »Vi kræver retten til at tale nedladende til og om andre, hvis vi har lyst til det – og det må ingen kritisere os for at ville.« Det er denne ret, denne privilegierigdom, som disse personer forsvarer ved at forsøge at udskamme alle, der betvivler deres ret, og dømme dem ude som »politisk korrekte«.

Men det er en ret, som de »politisk ukorrekte« kun har erhvervet sig ved at indtage en illegitim magtposition, som efter deres opfattelse er helt selvfølgelig: Netop de ser sig bedre i stand til at definere den omgivende verden frem for alle andre – for de udgør jo normen, ikke sandt?

Med andre ord: Ud fra denne normdiskurs forbeholder de »politisk ukorrekte« sig retten til at opføre sig hensynsløst over for mindre privilegerede grupper, uden at skulle bekymre sig om at blive behandlet tilsvarende hensynsløst den modsatte vej. For magtrelationerne er for ulige: At kalde nogen hvid eller straight som modsvar opfattes ikke som nedladende, i modsætning til i første omgang at blive kaldt neger eller bøsserøv.

Og så er der det humoristiske argument: Når de »politisk ukorrekte« udøver deres privilegium, siger de ofte i samme åndedrag: »Herregud, vi mener jo ikke noget ondt med det – det er jo bare for sjov!« Og undertiden tilføjer de i en passiv-aggressiv tone: »Sig mig, har du ikke lidt humor, kammerat?«

Men argumentet er problematisk: For de taler her udelukkende om deres egen intention med eller bag udsagnet, ikke om hvordan de, som udsagnet gælder, rent faktisk opfatter det. Det er lige præcis denne bevægelse, som en meget forskelligartet gruppe af »politisk korrekte« ønsker at sætte i gang: Bevægelsen fra at lægge vægten på afsenderen til at lægge vægten på modtageren.

For det, der betegnes negativt som »politisk korrekthed«, kunne med præcis lige så god ret betegnes positivt som sproglig opmærksomhed. Denne opmærksomhed har at gøre med at udvise en særlig sensibilitet over for andre, der eksempelvis føler sig talt om og til på en nedladende måde.

At opmærksomheden er tiltaget de seneste årtier, er resultatet af et generelt øget fokus på mindre privilegerede eller strukturelt set svagere stillede gruppers ret til at definere sig selv. Det har bidraget til at skabe konsensus om, at belastende, nedgørende eller stigmatiserende betegnelser er blevet erstattet af mere neutrale betegnelser: Funktionshæmmet frem for vanskabt eller invalid; psykisk udviklingshæmmet frem for handicappet eller psykisk syg frem for åndssvag.

Vi kunne mene, at det er en udvikling, som vi alle loyalt burde bakke op om – men ikke desto mindre kolliderer den med manges antiautoritære instinkter i form af en stærk følelse af selv at ville definere, hvordan de taler til og om andre. Dermed bliver det »politisk korrekte« endnu en gang holdt op som et skræmmebillede og som noget, der har med tvang, depersonificering og underordning at gøre.

Her er nogle få eksempler: I sin bog »Kristendom og danskhed« fra 2011 kaldte præsten Søren Krarup »politisk korrekthed« for en »krig mod det danske folk«. Og i en blog i Berlingske sidste år hævdede psykiateren, Henrik Day Poulsen: »Politisk korrekthed hører kun hjemme et sted: nemlig i helvede!«

I juni i år bemærkede politikeren og debattøren Pernille Vermund i Ekstra Bladet, at de »politisk korrekte« er »mennesker, der opfinder deres eget sprog og regler for, hvad der må siges og hvordan. Når de løber tør for saglige argumenter, bliver man i stedet skammet ud over ordvalget. Disse mennesker synes, det er vigtigere at kontrollere tonen i debatten end at blive klogere på indholdet.«

Og i maj filosoferede journalisten og DJ’en Søren K. Villemoes på Facebook: »Man skal ikke glemme, at den nye bølge af politisk korrekthed, vi oplever i disse tider, ikke bare handler om at være sød ved marginaliserede grupper. Det er også en måde, hvorved den akademiske, urbane middelklasse gennem sproglig magt kan føre klassekamp mod almindelige mennesker.«

Vi skal altså forstå på Villemoes’ udsagn, at de »politisk korrektes« magtudøvelse består i bestræbelsen på at ville problematisere nedladende og hensynsløs tale om andre. Udsagnet demonstrerer et hyppigt anvendt manipulerende greb fra de »politisk ukorrekte«: At hævde, at det er alle andre end undertrykkerne, der undertrykker.

Men der er markante stemmer, som taler imod denne tendens. Et eksempel er Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst. For nylig blev han fra flere sider anklaget for »politisk korrekthed«, fordi han bakkede op om museets titelændringer på en række af dets værker, sådan at titlerne ikke kunne opfattes som nedladende over for sorte. Han var rystet over den brede accept af udtrykket »politisk korrekthed« som et skældsord, og sagde i et interview til Altinget:

»I min bog er politisk korrekthed noget med konduite, hensynsfuldhed, urban adfærd og solidaritet. Men efterhånden lader vi holdningerne glide derhen, at det nu er en skandale at vise hensyn og være sensitiv over for, hvad andre mennesker tænker om det, man siger. Men er det bedre at være politisk ukorrekt og slynge fordomsfulde og nedsættende udtryk i hovedet på hinanden? Jeg synes, det er et kæmpe problem, som vi bør besinde os på som samfund.«

Selvom Bogh her overbevisende fik begrebet »politisk korrekthed« gjort synonymt med hensynsfuldhed, mener jeg, at vi bør holde helt op med at bruge det. For anvendelsen af det er i sig selv en performativ magtudøvelse. Ordet »korrekthed« får det nemlig til at lyde som om, at brugeren helt mangler en egen fri vilje og ikke har fantasi til at forholde sig kritisk til tingene. Og ordet »politisk« får det til at lyde som om, at der ligger skjulte dagsordener bag.

Derfor er det en vigtig pointe, at begrebet pr. definition ikke er neutralt. For der er altid en latent magtudøvelse i dets anvendelse, som positionerer de, der betegnes ved hjælp af begrebet, som lavere rangerede end de, der anvender det. Begrebet er dermed for lidt magtneutralt til at kunne anvendes normativt.

Noget lignende gælder for begreberne krænkelseskultur og offermentalitet, der gerne bruges i samme åndedrag. Som en bekendt formulerede det: »Krænkelseskultur og offermentalitet er ord opfundet af dem, der gerne vil blive med at krænke og offergøre. De er en del af det neoliberalistiske nysprog, hvis etos ikke bare er den stærkes ret, men også retten til verbalt at svine ofrene til.«

Men i takt med, at samfundet i stigende grad anerkender enhvers moralske ret til at definere sig selv, vil sproget nødvendigvis forandre sig og muligvis blive mere kompliceret. Det viser den seneste tids debatter om transpersoner – eksempelvis kan det være svært at vide, hvornår der skal siges »hun«, »han« eller »hen«. Men det må vi alle ganske enkelt bare lære.

Derfor: De, der ikke anerkender denne sproglige udvikling, bliver hængende i fortiden. De, der ikke i deres sprog flytter fokus fra deres egen intention til modtagerens opfattelse, gør det også. Og enhver, der kalder nogen »politisk korrekt«, har derfor på forhånd tabt.

Skulle vi se at komme videre?