Vi er på vej i afgrunden, hører vi næsten dagligt. Der er mange årsager; lønningerne og skatterne bliver ofte udråbt som skurken, men hvad med erhvervsfinansieringen og den manglende accept af de internationale spilleregler?

Når riget fattes penge, må der gøres noget. Når et firma lider under en krise må der gøres noget. Og når man bliver arbejdsløs og indtægtsgrundlaget forsvinder – ja, så må man og de enkelte familiemedlemmer gøre noget. Opgaven er overordnet ikke så svær, for enten køber man mere effektivt ind og sparer, hvor man kan, eller også finder man en ny beskæftigelse og nye indtægter. Kun i det politiske system synes debatten om, hvem der ikke skal spare, at være den væsentligste. Det er beundringsværdigt, hvordan familier, der kan have mistet mere end 25 procent af deres indtægt, finder løsninger og kommer videre. Hvordan virksomheder har formået at spare både fem procent og ti procent på omkostningssiden samtidig med, at de med energi har kastet sig ud i effektivitetsskabende projekter. Og pudsigt nok er kommet ud stærkere bagefter. Kun i det politiske og offentlige system synes man ikke at have samme vilje og evne. Her har man ingen erfaring med, hvordan man tjener penge, eller gør sig fortjent til flere ressourcer. Politikerne definerer selv deres indtægt fra år til år, og fordeler dem alt efter, hvilken farve den politiske indignation har. En besparelse i det offentlige forbrug er helt utopisk, her diskuterer politikerne kun, hvor stor eller lille stigningen skal være. Altså ikke bare en lille procent i besparelse, selvom det helt naturligt kræves af både familier og firmaer. Som politiker med sine egne ’uudtømmelige’ beskatningskilder, er det hverken godt eller nødvendigt at betragte skatteniveauet som et problem, for man bliver valgt på at dele ud. Det er demokratiets væsen og store svaghed – og en nation skal meget langt ud i moradset, før politikerne giver slip på de nemme løsninger. Det er så bekvemt at dreje et par ekstra omgange på de helt ustyrligt mange skatte- og afgiftshåndtag, politikerne gennem tiden har tildelt sig selv. Også selvom det naturligvis belaster de samme familier og virksomheder, som i forvejen holder for og viser ansvarlighed. De danske lønninger er ifølge flere kilder steget mere end 20 procent i forhold til Sverige og Tyskland de seneste 10-15 år. I Spanien, Italien og Grækenland er der opstået det, man kalder 1.000 Euro generationen, altså både faglærte og ufaglærte, som må klare sig for 1.000 Euro (netto) om måneden. Er vi danskere virkelig så meget bedre til vores job end tyskere, svenskere og andre europæere, og er lønforskellene mellem dem og os rimelige og forklarlige? Næppe, og Thomas Nielsens udtalelse fra 1982 om at fagforeningerne har »sejret ad helvede til« kommer nok nærmere sandheden, også selvom den var ment positivt, som en proklamation fra den afgående sejrherre.

På den baggrund er det ikke den danske model og parterne i denne, der kan udråbes til nationens helte. Vi kommer nærmere på at skulle udråbe parterne i trepartsforhandlingerne til nationens skurke. Dansk Industri skælder ud og advarer regeringen om følgerne af det høje lønniveau, som de selv har ansvaret for, og vil gerne have kompensation i form af lavere skatter, mens fagforeningen fortsat ikke kan få nok. At man kan give efter og glemme helheden i trepartsforhandlinger en enkelt gang, kan vel undskyldes, men ikke at man år efter år kræver ind og leger gavebod. Vi har de højeste lønninger, højere forbrugerpriser end i sammenlignelige lande, samt den laveste aftalte arbejdstid og flest feriedage i OECD. Det er fristende at sige, at vi er et dyrt og dovent folkefærd, selvom man naturligvis ikke må glemme, at mange arbejder langt ud over den aftalte arbejdstid. Mon det er dansk erhvervslivs eftergivenhed, fagforeningernes grådighed og parternes mangel på ansvarlighed, der er den reelle årsag til hele miseren?

Når vi nu alle ved, at de danske lønninger er steget med 20 procent mere end i Sverige og Tyskland, mon parterne i trepartsforhandlingerne så af hensyn til Danmark kan blive enige om at rette op på deres fejltagelser?

I Asien og især i Kina kan man som virksomhed få meget attraktive aftaler med forskellige aktører og regeringer i de pågældende lande. Uden for Europa er det helt naturligt at tilbyde virksomheder, der ønsker at etablere sig, en lang liste af fordele:

- Lavt forrentede statslån til nationale partnere- Finansiering via dedikerede kapitalfonde- Rabatterede eller gratis erhvervsgrunde- Skattebegunstigelse-Lave lønninger og hårdtarbejdende ansatte

Når man som virksomhedsleder således bliver mødt med et tilbud om at få hele fabrikker finansieret (på den ene eller anden måde), hvis man blot vælger at etablere sig i de pågældende lande, og bidrage med jobskabelse, velstand og skatteindtægter, er det svært ikke at slå til. I en tid, hvor investorer og bestyrelser i Vesten ønsker at forbedre likviditeten og reducere den kapital, der stilles til rådighed for virksomhederne, har man ofte kun ét valg, nemlig at lægge produktionen der, hvor man kan få det hele finansieret. I Europa protesterer politikerne lidt over disse skævheder, men ender med at trække opgivende på skuldrene og droppe den ene industri efter den anden, idet man henviser til konkurrencelovgivningen og det konkurrenceforvridende element i enhver form for direkte eller indirekte finansiel støtte. Den holdning er sikkert politisk korrekt og sympatisk, men hvor er den dog naiv, når man er oppe imod lande, der ikke accepterer de internationale/vestlige spilleregler. Det er ikke nødvendigvis en katastrofe for de bedste og mest innovative virksomheder, for de kan finde løsninger udenfor Europa, men det er det for jobskabelsen i Europa og dermed Danmark.

Sammen med finansieringsproblematikken er de fremadstormende økonomiers manglende accept af internationale spilleregler nok det største problem, Danmark har. Udover en statsstøtte, der er fokuseret på at tiltrække arbejdspladser og skabe velstand, kunne man nævne en buket af konkurrenceforvridende forhold inden for:

- Eksportsubsidier- Toldmure- Langsommelige produktgodkendelser- Samt naturligvis Kinas valutakurspolitik

Er Europa overhovedet i stand til at reagere på en sådan dynamik med det »bedste« fra topstyrede nationer, løst strukturerede lande, krydret med autonome kinesiske provinser? Og er det i virkeligheden bare fair, at disse lande har succes og vi det modsatte? Når lande som f.eks. Singapore og Kina drives som virksomheder, med fokus på diversificering og den konstante jagt på egne konkurrencefordele, har Vestens bureaukrater og politikere en næsten umulig opgave. En normalisering af forholdene er nok ikke lige om hjørnet, men virksomhederne kan ikke vente. Derfor er min opfordring til regeringen, Dansk Industri og fagforeningerne at tage jobskabelsen langt mere alvorlig, end I gør i dag. Fortæl os om jeres vision.

1. Hvad er det for nogle helt exceptionelle rammevilkår, I vil være med til at skabe, for at få Danmark ud af det morads, I har bragt os i? 2. Intet bliver exceptionelt af at blive spredt i et tyndt ligegyldigt lag ud over alle. Så hvor vil I begynde, hvor kan der skabes flest danske jobs?Det ville være befriende at se finansieringen af de bedre rammebetingelser sat øverst på den politiske dagsorden. Jeg hepper på Danmark, men forudser flere eksportvirksomheders farvel til dejlige Danmark.