Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Europa kan præstere det bedste og det værste

Et i dag ikonisk billede på Europa efter Anden Verdenskrig. Frankrigs daværende præsident, Francois Mitterrand (tv), mødtes 22. september 1984 ved en mindehøjtidelighed i 70-året for udbruddet af Første Verdenskrig med Tysklands daværende kansler, Helmut Kohl, i nærheden af Verdun, hvor nogle af Første Verdenskrigs blodigste slag blev udkæmpet. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er 60 år siden, at grundstenene til det, vi i dag kender som EU, vores europæiske samarbejde, blev lagt. Selv blev jeg født tre år før i efterkrigstidens Danmark.

Mine forældre og mine bedsteforældre havde været aktive i modstandskampen under krigen, hvor hjemmet var sidste stop for forfulgte på vej mod sikkerhed i Sverige, så verdenskrigens skygge rakte i overført betydning også ind i mit børneværelse, selv om jeg er for ung til selv at have oplevet, sidst Europa for alvor kollapsede.

EU og de udgaver, der kom før, var et af mine forældres generations svar på den tragedie, som Anden Verdenskrig var. Gennem handel og samarbejde blev tidligere fjender forsonet, grænsebommene blev sendt på lossepladsen, og vi kyssede hinanden på interrailture, hvis vi da ikke gik endnu videre og studerede, arbejdede og bosatte os i lande, som tidligere havde bekæmpet vores eget, eller som vi selv havde bekæmpet.

Så skønt det – særligt her på over 70 års afstand – måske er nemt at glemme, hvad det var for et sønderbombet og fortabt Europa, hvad det var for et krigsplaget og splittet kontinent, som det europæiske samarbejde voksede ud af, er det svært at undervurdere, hvad EU har betydet for Danmark og for Europa. Det forpligtende og tætte europæiske samarbejde har sikret os fred, sikkerhed og økonomisk fremgang nærmest uden historisk sidestykke. Tak for det.

Det er værd at huske på. For det er desværre tit sådan i dagens hjemlige politiske klima, at når noget går galt, så er det EUs skyld, og når noget går godt, ja, så bliver det udlagt som nationalstatens fortjeneste.

Det er ikke bare forsimplet, det er decideret fejlagtigt. Alene af den grund, at vi – os alle sammen og altså ikke nogen andre end os – er EU. Vi er EU. Så det er os selv og alle vores sejre og nederlag og kloge beslutninger og fejl, som vi reflekterer over i disse dage, hvor samarbejdet fylder rundt.

Når jeg nu tænker på, hvad vi skal med EU, med vores samarbejde, så tænker jeg på den europæiske historie og alt det, som generationerne før os gjorde godt og skidt.

For mig står det fuldstændig klart, at Europa og vores fælles historie både har budt på nogle af historiens største landvindinger og nogle af historiens største tilbageslag. Europa har budt os det bedste og det værste.

Tænk på oplysningstiden, tænk på de frihedsrettigheder, vi har udviklet og spredt til resten af verden. Retten til at tro på, hvad man vil, sige hvad man vil, være hvem man vil, gøre som man vil. Tænk på velfærdsstaten, tænk på den humanisme, vi har spredt, den kunst og kultur, vi har fremelsket. Det er fantastisk.

Og tænk omvendt på de gange, hvor vi har kastet det hele over bord og er degenereret i konflikt, krig og massedrab. Det er sket ikke så sjældent. Vi har ofret fælles fremskridt for nationale særinteresser. Senest under Anden Verdenskrig, hvis voldsomhed efterfølgende samlede os i et klart budskab: Aldrig igen. Et aldrig igen, der i dag er på så stor afstand, at det lyder lavere og mere tvivlende, end jeg er helt tilpas med.

Vi skal gå forrest

Og det er derfor, jeg igen vil minde mig selv og andre, der måtte lytte, om, at Europa både er og kan være det bedste og det værste. Det er Europas forbandede og fantastiske dobbelthed. Vi kan være fremgang og samarbejde og vi kan være krig og katastrofe, men historien har vist, at vi er den bedste udgave af os selv, når vi står sammen.

Når jeg ser på Europa nu, på vores europæiske samarbejde, er der ingen tvivl om, at vi er under pres. Fra os selv og fra andre. Nogle siger, at vores europæiske samarbejde er i krise og i fare for at kollapse, og det må vi tage alvorligt.

Mens Trump er kommet til magten i USA, mens Putin rasler med sablen fra et mere selvtillidsfuldt Rusland, og mens Erdogan tager hastige skridt mod diktaturet, er der virkelig brug for et forbedret europæisk samarbejde, som går forrest på den internationale scene, sætter en progressiv dagsorden og viser, hvordan borgerinddragelse kan tage sig ud i det 21. århundrede.

Derfor håber jeg, at vi bruger 60-året for vores europæiske samarbejde og den udsatte situation, det befinder sig i – og dermed også krisens potentiale for forandring – til at styrke samtalen om, hvordan fremtiden for EU skal se ud. Så det giver mening for flere og bidrager endnu bedre til verden omkring os. Som jeg plejer at sige: Alternativet til EU er et bedre EU. Vi må ikke opgive samarbejdet. Men vi må og skal investere langt mere i at forbedre det.

Den økonomiske krise, der skyllede ind over Europa for snart et årti siden, har tydeliggjort, at EU som et udelukkende økonomisk samarbejde, ikke er nok, hvis projektet skal sikre solidaritet på tværs af grænser samt have folkelig forankring, at være nærværende i både Grækenland og Grindsted og svare mere direkte og forståeligt på de udfordringer, som vi europæere møder i vores hverdag.

Den progressive vej

Alternativets vision for vores europæiske samarbejde er derfor et samarbejde, der har fokus på tre bundlinjer: Den økonomiske, den miljømæssige og den sociale. Økonomi er ikke alt, langtfra faktisk, og derfor skal samarbejdet også fokusere endnu mere på at skabe initiativer, der sikrer en miljømæssig og social balance.

Vi må indse, at vi hidtil i samarbejdet i særlig grad har negligeret den sociale dimension. Se bare, hvad der skete i Athen og på tværs af de græske øer, da krisen hev tæppet væk under den græske økonomi. Se bare, hvad der sker herhjemme, når lønningerne bliver presset, eller jobbet helt forsvinder. Det skal vi rette op på.

Samtidig skal vi styrke demokratiet og gennemsigtigheden i vores europæiske samarbejde, så vi alle sammen hver især kan følge med i de beslutningsprocesser, der finder sted.

For at det kan ske, foreslår vi eksempelvis livestreaming af møder i vigtige EU-organer og åbenhed om langt flere af de dokumenter, der behandles, ligesom vi foreslår en markant styrkelse af de nationale parlamenters involvering i og indflydelse på de europæiske beslutningsprocesser.

Og så kommer vi selvfølgelig ikke uden om, at Europa igen skal være allerforrest i feltet, når det kommer til indsatsen for at bremse klimaforandringerne. Den position har vi ladet glide os af hænde, mens resten af verden øger ambitioner og indsats. Her skal Europa igen være verdens grønne fyrtårn – gerne drevet af et stærkt og fremsynet dansk forbillede.

Det er sådan, vi er bedst, vi europæere. Som inspirator for resten af verden. Som de, der, når vi står ved en korsvej, vælger den håbefulde og progressive vej fremfor den reaktionære og tilbageskuende. De, der tror på samarbejdet fremfor konflikten. De, der tror på, at vi er bedre sammen, end vi er hver for sig. De, der ved, at vi kun kan løse grænseoverskridende og globale udfordringer, når vi arbejder med dem i fællesskab.

Vi ser i disse år masser af spændende nye bevægelser, der opstår rundt om i Europa. Mennesker, der ikke er tilfredse med status quo, tager deres demokratiske autoritet til sig og har modet til at gentænke den måde, vi indretter vores samfund og vores samarbejde på.

Jeg tror og jeg håber – helt vildt – at alle de borgerinitiativer, alle de nye samarbejder og alle de nye broer, der bliver bygget mellem mennesker med nye og vilde idéer, er begyndelsen på en ny europæisk renæssance. En renæssance, der skal revitalisere ikke bare vores samarbejde, men den måde, som vi arbejder, lever, tænker og elsker på. Det har Europa formået før, og det kan vi gøre igen.

Uffe Elbæk er politisk leder for Alternativet.