Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fædre – få speltbollerne op af håndtasken

Speltbollemafiaen og pølsehornstyranniet hersker i Danmark. Sidste år havde jeg 25 forældre-arrangementer, og jeg er ved at drukne i elendig, lunken skolekaffe. Det er på tide at blive kureret for hensynsbetændelsen og sige fra over for de mange forældrearrangementer .

Thomas Skovbo, viceskoleleder Fold sammen
Læs mere

Det er lige nu, at forældre, der er godt og grundigt trætte af speltbolletyranniet og børnearrangements-helvedet, skal holde tungen lige i munden og sige fra. Det er nu, at årets forældremøder afholdes og diverse arrangementer planlægges. Det er nu, at kalenderen kan blive overbooket, og det er nu, at det kan stikke helt af.

Sidste år havde jeg, hvis jeg havde deltaget i dem alle, 25 arrangementer fordelt på 11 måneder (minus juli). Jeg har to børn, tre bonusbørn – som jeg dog ikke behøver at bakke op omkring, da de jo har deres »rigtige forældre« – og et spædbarn, der endnu ikke er arrangements- og forældremødekrævende. Det vil sige, at jeg sidste år havde 25 arrangementer alene på to børn på henholdsvis ti og 13 år. Det synes jeg mildest talt er i overkanten, og derfor er jeg blevet meget opmærksom på ikke at gentage »succes­en« i det kommende år.

Sammen med håndboldkampe, gymnastikstævner, forældrekaffe, og hvad der ellers måtte opstå af andre opbakningskrævende begivenheder som forælder, kan jeg, hvis jeg ikke gør noget drastisk i de kommende uger, se frem til endnu en sæson som forælder, der vil æde mig op indefra og spamme min kalender med det ene arrangement efter det andet. Men det kræver, at jeg siger fra, og at jeg aktivt forsøger at reducere det samlede antal. Det kan jeg ikke gøre stiltiende og uden at gå imod strømmen af velmenende og ivrigt opbakkende forældre med de bedste intentioner i verden. Forældre der måske synes, at jeg er en decideret dårlig forælder, fordi jeg ikke vil deltage i alt.

Det betyder, at jeg skal sige noget til forældremøderne og ikke bare sidde og nikke bekræftende på de forkerte tidspunkter af frygt for at falde i unåde og være dømt til evig fordømmelse blandt de mange pligtopfyldende og politisk korrekte superforældre, der tilsyneladende ikke har andet at lave. Det betyder, at jeg skal stå op imod såvel en speltbollemafia og et pølsehornstyranni, der i årevis har vundet indpas landet over.

Hvis jeg vælger at deponere mine boller i mødrenes håndtasker sammen med de fleste andre fædre, hvilket de fleste mødre sikkert helst er fri for, har jeg ikke en chance. Da vil min mission om færre arrangementer være dømt til at mislykkes, og jeg vil igen kunne se frem til mindst 25 arrangementer, et ikke ubetydeligt indtag af elendig, lunken skolekaffe, agurkestænger, speltboller og drømmekage fra Brovst. Jeg magter det ikke – og det er heller ikke nødvendigt, hvilket egentlig er min væsentligste pointe.

Mit ærinde med denne kronik er at komme med et par gode argumenter til andre ligestillede fædre (og mødre), der står i samme situation som jeg. Vi vil gerne bakke op om vores børn og de sociale sammenhænge, som de indgår i, men vi vil ikke stå ubegrænset til rådighed for et hvilket som helst arrangement, og vi har ikke behov for at være bedste venner med alle forældre i vores børns klasser eller på blå stue. Og det gør os ikke til dårlige forældre, tværtimod.

Skoleklassers trivsel afhænger ikke af antallet af forældrearrangementer. Derimod viser mange undersøgelser af trivsel og social sammenhold, at forældres evne og vilje til at tale med og om hinanden på en respektfuld og anerkendende måde er afgørende for børns og klassers trivsel. Man kan tale børn og forældre ud af et fællesskab og ud af et lokalområde. Hvis vores børn og unge derimod oplever, at de voksne altid taler respektfuldt og positivt om hinanden, om skolen, om de andre børn og forældre, så vil børn og unge som udgangspunkt gøre det samme og have mere overskud til at acceptere hinandens forskelligheder og bidrage positivt til de andres trivsel og klassens sociale sammenhold.

Hvis børn får en fornemmelse af, at deres forældre tænker fællesskab før individ, at de øvrige børns trivsel også står dem nært, og at forældrene er villige til at sætte handling bag at få alle børn i klassen til at trives, så vil børnene i udpræget grad gøre det samme.

Derfor er det ikke antallet af timer som forældrene tilbringer sammen eller indholdet af trivselsarrangementerne, der er afgørende for børn og skoleklassers trivsel. Man behøver ikke at bage småkager, sove i shelter eller danse folkedans med de andre forældre for at gøre en forskel i bestræbelserne på at få glade og harmoniske børn. Det er ikke nødvendigt. Det er nødvendigt at bakke op og interessere sig for sine børn og tale pænt og respektfuldt om alle dem, der omgiver ens barn, ligesom det er nødvendigt at løse problemer og udfordringer på en ordentlig og voksen facon.

Mange steder er det i virkeligheden det, der er med til at fastholde dårlig trivsel blandt børn og unge. Når mor og far ikke formår at tale og opføre sig respektfuldt i forhold til andre børn, forældre eller lærere og pædagoger, så afspejler det sig meget ofte i den måde, børnene opfører sig over for hinanden på.

Jeg vil gerne bakke op om de møder og arrangementer, som skolen og lærerne indbyder til, det tror jeg er et fornuftigt niveau de fleste steder. Jeg vil også gerne bakke op om eksempelvis legegrupper, hvor børnene besøger hinanden i små grupper, hjælper med at lave mad og ser hinandens værelser og hjem. Det giver god mening, og er et af de tiltag, der har den største positive effekt på trivsel.

Jeg vil også gerne hygge mig med de andre forældre ved lejlighed, drikke en kop kaffe af og til og hjælpe til i forbindelse med ture og lignende arrangementer arrangeret af skole og lærere. Jeg vil gerne bakke op om børnenes samvær og trivsel, og jeg vil også gerne lære de andre forældre at kende, men slet ikke i det omfang, der åbenbart er blevet et helt almindeligt niveau og ophævet til en eller anden omsiggribende, uofficiel forældrelov, der benhårdt og uden nåde opretholdes med skinger skærebrændestemme og onde øjne, mens der ties, samtykkes og studeres pletter på det slidte linoleumsgulv i klasseværelset. Vi må sige fra, hvis vi vil noget andet, og derfor er der en del fædre (og mødre), der med fordel kan mande sig lidt op på dagen.

Jeg kan simpelthen ikke stå inde for mig selv som rollemodel, hvis jeg den ene gang efter den anden skal befinde mig i situationer, som jeg egentlig helst er fri for, og som er ganske unødvendige, og hvor jeg efterfølgende dårligt kan rette mine tæer ud igen.

Det mærker mine børn, og de kan blive helt bekymrede i situationen til trods for, at jeg virkelig gør mig umage med at smile og se afslappet ud, mens jeg kampsvedende og ude af rytme og takt danser folkedans med Peters mor. Jeg tror, mine børn undrer sig over, hvorfor jeg egentlig gør det, og de bliver med garanti ikke mere lykkelige af, at jeg vælter rundt som en døvblind inde i skolens gymnastiksal til noget musik, der kun findes der.

Børn gør ikke det, vi siger, men derimod det, vi gør, og derfor skal mine børn se og opleve, at de har en far, der bakker op og engagerer sig, men også har et liv selv, som han prioriterer højt, og hvor han ofte gør ting, som han brænder for og glæder sig til – sammen med sine børn, men bestemt også uden. Jeg tror, at det er god opdragelse og dannelse at vise sine børn, at man som forælder også har et vigtigt fritidsliv, at de ikke altid skal være med, og jeg tror, at det er usundt for børn og unge, hvis deres forældre ikke har andet at lave end at stalke deres børn og fylde deres tid ud med arrangementer af misforstået hensyn til alle andre end dem selv.

Hensynsbetændelse er måske i virkeligheden et rigtig godt ord. Danske forældre lider i høj grad af hensynsbetændelse, og det er på tide at gå en anden vej og sige fra. Jeg ville blive ked af, hvis mine børn bliver altopofrende for deres børns skyld, og derfor må jeg starte med mig selv og vise mine børn, at jeg også har et liv, hvor folkedans og brunsviger ikke skal optage al min fritid. Ikke fordi der som sådan er noget galt med folkedans, men folkedans under kollektiv tvang efterfulgt af brunsviger og lunken kaffe gør mig bare ikke sådan rigtig glad.

Et andet godt argument for at reducere antallet af skolearrangementer er hensynet til børnene. De er sammen hver dag i skole, SFO eller klub, til fritidsaktiviteter, til 24 børnefødselsdage og et hav af arrangementer derudover. De gider da heller ikke at være sammen 24/7, og for hvis skyld er det så? Jeg har indtryk af, at mine børn nu deltager i så mange arrangementer, at det er gået fra at være sjovt, og noget man glædede sig til, til at blive en pligt, og det tror jeg ikke var meningen. Lad os sammen finde et mere fornuftigt niveau på antallet af forældrearrangementer, bakke godt op omkring dem og begynde at generobre lidt voksenfritid, også for børnenes skyld.