Farvel til en utopi

»Den boligsociale indsats i Gellerup er i mange henseender umiddelbart sympatisk, men indsatsen gør dybest set beboerne en bjørnetjeneste,« skriver Henrik Christoffersen, der har været medlem af et boligsocialt advisory board i Brabrand Boligforening. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Med min fortid som lektor i byplanlægning på Arkitektskolen og ansat på en byplantegnestue, har jeg nu i to år været medlem af et boligsocialt advisory board i Brabrand Boligforening i Gellerup.

Her skal vi rådgive om anvendelsen af en masse millioner kroner fra den almene boligbevægelses landsbyggefond til boligsociale formål i Gellerup. Det er i det hele taget en betydelig aktivitet for denne landsbyggefond at anvende milliardbeløb på indsatser i almene boligbebyggelser og specielt i de bebyggelser, som er karakteriseret som ghettoer, hvad Gellerup er.

Jeg har gjort mig umage med at bidrage positivt til dette arbejde, men mine erfaringer har bragt mig til den personlige konklusion, at jeg nu takker af for denne gang. Jeg kan ikke tro på, at den form for indsats, som nu bedrives, og som jeg har lært nærmere at kende, er positiv set i det lange perspektiv. Jeg har begrundet over for Brabrand Boligforening, at jeg nu opgiver min videre deltagelse i arbejdet, og jeg videregiver også mine erfaringer og tanker i denne kronik.

Det har været tankevækkende for mig i Gellerup at få lov til at bevæge mig ind i et af velfærdssystemets maskinrum. Den første type af indsats, jeg lærte at kende, var et uddannelsesprogram for unge i området.

En del unge, ikke mindst drenge, forlader folkeskolen med yderst ringe kompetencer og er ikke i stand til at bestå folkeskolens afgangsprøver i dansk og matematik. Ved hjælp af midlerne fra Landsbyggefonden skulle der så etableres uddannelsesprogrammer specielt til disse unge.

Grundidéen var den, at de unge efter ti år i folkeskolen nok ikke havde tilegnet sig læring i skolens forstand, men at de givetvis alligevel var i besiddelse af nogle reale kompetencer. Noget kunne de trods alt. Så det gjaldt om at dyrke disse reale kompetencer. Programmet skulle da bestå i undervisningsmoduler med afslutning i form af en lille diplomprøve.

Lær at køre bus

Det første modul var et modul i buskørsel. Det lød jo efter min umiddelbare opfattelse fornuftigt, for der ville nok være rimelige beskæftigelsesmuligheder som chauffør. Jeg fandt imidlertid hurtigt ud af, at jeg aldeles havde misforstået sagen. De unge skulle ikke uddannes til at være buschauffører, men til at være buspassagerer. Der er to døre i en bus i Aarhus, men hvilken stiger man ind ad, og hvilken ud ad? Billet skal også købes, og det skal også læres. Og ikke mindst skal man lære at opføre sig ordentligt. Man slår ikke på sine medpassagerer.

Det gjorde indtryk på mig, at man finder på at udvikle den slags programmer. Vi taler om mennesker, som har gået ti år i skole fra morgen til aften (i princippet). Og så finder velfærdssystemet det rigtigt eller nødvendigt at begynde aldeles forfra.

Da det gik op for mig, hvad undervisningsprogrammet gik ud på, var mit første spørgsmål, hvorfor man startede fra et nulpunkt efter ti års skoleforløb, og hvorfor kræfterne ikke blev anvendt på at give nogle relevante undervisningstilbud i skolen i stedet – eller i daginstitutionen for den sags skyld.

Svaret var enkelt. Pengene til indsatsen i Gellerup kommer fra Landsbyggefonden, og det indebærer, at de skal anvendes til boligsociale formål. Det er altså ensbetydende med, at de ikke må anvendes i skolesystemet. For så går pengene uden om den almene boligbevægelse. Skolesystemet må finde sine egne penge. Så når Landsbyggefonden taler om helhedsplanlægning, er der ikke tale om helhed i beboernes forstand, men i boligsystemets forstand.

Kardemommeloven

Helt grundlæggende var jeg interesseret i at få en samlet indsigt i, hvordan det går med Gellerupplanen. I det danske samfund findes nogle helt basale krav til alle borgere:

Der er uddannelsespligt, der gælder en straffelov, det antages, at alle gør deres yderste for at sikre selvforsørgelse, det antages, at alle deltager i det fælles demokrati. Men i øvrigt gælder Kardemommeloven: At man må gøre lige, hvad man vil, hvis man ikke gør andre fortræd.

Jeg holder meget af Kardemommeloven, og jeg synes, at den også skal gælde for muslimer, der holder fast i traditioner fra den kultur, de har rod i. Spørgsmålet er så, om det lykkes at udvirke, at også beboerne i Gellerup kommer til at leve op til de basale krav.

Her slog det mig, at der var ringe fokus på det spørgsmål. Det var ikke, fordi man var blind i forhold til resultaterne af den omfattende boligsociale indsats.

Indsatsen var organiseret i en mængde projekter, og disse projekter blev i mange henseender håndteret seriøst og professionelt. Der var fastsat mål, og der blev også gennemført en opfølgning, så det blev gjort klart, i hvilket omfang målene blev opfyldt.

Men det var vanskeligt at se forbindelsen mellem projekterne og deres mål hver især og opfyldelsen af de basale borgerkrav, som jo må være sigtet i sidste ende. Projekter var succesfulde, hvis der deltog et bestemt antal beboere i bestemte former for beboeraktiviteter og så fremdeles.

Pludseligt behov for »ambassadører«

Det, som tegnede sig stadigt tydeligere for mig, var billedet af en verden, som umiddelbart holdt fast i troen på velfærdssystemet og solidariteten.

Samtidig kom jeg stadigt stærkere til at føle, at indsatsen i Gellerup dybest set var præget af opgivenhed og fravær af tro på de mennesker, det drejede sig om, nemlig beboerne i Gellerup.

Det faldt simpelthen ikke ind at vurdere forholdene i Gellerup ud fra de kriterier, som er naturlige at anlægge i forhold til alle andre i befolkningen.

Senest har jeg dog oplevet beboere, som viste sig interesserede i at tage fat. I 2016 trådte nye vilkår for modtagelse af kontanthjælp i kraft, og herunder en 225 timers-regel, som indebar reduceret ydelse, såfremt der ikke blev præsteret arbejde på arbejdsmarkedet i 225 timer. Pludselig viste der sig et voldsomt behov for ansættelse af såkaldte opgangsambassadører i boligselskabet, og boligselskabets behov bestod netop i ansættelse af nye medarbejdere, som kunne sige goddag til nye indflyttere i 225 timer.

Sådan en ordning bryder jeg mig ikke om. Jeg opfatter det sådan, at Brabrand Boligforening reelt går på tværs af en politik, som et flertal i Folketinget har vedtaget. Og tillige ser jeg etableringen af stillinger som syv timers opgangsambassadører som en yderligere cementering af Gellerup som et parallelsamfund, hvor relationer til samfundet er overflødige. Man kan leve sit liv fuldt i dette parallelsamfund, når blot man tilbringer nogle få timer ude på trappeopgangen.

En katastrofe

Mit samlede indtryk er, at den boligsociale indsats i Gellerup i mange henseender umiddelbart er sympatisk, men at indsatsen dybest set gør beboerne en bjørnetjeneste.

Ikke mindst når jeg tænker indsatsen i et lidt længere perspektiv, må jeg opfatte indsatsen som i virkeligheden at være udtryk for en nedladende indstilling til mennesker. Og pengene til ambassadørerne og andre aktiviteter bliver opkrævet fra de øvrige beboere i form af en højere husleje end ellers nødvendigt. Det kan kun bidrage til at skræmme borgere uden behov for ambassadører og den slags væk.

Jeg er udmærket opmærksom på, at man i Brabrand Boligforening i høj grad arbejder på givne præmisser. Man kan få en masse penge fra Landsbyggefonden, men kun hvis man følger de givne betingelser. Så jeg forstår godt, at man i Brabrand Boligforening bliver ved og overtager det rationale, som er givet ovenfra. Men skiftende regeringers politik over for anvendelsen af det flercifrede milliardbeløb i landsbyggefonden er en katastrofe.

Jeg håber imidlertid også på forståelse for, at jeg siger fra.