Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fællesskabet med eliten

At være konservativ er at forstå, at det netop er den ubrydelige forbindelse mellem de dygtigste, de rigeste og de klogeste og så alle os andre almindelige dødelige, der skaber sammenhængskraften i samfundet.

Kristian Ditlev Jensen, forfatter Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da jeg for nylig var gæst i radioudsendelsen »Mads Holgers Svanesang« på Radio24Syv, slog det mig, at den tidligere folketingskandidat på i hvert fald ét punkt er blevet slemt misforstået. Hver gang han har talt om »dannelse« eller om »uddannelse« og om »eliten« og »toppen«, er han blevet sablet godt og grundigt ned af andre konservative. Han blev set som en snob. Man mente, at han følte sig bedre end andre.

Jeg kan godt få øje på det ambitiøse hos mønsterbryderen Mads Holger, for jeg er selv mønsterbryder, og jeg ved, hvor svært det er at finde balancen, når man prøver at forbedre sig fra et dårligt udgangspunkt. Men jeg forstår også – af samme grund – bedre end de fleste andre, hvor Mads Holger vil hen med sin begejstring for alt det, der metaforisk talt er »oppe«. Og jeg forstår bedre end de fleste andre, at det netop ikke er snobbet. Snarere tværtimod. For som mønsterbryder ved man konstant præcis, hvor man kommer fra – og præcis, hvor man er nået til i dag. Forskellen på mønsterbryderen og andre er egentlig bare, at mønsterbryderen kender alle lagene i samfundet – ikke kun toppen eller den øvre middelklasse.

Efter udsendelsen forstod jeg, tror jeg, endnu bedre, hvorfor man let rammer forkert, når man vil tale om alt det fine, det kloge, det kunstneriske, det rige, det storslåede, det dannede. For man skal virkelig holde tungen lige i munden, når man taler om konservatismen og om forholdet mellem folket og eliten.

På Facebook kunne jeg nemlig læse det samme én gang mere. Lyttere spurgte, om jeg vitterlig mente, at konservatisme kun er for de kloge, de rige og dem, der har gået på universitetet? Svaret er selvsagt nej. Connie Hedegaard er vokset op i en døgnkiosk. Bendt Bendtsen er bondesøn. Min far var næsten hele sit arbejdsliv slagteriarbejder. Og det er en pointe, der næsten altid bliver misforstået. Generelt er der nemlig en dyb mangel på forståelse for selve kernen i konservatismen. Og den kerne er, at konservative går ind for sammenhængskraft – uanset, hvor i hierarkiet, de er. Og den placering skal derfor heller ikke ændres gennem lavere adgangskvotienter, kvindekvoter eller embedsmandslønninger fra det offentlige til hjemmegående mødre. Hvis man vil op, må man tage trappen. Ligesom alle andre.

Da Edmund Burke, der var irsk forfatter og politiker og en af konservatismens fædre, så, hvordan det gik for sig under den franske revolution, så han også straks, at det gik for vidt. For da pøbelen rottede sig sammen, rev den samfundets sammenhæng itu.

»Frihedens virkning på individer er, at de kan gøre som det passer dem. Måske skal vi først finde ud af, hvad det passer dem at gøre, inden vi løber den risiko at give dem en lykønskning, der meget hurtigt kan blive vendt til beklagelse,« skrev Burke i 1790.

Pointen er her, at vi alle har hver vores plads i samfundet. Det kan ikke bare udlignes med et trylleslag, for så er der slet ikke noget samfund tilbage. Vi er nogle gange nødt til at underkaste os andre mennesker. De mennesker, der ved bedre. De kolleger, som har bedre forstand på tingene. De medsøstre, der er længere fremme. De medmennesker, som er blevet udstyret med myndighed og magt på fællesskabets vegne.

Der kan nemlig være roller, hvor man – helt naturligt – har mere at skulle have sagt. Eller hvor man har en anden betydning for samfundet og for sine medmennesker. Og når vi, som i dag, er nået til et samfund, hvor hr. Hansen »tilbydes« strålebehandling af en overlæge i onkologi, så er vi gået for vidt med den ligestillingsfundamentalisme, hvor alle og enhver partout skal ses som lige gode, lige indsigtsfulde og lige kloge – doktorgrad eller ej. Før verden gik af lave, fik man en behandling ordineret af en læge, som tog ansvaret for den, men i dag bliver selve den handling nærmest betragtet som et overgreb. Patienten har nemlig også noget at skulle have sagt – selv om patienten slet ikke har forstand på medicin.

Det kan for nogen lyde groft, når man taler om »pøbel« og »almindelige mennesker« og så videre. Men man skal huske på, at det almindelige ses direkte forbundet med eliten i konservatismen. Vi hører alle til i hele samfundet, også selv om det samfund er stærkt differentieret på et hav af måder. Og jeg selv melder mig gerne som den første under rubriceringen »folk« eller »almindelig«. Det folkelige skal bare ikke gøres til noget særligt, som det bliver i paradokser som socialisme og liberalisme.

Eller som Burke skrev for over 200 år siden:

»Smiger korrumperer både modtageren og giveren; og tilbedelse gavner ikke folket mere, end det tjener konger.«

Med andre ord begår alle republikanere præcis den fejl, de beskylder kongetro konservative for: Hvordan kan I sætte ét bestemt menneske over alle andre mennesker, der også har ret til opmærksomhed? spørger de. Svaret er et modspørgsmål. Hvordan kan I sætte et hvilket som helst tilfældigt menneske over alle dem, der har fortjent opmærksomhed?

Det bedste billede på konservativ tankegang, jeg kan komme i tanke om, findes i netop det nationale. For det er det, der samler. Da Peter Schmeichel, John »Faxe« Jensen, Brian Laudrup og resten af mandskabet blev europamestre i fodbold i 1992, var vi alle sammen stolte vindere. Vi var dét landshold. Og det landshold var os.

Klip til den første finale i X-Faktor i 2008. Den aften, hvor hver anden dansker sad og tiljublede almindeligheden, som om den var noget virkelig usædvanligt, går næppe over i historien. Og syv år senere kan de færreste huske, hvem Martin Hedegaard var.

At være konservativ er at kunne se den forskel. Forskellen på viden og uvidenhed, på faglighed og dilletanteri, på det ophøjede og det, der kun er på vej. Konservatismens modstandere vil det modsatte. De vil ophøje det lave, fordi de dermed tror, at det bliver højt. Men det gør det ikke. Det bliver bare forlorent. Vi kender det fra wannabes, fra de nyrige, fra de småborgerlige. Mange bliver nærmest forargede, hvis folk for eksempel beskæftiger sig med avanceret klassisk musik. For hvem gider høre noget, ingen forstår?

Det er sært, at det ofte er sådan i Danmark. For man skal ikke længere end til Tyskland, før folk på gaden behandler en gymnasielærer med en helt anden respekt end i Danmark. Skolelærere er agtede mennesker. Professorer er nogen, man lytter til. Og det, de siger, retter samfundet ind efter.

Det sjove er, at evnen til at udvise respekt ikke har noget som helst at gøre med selv at være højt placeret i samfundet. For som min gamle farmor, der havde gået seks år i skole hver anden dag, sagde, så kan man godt vise forståelse, selv om man ikke forstår. Og man kan – på samme måde – godt vise respekt for folk, selvom man faktisk ikke helt forstår, hvad de laver. Sådan har jeg det for eksempel personligt med blikkenslagere.

Pointen er vigtig i forhold til konservatisme, fordi det er den respekt – for dem oppe, såvel som for dem nede – som gerne skulle være drivkraften for alle os andre, der er på vej.

Vi drømmer om en dag at være dem, der kan det hele, og vi ved, at vi alle har alle chancen for at blive dem. Men netop, fordi vi ved det, så bilder vi os ikke ind, at vi allerede er dem. Det konservative er med andre ord at gennemskue samfundet som bestående system. Hvordan virker et samfund? Og hvordan kan jeg forbedre mig selv og komme videre?

Det er ikke alle, der kan komme på landsholdet, og selv hvis det var, så scorer end ikke mestrene i hver eneste kamp. Det vigtige er at være med – at tage del. Og konservative tror på, at vi alle har en vigtig plads i fællesskabet, at vi alle er ligeværdige som mennesker, der bidrager, om end vi ikke altid er lige i alle livets forhold.

Sandheden er, at ingen vil opereres af en, der har vundet »X-Faktor for folk-der-sådan-ville-ønske-at-de-havde-ulejliget-sig-med-at-tage-en-ti-år-lang-uddannelse-som-hjertekirurg-og-selv-om-de-ikke-har-så-er-de-nu-stadig-ret-glade-for-skalpeller«. Ud med den form for folkelighed, ud med den! Og ind med en fornyet tro på sande autoriteter og en genoplivet respekt for de mennesker, der rent faktisk ved noget om et givent emne, som kan noget særligt, som har øvet sig på noget i årevis eller som i det mindste har gjort sig umage. Dét handler om, at vi hver især fremelsker en særlig indstilling over for andre mennesker og over for vores respektive virke. Og den indstilling kan både komme en omsorgsfuld og dygtig sosu-assistent og en virtuos og flittig koncertviolinist til gode.