Vore kronikker her i avisen 4. og 5. juli omkring årsagerne til og konsekvenserne af den ikke-vestlige indvandring til Danmark er blevet kommenteret i en kronik af Hjarn Zernichow Borberg (13. juli).

Efter vores mening kan denne indvandring skabe alvorlige udfordringer for det danske velfærdssamfund og for det danske demokrati. Hjarn Borberg oplever derimod disse udfordringer som overkommelige og vores fremstilling som forkert, især fordi en meget stor del af vore nye ikke-vestlige medborgere faktisk er rimeligt solidt integreret i det danske samfund, både i beskæftigelsesmæssig og i kulturel henseende.

Det er vistnok et fair referat af Hjarn Borbergs vigtigste synspunkter, at han især på tre områder ser udfordringerne som overdrevent fremstillet i vore kronikker.

For det første ser Hjarn Borberg ikke, som vi gør det, faktorerne bag migrationspresset fra Mellemøsten og Afrika som værende af varig karakter, nemlig præget af ønsket hos mennesker i disse dele af verden om at komme til et vestligt land, og dermed til en højere levestandard, social tryghed og et godt sundheds- og uddannelsessystem. I stedet peger Hjarn Borberg på effekten af voldsniveauet i de ikke-vestlige lande, f.eks. gennem krigs­begivenheder.

Der er ikke tvivl om, at de barbariske krigsbegivenheder – som f.eks. de senere år i Syrien – spiller en rolle for vandringerne. Men man bør huske, at to tredjedele af sidste års asylsøgere til EU faktisk angav andre oprindelseslande end Syrien. Hertil kommer, at den voldsomme stigning i migrationen fra de ikke-vestlige lande gennem det seneste halve århundrede slet ikke kan tilskrives voldsniveauet i oprindelseslandene. Data fra Uppsala Universitets konfliktforskningsprogram viser, at antallet af dødsfald ved krige og borgerkrige verden over ganske vist er steget noget siden 2005, men at dette er et brud på en langvarig og kraftig tendens i den modsatte retning. Antallet af dødsfald pr. 100.000 indbyggere på grund af borgerkrig og krig er i dag ifølge disse internationalt accepterede data på kun omkring en syvendedel af niveauet først i 1970erne.

Borbjerg forsøger også at anfægte vores hypotese om, at strømmen af asylansøgere vil have en stærk tendens til at fortsætte, når den først er kommet i gang. I den sammenhæng nævner Borberg, at tilvæksten i f.eks. den irakiske befolkning i Danmark i det sidste tiår kun udgjorde 400 personer. Men det drejer sig ikke om tilvæksten, men derimod om indvandringen. Tilvæksten er jo sammensat af ind- og udvandring samt dødeligheden. I det sidste tiår udgjorde indvandringen fra Irak til Danmark faktisk omkring 3.000 personer. Så der er ikke tale om nogen stagnation i dette indvandringspres.

For det andet ser Hjarn Borberg kun ret overkommelige problemer i udfordringen for et vestligt samfund som det danske ved at skulle integrere de mange nye indvandrere med gennemgående svage muligheder for at klare sig på et moderne arbejdsmarked: Overordnet set tegner der sig »et langt mere positivt billede af ikke-vestlige og muslimske indvandrere og deres efterkommeres evne og vilje til at integrere sig i det danske samfund«.

Borberg nævner ikke, at beskæftigelsesprocenten for ikke-vestlige indvandrere ligger langt (26 procentpoint) under danskeres beskæftigelsesprocent, eller at dette efterslæb gennem det seneste femår er blevet stadigt større. Borbjerg nævner heller ikke konsekvenserne for det velfærdssamfund med en stor offentlig sektor med bl.a. betalingsfrie uddannelser og sundheds­tjenester, som jo forudsætter en beskatning af befolkningens arbejdsindkomster.

Derimod fremhæver han, at indvandrernes børn – efterkommerne – klarer sig »rigtig godt. Disse unge mennesker repræsenterer et stort socialt mønsterbrud«. Det forstår Borberg sådan, at de unges efterslæb i beskæftigelse i forhold til danskere er mindre end for forældregenerationen.

Som vi ser tingene, er efterkommerne gået gennem det samme skolesystem som deres danske jævnaldrende, og de burde altså kunne klare sig på arbejdsmarkedet og i uddannelses­systemet nogenlunde som danskere. Men selv om uddannelsesniveauet for vore ikke-vestlige efterkommere gennem det seneste tiår har været stigende, især for kvindernes del, ligger andelen af 25-årige ikke-vestlige efterkommere, som hverken er i job eller i uddannelse, ubehagelige 10-12 procentpoint over niveauet for danske unge.

Karaktergennemsnittet ved folkeskolens afgangsprøver befinder sig stadig markant under gennemsnittet for danske elever, og kriminaliteten for unge med en ikke-vestlig baggrund ligger væsentligt over niveauet for unge danskere, også selv om man vælger at korrigere resultatet for forskelle i social baggrund m.v.

Som det tredje og sidste forhold, hvor der er betydelig forskel på Borbergs og vores vurdering af udfordringen ved den store – og overvejende muslimske – indvandring fra ikke-vestlige lande, kommer så de kulturelle problemer, der kan ligge i disse indvandreres og danskernes syn på demokratiet. Det vil især sige opbakningen til demokratiets forudsætninger om borgerens selvstændige stillingtagen til, og medansvar for, fælles beslutninger, til ytringsfrihed, til valg af religiøs og seksuel orientering, og til ligestillingen for kvinder.

For Borberg ligger svaret her i, at flertallet af muslimer går lige så lidt i moské, som danskere går i kirke. Han vælger i øvrigt her ikke at kommentere på den forskel, der tilsyneladende ligger mellem de to mindretalsgrupper af aktivt religiøse med hensyn til tilbøjeligheden til at deltage i terroraktioner mod civile borgere.

Vi finder det afgørende, om mennesker i dagligdagen rent faktisk har demokratiske holdninger til væsentlige samfunds­mæssige forhold som f.eks. at Grundloven og ikke en 1.500 år gammel religiøs bog som Koranen bør være gældende for samfundets måde at fungere på.

Det har et seriøst dansk analyseinstitut sidste år søgt at belyse ved en spørgeskemaundersøgelse blandt muslimer i Danmark. Det er vanskeligt nøjagtigt at afgrænse den muslimske befolknings­gruppe, og Borberg har ret i at fremhæve disse metode­mæssige problemer. Når vi har valgt at referere resultatet i vore kronikker (Wilke og JP 2015), er det, fordi resultaterne ligger på linje med, hvad forskere har fundet for de muslimske indvandrergrupper i andre lande, inkl. Tyskland og England. Godt 81 procent af den danske undersøgelses svarpersoner med en mening om emnet finder, at i dagliglivet bør Koranens anvisninger følges fuldt ud. De 81 procent repræsenterer en kraftig stigning (på 12 procentpoint) i forhold til en tilsvarende undersøgelse i 2006. 41 procent af vore muslimske medborgere mente i 2015, at fundamentet for al lovgivning i Danmark helt eller delvis burde være Koranen. Og 59 procent mener ikke, at der er noget behov for en reformation eller modernisering af islam.

Samlet set gælder efter vores vurdering, at rigtig mange danske ikke-vestlige indvandrere, inkl. rigtig mange danske muslimer, er velintegreret i Danmark, økonomisk så vel som kulturelt. Men omkring halvdelen er uden job, og efterslæbet i forhold til danskere er blevet øget gennem de seneste år trods samfundets store investeringer i bestræbelser på integration. Hertil kommer så det nævnte mulige og i givet fald alvorlige problem med et sammenstød mellem demokratiets og den muslimske befolkningsgruppes opfattelse af samfundets indretning, hvor – som vi nævnte i dobbeltkronikken – også ressourcestærke udenlandske stater som det sunnimuslimske Saudi-Arabien og det shiamuslimske Iran målbevidst arbejder på at øge tilslutningen også i vestlige lande til – med den iranske leder Khameneis ord – at »alle dele af verden bør opnå den type civilisation, der er specificeret i den hellige Koran«.

Man kan udmærket med Borberg glæde sig over, at der i dag med de nævnte 41 procent ikke er flertal blandt vore muslimske medborgere for at integrere Koranen og Grundloven. Men hvis tilslutningen er stigende i en befolkningsgruppe, hvis vægt i befolkningen er hurtigt tiltagende, bør man vel netop nu starte en diskussion som den, der her er sat i gang?

Taler for eksempel ikke meget så for at øge tempoet i at få grænsekontrollen effektiviseret hos os og i det øvrige Europa? Og taler situationen ikke også for at fjerne mere af den faktor, som dybest set tiltrækker folk uden forudsætninger for at klare sig på et moderne arbejdsmarked – altså de stadig ganske høje offentlige ydelser til sunde mennesker, som er i erhvervsaktiv alder, men som ikke arbejder?