Farvel til forskning i kerne-fysikken

Arven efter Bohr. Lukningen af Risø-stationen betyder, at Danmark siger farvel til et vigtigt forskningsområde. Lukningen er et symptom på stigmatiseringen af det mandige i samfundet og den besvegne generation.

Denne stigmatisering er som et isbjerg. Lad os først tage et kig på de synlige 10 pct. af isbjerget: Atomkraft er omtrent ligeså tabuiseret i Danmark som Adolf Hitler i Tyskland. Men Danmarks stigmatisering af kernekraft rækker langt udover vores uvilje mod den særdeles anvendelige energikilde. Den når hele kernefysikken i en sådan grad at Risø forsøgsstationen - med rette kaldt Niels Bohrs hjertesbarn - nu lukker og slukker helt.

På trods af Danmarks og Niels Bohrs pionerstatus inden for atomfysik, skal der ikke længere drives nogen forskning af den slags her til lands. Brændemærkningen af reaktorfysik er total i Danmark - Niels Bohrs fædreland - og uden sidestykke. Selv i Tyskland - der med stor fanfare har bekendtgjort at man vil ud af kernekraft og allerede er begyndt at lukke kraftværk-reaktorer - er der på ingen måde tale om at lukke forsøgsreaktorer, som leverer uundværlig teknologi og viden til landets avancerede medicinal- og elektronikindustri.

Jeg vil hævde, at de sidste 40 års danske fornægtelse af »arven fra Niels Bohr« - dvs. forskning i og anvendelse af kernefysik - har haft graverende konsekvenser for Danmarks naturvidenskab, teknik og industri - ja, den har i sidste ende været med til at mistænkeliggøre legitimiteten af de mandige sider af vores samfund, det store, hårde og tunge. Dette er de umiddelbart usynlige 90 pct. af isbjerget, som denne artikel handler om.

Der tales meget om høje lønningers betydning for dansk industri, men i takt med tiltagende fabriksautomatisering, er kapitalkraft og priser på elektricitet (til indkøb og drift af maskiner) blevet ligeså afgørende konkurrenceparametre. Mon der er en sammenhæng mellem at lande som Sverige og Finland har kernekraft og billige elpriser og at de har en meget levedygtig industri?

Som det ser ud i dag, har Danmark desværre ingen af delene. Bestyrelsesformanden for Danfoss, Niels B. Christensen, udtalte allerede for nogle år siden at dansk industri har ti år til at vende bøtten - ellers er løbet kørt. Det var der vist ikke mange danske politikere der løftede et øjebryn over, ligesom lukningen af Danmarks sidste skibsværft samme år heller ikke syntes at bekymre Christiansborg synderligt. Her var der mere travlt med at redde danske banker som vi jo også kun har godt 100 af.

Statistikken taler sit tydelige sprog: Dansk industri er målt på arbejdspladser skrumpet år for år siden 70’erne. Dette i et arbejdsmarked der ellers er vokset betydeligt med kvindernes indtog i navnlig den offentlige sektor og serviceerhvervene. Parallelt hermed er andelen af studerende på de højere læreanstalter, der vælger naturvidenskab, blevet decimeret. Der er i dag fem gange så mange på landets universiteter, der læser psykologi som hovedfag, sammenlignet med fysik. De sidste 40 år har budt på en langsom, men sej deroute for de hårde naturvidenskaber hånd-i-hånd med teknik og industri.

For 40 år siden var de to hovedlinjer i gymnasiet en sproglig linje og en matematik-fysik linje. For begges vedkommende var der tale om at eksakt viden og metode - latin, tysk grammatik, matematik og fysik - man kunne ikke bare snakke sig fra det. I gymnasiet i dag er det mest dansk, samfundsfag, engelsk, psykologi og mediefag der dominerer. Også her er det som om det hårde mandige, det kantede og skarpe viger for de bløde kvindelige værdier, ligesom andelen af drenge i uddannelsessystemet er veget kraftigt for pigernes andel.

Er sammenhængen, jeg her stiller op, helt grebet ud af luften? Hvorfor er der da så mange utilpassede drenge, der vantrives i vores børne- og unge institutioner og flygter ind i computerspillene, hvor en desperat vulgær-maskulinitet dyrkes gennem krigsspil som Call of Duty?

Hvorfor skriver skolepsykologer rapport på 40 pct. af vore drenge, der også er stærkt overrepræsenteret i ADHD, autist og andre diagnoser, der næppe fandtes for få årtier siden? Dengang, hvor drengene i stedet fik lov til at komme ud og få tæsk og bruge deres hænder og kræfter. Hvorfor har vi så stor berøringsangst for begreber som faderautoritet og fader vor? Hvorfor begynder manden at figurere som udsat gruppe i samfundsstatistikkerne på linje med ufaglært eller boende i udkants-Danmark? Måske kunne en ny diagnose være: Åndenød over østrogen-koncentrationen.

Maria Curie sagde (frit oversat): »Intet i livet bør frygtes, det skal blot forstås. Tiden er inde nu til at forstå mere så vi ikke behøver at frygte så meget.« Det kunne nutidens danskere lære noget af. Når vi først af frygt og uvidenhed begynder at stigmatisere, dømme yt og mistænkeliggøre naturlige fænomener og nyttige sider af vores samfund, er der ingen der kan overskue hvor det ender. Først atomkraft og fysik, så energitung industri, skibsværfter, jernbanedrift, olie og gasboringer, betonarbejdere, gensplejsning, landmænd, østarbejdere, folkeskolelærere - folk, der ikke har en akademisk grad eller bor mere end 20 km. fra Kgs. Nytorv.

Da jeg i 1987 fik stemmeret var debatten om kernefysik »frosset ned«. Den er ikke blevet åbnet siden, politikerne orker tilsyneladende ikke det kontroverselle emne - selv ikke de, der er overbeviste tilhængere af forskning i kernefysik og brug af kernekraft. Således er min generation og de yngre aldrig blevet spurgt om vores holdning til varetagelse af den arv Niels Bohr efterlod os. Hvorfor er det så vigtigt? Fordi det er en arv der - hvis vi ville bruge den - kunne løfte os højt over at skulle importere to tons kul årligt - per dansker - med tab af danske højt kvalificerede arbejdspladser som konsekvens.

En arv der kan løfte os over at skulle i krig i Mellemøsten igen pga. vor misforståede loyalitet med Vestens olieafhængighed af regionen. Min generation og de yngre har aldrig kunnet gøre vores stemme gældende i spørgsmålet om brug af kernefysik til trods for at det er os og vore børn og børnebørn der vil stå med de fulde konsekvenser af en forsknings-, energi- og erhvervspolitik som stikker hovedet i busken.

Vi må hurtigst muligt have gang i en diskussion om hvorvidt vi skal revitalisere forskning og anvendelser på et felt hvor Danmark en gang var absolut førende i verden. En »ny Risø forskningsstation« inden for kernefysik og stråling kunne f.eks. give ny viden og metoder til vor landbrugssektor om grønnere landbrug med mindre kemi og kunstgødning, og til vor medicinalsektor så den kan levere mere rigtig forskning og innovation til glæde for syge og lidende mennesker og ikke blot innovativ markedsføring.

Danmark var vel omtrent det første land, der satte hele sin befolknings sundhed på dagsordenen og fandt løsninger til at nå dette mål. Vi kom tidligt i gang med at bruge de tekniske hjælpemidler hertil, med mekanisering af landbruget og en medicinalbranche der især i mellemkrigstiden for alvor kom i fart. Nu kunne Danmark både nydefinere sig selv og bygge på sine styrker ved at sætte hele verdensbefolkningens sundhed på dagsordenen. Ved at fremme et frit forum uden tabu om dette emne, kunne vi bane vejen for nye vellønnede arbejdspladser.

Vi har en tradition for pragmatisk tilgang til ny teknologi, det har man også set på IT-området - vi er ikke teknologiforskrækkede. Vi har ingen som helst grund til ikke også at lade denne pragmatisme råde mht. til de talrige anvendelsesmuligheder indenfor kernefysik og i varetagelsen af den rige arv som Niels Bohr efterlod os.