Facebook-hitman og tankepolitimester Uffe Gardels anklager er til at dø af grin af

Gardel griber til de metoder for håndtering af meningsforskelle, som benyttes flittigt af de autokrater, som han påstår at være imod. Det er da til at dø af grin af. Moral er nemlig godt. Og dobbeltmoral er selvfølgelig dobbelt så godt.

Sergej Skripal og hans datter, Julia, blev i marts 2018 forgiftet med kraftig nervegift i Salisbury i Sydengland. Begge blev fundet bevidstløse på bænken under teltet på billedet. »Måske mener Gardel, at det skal forbydes at stille kritiske spørgsmål i Skripal-sagen?« spørger Flemming Rose. Fold sammen
Læs mere
Foto: BEN STANSALL

Denne kronik er led i en debatduel mellem Uffe Gardel og Flemming Rose. Du kan læse Uffe Gardels kronik her.

»Uredelig«, »uvederhæftig«, »manipulerende« og i tillæg en anklage om, at jeg er Kremls forlængede arm i Danmark, og derfor ikke bør have adgang til noget medie med respekt for sig selv. Og hvis ikke medierne kan finde ud af det, så vil en ny lov, som kriminaliserer legale ytringer om Rusland, hvis de er fremsat under indflydelse af en russisk efterretningstjeneste, sørge for at gøre mig tavs.

Det er Facebook-hitman og tankepolitimester Uffe Gardels besked til Berlingske.

Det er med stigende vantro, at jeg har læst, hvad min redaktør har videresendt fra Gardels Facebook-side, og nu en »kronik«, som jeg i første omgang troede var et bidrag til Rokokoposten, men efter at have grinet af gik det op for mig, at det ikke var tilfældet.

»Gardels »kronik« er et sammensurium af flueknepperi for viderekomne, fordrejninger og manipulationer og en omgang med fakta, som passer fint til en tid karakteriseret af Fake News.«


Jamen altså, tænkte jeg: Hvor er det, jeg har set den slags før? Krav om at lukke munden på folk, der giver udtryk for andre meninger end dem, der er sanktioneret oppefra, og antydningen af at dem med afvigende synspunkter går fjendens ærinde. Til sidst faldt tiøren. Gardel griber jo til de metoder for håndtering af meningsforskelle, som benyttes flittigt af de autokrater, som han påstår at være imod. Det er da til at dø af grin af. Moral er nemlig godt. Og dobbeltmoral er selvfølgelig dobbelt så godt.

Gardels »kronik« er et sammensurium af flueknepperi for viderekomne, fordrejninger og manipulationer og en omgang med fakta, som passer fint til en tid karakteriseret af Fake News.

Indleder med en løgn

Gardel indleder sjovt nok sit angreb med en løgn, nemlig at en kommentar, jeg skrev om det lovforslag mod fremmed påvirkning, han ønsker at bruge til at lukke munden på mig, var usand. Det var den ikke. Striden har handlet om overskriften - også kaldet rubrikken - ikke om indholdet. Den oprindelige rubrik »12 års fængsel for at mene det forkerte om Rusland« gik jeg med til at ændre. Ikke fordi den var usand, men fordi den var ufuldstændig. En mere præcis rubrik kunne have lydt »12 års fængsel for at mene det samme om Rusland som den russiske efterretningstjeneste«.

Det var et debatindlæg om en mulig, fremtidig retstilstand, som gav grund til bekymring på ytringsfrihedens vegne. Regeringen har heldigvis lyttet til min og andres kritik, og vil ikke længere gøre det strafbart at dele eller give udtryk for holdninger eller budskaber, selv om man ved eller tror, at den russiske efterretningstjeneste har fået til opgave at sprede netop dem. Til forskel fra før kræves der nu et samarbejde mellem gerningsmanden og efterretningstjenesten, før man kan straffes. Trist for tankepolitimester Gardel, men glædeligt for os andre, der ser en fri og åben debat som det liberale demokratis forudsætning.

Russisk trold

Gardel fortsætter med endnu en usandhed, nemlig at kilden til en upræcis oplysning om Ruslands økonomiske vækst de seneste 20 år, som jeg anførte i en klumme, stammer fra en russisk trold ved navn »Destroyer of Illusions«. Det bruger han til at insinuere, at jeg lader mig fodre af russisk propaganda og dermed kan blive mål for den nævnte lov mod fremmede magters påvirkning, som han og andre illiberale kræfter slås for. Det passer ikke.

Den kilde, jeg citerer, er Spectator Index. Det er rigtigt, at jeg ved et tilfælde linkede til Destroyer of Illusions, fordi det var den, der dukkede op, da jeg søgte på data fra Spectator Index. Jeg indrømmer gerne, at der her gemmer sig et satirisk potentiale, men det er altså ikke det samme som at citere en russisk trold. Lad mig – jeg håber ikke, at Jonatan Spang læser med her – anskueliggøre forskellen med et eksempel: Hvis man citerer en historie i Berlingske, der optræder på en nynazistisk hjemmeside, som man linker til, hvem citerer man så, Berlingske eller nynazister? Berlingske vil jeg og andre, der kan læse indenad, mene.

En tur i genbrugscontaineren

Dernæst trækker Gardel en gammel traver af stalden. Når jeg siger »gammel traver« skyldes det, at jeg selv, først over for fagbladet Journalisten og dernæst i en artikel i Weekendavisen, har beklaget, at jeg for fire år siden lod mig vildlede af en russisk løgnehistorie om nedskydningen af MH17. Gardel har flere gange trukket den op af mølposen, så den er der ikke grund til at bruge mere spalteplads på, men det er da betryggende, at han er nødt til at rode i genbrugscontaineren for at finde kompromat.

Derpå følger en påstand om, at jeg i Weekendavisen har forsøgt at så tvivl om Ruslands rolle i attentatforsøget på den britiske spion Sergej Skripal. Gardel mener også, at jeg gør mig skyld i uredelig kildebrug, når jeg citerer Mark Galeotti, en anerkendt ekspert i efterretningsvirksomhed. Det uredelige skulle være, at jeg og Galeotti angiveligt har forskellige opfattelser af, hvem der stod bag attentatforsøget, så derfor bør jeg ikke tage ham til indtægt for mit eget synspunkt. Det vender jeg tilbage til.

Desværre må jeg skuffe Gardel. Nej, mit ærinde var ikke at så tvivl om noget som helst eller kaste mig ud i spekulationer. Jeg gjorde tværtimod opmærksom på, at alt for mange påstande var blevet slynget ud i den blå luft uden dokumentation. Mit ærinde var at præcisere, hvad offentligheden i slutningen af maj 2018 havde fået at vide af myndighederne garneret med nogle fakta. F.eks. at der ikke findes fortilfælde for likvidering af spioner, der som Skripal er indgået i en udvekslingsaftale mellem stater; at en bankdirektør og hans sekretær i 1995 i Moskva blev myrdet med novitjok af en forretningspartner, ikke af en efterretningstjeneste; at Kreml-kritiske medier har afsløret, at der på det private marked i Rusland er solgt novitjok til at dræbe 4.000 mennesker; at Rusland ikke er det eneste land, der har eller kan producere novitjok; at Storbritanniens nationale sikkerhedsrådgiver under en høring i parlamentet erklærede, at man ikke havde nogle mistænkte, men ikke desto mindre havde peget på den skyldige, nemlig Rusland; at efterforskningen undervejs var kommet med seks forskellige bud på, hvor Skripal var blevet forgiftet. Derpå tilføjede jeg i en replik til den britiske ambassadør:

Arkivbillede fra august 2009 af daværende oberst i den russiske militære efterretningstjeneste, Sergej Skripal. Fotografiet er taget i Moskvas militære domstol. Skripal blev kendt skyldig i landsforræderi og idømt 13 års fængsel. Han blev senere udvekslet på amerikansk initiativ. EPA/YURY SENATOROV RUSSIA OUT / BEST QUALITY AVAILABLE Fold sammen
Læs mere
Foto: YURY SENATOROV.

»Heraf følger ikke automatisk, at Moskva ikke havde noget med attentatforsøget at gøre. Det betyder blot, at vi stadig mangler et motiv – både jeg og den britiske efterretningsekspert Mark Galeotti anfører, at Skripal måske har krænket de aftaler, der blev indgået i forbindelse med hans udveksling i 2010, og at det kunne give Moskva et motiv.« I den oprindelige artikel skrev jeg: »Det kan meget vel være, at briterne har ret i deres anklager.« Galeotti sagde – som Gardel anfører - til samme avis, at briternes anklager var »plausible«.

Her er det så, at jeg bliver forvirret. Måske nogen kan hjælpe med at forklare mig forskellen på »det kan meget vel være« og »det er plausibelt«? Ifølge min ordbog er de to sætninger synonymer, men måske Gardel er i besiddelse af et særligt sprogtalent, som gør, at han når frem til et andet resultat?

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at der ligger andet bag denne filologiske tryllekunst. Måske mener Gardel, at det skal forbydes at stille kritiske spørgsmål i Skripal-sagen? Som et kuriøst PS kan jeg tilføje, at Skripal nægtede at tro, at hans tidligere kolleger i den militære efterretningstjeneste stod bag attentatforsøget, da han kom til sig selv.

Spredehagl

I den sidste del af Gardels satiriske indslag, undskyld kronik, skyder han med spredehagl mod mit forsøg på i diverse medier at forklare, hvordan verden ser ud fra Moskva. Ifølge Gardel er jeg apologet og diskvalificeret til »den funktion som ruslandskender, som danske medier anvender« mig til. Der er desværre ikke plads til at dissekere alle Gardels forbiere, selv om det ville have været en fest. Interesserede kan læse mit bidrag til antologien Ny Kold Krig eller et længere essay i Euroman. Lad mig her nøjes med at fokusere på udvidelsen af Nato, Moskvas modstand og den europæiske sikkerhedsorden, hvor Gardel mener, at jeg går Moskvas ærinde. Om det skrev jeg tidligere i år:

»I dag må man konstatere, at den udvidelsesstrategi, som Vesten med stor succes fulgte i de første 15 år efter Murens fald, ikke længere er relevant. Centraleuropa og de baltiske lande har med medlemskab af Nato og EU fået mere sikkerhed, mens løfter til Ukraine og Georgien om medlemskab har haft den stik modsatte effekt. De to lande er i dag mere splittede og mindre sikre end før 2008, da man på Nato-topmødet i Bukarest stillede dem medlemskab i udsigt. (…) De er havnet i en blindgyde.«

Gardel mener, at det er russisk propaganda at rejse en debat om Nato-udvidelsen. William Perry og Robert Gates har været med til at tegne Washingtons politik siden afslutningen på Den Kolde Krig. Man må forstå, at de ifølge Gardel spreder apologier og ikke kan bruges som eksperter. Perry stod i spidsen for Pentagon under Bill Clinton, hvor beslutningen om den første udvidelse af Nato blev truffet. Ifølge Perry bidrog USA afgørende til den konfrontation, Vesten befinder sig i med Rusland, om end Putin ifølge Perry er hovedansvarlig for de seneste års tilspidsning. Han peger bl.a. på en alt for hurtig Nato-udvidelse i 1990rne:

»På det tidspunkt arbejdede vi tæt sammen med Rusland, og de var begyndt at vænne sig til ideen om, at Nato kunne være en ven snarere end en fjende, men de brød sig ikke om at have Nato på deres grænse og appellerede stærkt til os om ikke at gøre det.«

Ifølge Perry afspejlede beslutningen foragt for Rusland blandt amerikanske embedsmænd.

»Det var ikke sådan, at vi lyttede til deres argumenter og sagde, at vi er uenige. Når jeg forsøgte at fremlægge den russiske pointe, lød reaktionen: Hvem bryder sig om, hvad de mener? De er en tredjerangs magt. (…) Det var da, at det begyndte at gå skævt.«

Robert Gates, forsvarsminister 2006-2011, berører også Nato-udvidelsen i sine erindringer. Han skriver:

»Det var en fejl at gå så hurtigt frem efter Sovjetunionens sammenbrud og optage så mange af de tidligere underkuede nationer i Nato. Det var rigtigt at optage de baltiske lande, Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn, men jeg mener, at processen derpå skulle have været langsommere. (…) Vi gik helt klart for langt ved at forsøge at få Georgien og Ukraine med i Nato.«

Flemming Rose Fold sammen
Læs mere
Foto: Flemming Rose SH Anne Bæk.

Gates konkluderer:

»Da Rusland i 1990rne og senere var svagt, tog vi ikke russiske interesser alvorligt. Vi gjorde et skidt arbejde med at se verden fra deres synspunkt og med at håndtere forholdet på længere sigt.«

Lad mig slutte med at bringe en af det 20. århundredes diplomatiske giganter i erindring. George Kennan, arkitekten bag Vestens inddæmningspolitik over for Sovjetunionen under Den Kolde Krig, sagde i forbindelse med beslutningen i 1997 om at udvide Nato:

»En udvidelse af Nato vil være den mest skæbnesvangre fejl i amerikansk politik i perioden efter afslutningen på Den Kolde Krig. Sådan en beslutning kan forventes at antænde nationalistiske, antivestlige og militaristiske strømninger i den russiske opinion; det vil få en negativ indflydelse på udviklingen af russisk demokrati, genskabe atmosfæren fra Den Kolde Krig i forholdet mellem øst og vest og fremme russisk udenrigspolitik i en retning, som vi afgjort ikke vil bryde os om.«

20 år senere kan Kennan fra sin plads i det hinsides vel bare ryste på hovedet af det, der foregår hernede på Jorden, og sige: I told you so.