Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Et wake up call, som vi skal være glade for

Afstemning. Hvad gør vi nu? Svaret på beskeden fra danskerne ved afstemningen i torsdags skal anerkende, at vi tager afgivelse af suverænitet meget alvorligt. Her er et forslag til en model.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af Anders Samuelsen

Partileder, Liberal Alliance

 

Folkeafstemningen i torsdags er blandt andet historien om en befolkning, der er foran politikerne i forståelsen af, hvad EU er og potentielt kan være, nemlig et nyt og bedre fællesskab, skræddersyet til at løse de problemer, vi nødvendigvis skal løse sammen med respekt for nationalstaterne og deres suverænitet.

I stedet for substansen i de mange retsakter kom afstemningen til at handle om den model, som aftalepartierne valgte, og som indebar, at danskerne ingen snor havde i deres politikere, når det drejede sig om fremtidig afgivelse af suverænitet. Det sagde danskerne nej til, og det bør vi være taknemmelige for, men de sagde på ingen måde nej til et tæt og forpligtende samarbejde med de øvrige lande i EU.

Nu begynder så arbejdet med at finde ud af, hvordan vi sikrer, at vi dels får lavet nogle gode aftaler for Danmark og dels får etableret en bedre forståelse for, hvad danskerne vil og ikke vil med det europæiske samarbejde.

Konkret møder Liberal Alliance op til forhandlingerne med regeringen i den kommende uge med en række ønsker. Først og fremmest vil vi sikre – og det er et hovedkrav – at der altid ved afgivelse af suverænitet skal være en procedure, der respekterer principperne i grundlovens §20. Det er det principielt og demokratisk rigtige at gøre, og det flugter fuldstændig med essensen af vælgernes nej til aftalepartiernes plan. Borgerne har med nej’et manifesteret et ønske om indflydelse og inddragelse i europapolitikken, og det skal vi være glade for!

De forkastede en model, der reelt ville aflive deres krav på at blive hørt på afgørende punkter, og derfor skal den model nu repareres. Aftalepartierne bad om en blankocheck til at føre europapolitik udenom borgerne, og den check ville borgerne ikke udstede. Resultater er altså ikke en afvisning af det europæiske samarbejde – men en afvisning af de gamle partiers håndtering af EU-politikken.

Hvad gør vi nu?

Det er stadig mildt sagt tidligt i processen, og der er mange, mange uafklarede spørgsmål. Alligevel medbringer vi også en skitse til en model for det kommende forløb, som imødekommer danskernes ønsker.

Første del: Der skal forhandles en parallelaftale om EU’s politisamarbejde, Europol på plads. Det er bestemt ikke umuligt (billedligt talt skal de andre lande jo bare stikke os en log-in-kode). Men det ville være så afslørende for ja-partiernes skræmmekampagne, hvis det, de sagde var umuligt, viser sig at være uproblematisk, så der er en vis sandsynlighed for, at det trækker ud. Derfor forestiller vi os, at det ender med en ny folkeafstemning om medlemskab af Europol. I samme proces kunne man gennemgå retsakterne og udvælge dem, man særligt gerne ville have danskerne til at tage stilling til.

Anden del: Dernæst bør vil tiltræde tilvalgsordningen, men på en måde, hvor ny lovgivning fra EU på retsområdet går til folkeafstemning med mindre der er et 5/6-flertal i folketinget, som det er krævet i Grundlovens §20, og hvor suverænitet dermed ikke blot kan fjernes med et snævert 90-89-flertal i Folketinget. Derned er respekten for Grundloven tilbage.

På den måde bevarer vi medlemsskabet af Europol, vi deltager i de retsakter, der er til gavn for Danmark, vi imødekommer substansen i den besked, vi fik fra vælgerne i torsdags, og vi vil også i fremtiden kunne tilslutte os yderligere retsakter.

Det er klart, at det er politisk kontroversielt med en ny afstemning, fordi EU-modstanderne vil sige, at man blot bliver ved med at stemme, indtil man får det ønskede resultat. Modellen her er imidlertid i overensstemmelse med budskabet fra vælgerne, som jeg forstår det, og jeg synes, den har meget for sig. Jeg føler mig desuden overbevist om, at der vil være opbakning fra vælgerne til sådan en model. Dermed er vi inden for grundlovens principper igen – og respekterer flertallets afvisning af at fifle med samme grundlov.

Hvad er en supereuropæer?

Hvis man træder et skridt tilbage og betragter torsdagens resultat, bliver det tydeligt, at der er sket noget interessant. Det er tydeligt, at det at være internationalt orienteret og kosmopolitisk i dag er noget andet, end det var, da Uffe Ellemann-Jensen var supereuropæeren par excellence. Der var engang, hvor EU var synonymt med den spændende, store verden derude. Hvis man sagde ja, var det den klub, man var medlem af, og hvis man havde en traktat med gule stjerner på blå baggrund i hånden og ville hælde mere magt ned til Bruxelles, var man per definition progressiv. Hvis man sagde nej, var man snæversynet, nationalistisk og introvert. Sådan er det overhovedet ikke længere.

De unge vælgere stemte i høj grad nej i torsdags, og de er den mest udadvendte generation af danskere nogensinde. De oplever bare ikke Bruxelles som symbolet på den store, spændende verden. Tværtimod bliver EU opfattet som en tung og langsomt arbejdende institution, der oftere lægger hindringer i vejen end rydder dem væk. Som en hær af bureaukrater, der blander sig i hvad som helst uden mådehold og selvbeherskelse.

Den lethed, hvormed vi bevæger os rundt i Europa, er det, de unge elsker.

Men bureaukratiet, bevægelsen fra et progressivt samarbejde til en reel statsdannelse og senest flygtningekrisen og de ydre grænsers sammenbrud og EUs manglende evne til at handle udfordrer de unges begejstring. Med god grund.

Ikke et krisetegn.

EU skal, som alle andre institutioner, løbende demonstrere sin relevans og den positive indflydelse, den øver på den enkeltes liv. Ikke mindst de unge vælgere ser med åbne øjne på institutionerne og ryster ikke på hånden, hvis de ikke kan lide det, de ser. Præcis som de siger ja tak til et velfærdsSAMFUND, der respekterer den individuelle frihed og frivillige fællesskaber, men de siger nej tak til en formynderisk velfærdsSTAT. Det er det, Uffe Elleman-Jensen og de gamle ja-partier ikke har forstået.

Gennem nu lang tid har EU ikke formået at virke som en relevant, positiv kraft i danskernes hverdag, og konsekvensen så vi i torsdags. I begyndelsen af valgkampen virkede det som om, ja-siden slet ikke tog danskernes skepsis alvorligt. Som om det var givet, at danskerne ville gøre, som der blev sagt. Men sådan har danskerne aldrig været. Danskerne ville noget andet, der, som nævnt, ikke primært har med indholdet i retsakterne at gøre. Vi tager vores suverænitet alvorligt i Danmark, og det fik ja-siden at mærke.

Danmarks suverænitet.

Der blev sagt mange forskellige slags nej i torsdags. Et af dem var det liberale nej. Det er et nej til regulering, unødig indblanding og bureaukrati i alle former og afskygninger. Vi ved i dag, at når det store maskineri kværner og spytter love og regler ud, så rammer det danskerne, selvom maskinen står i Bruxelles. Det sagde vi også nej til i torsdags.

Jeg er sikker på, at danskerne er lige så udadvendte som altid. Det store flertal anerkender, at der er masser af problemer, vi skal løse i fællesskab, og at der er masser af gevinster forbundet med forpligtende, internationalt samarbejde. Det betyder bare ikke, at vi kan demontere Danmarks suverænitet og værdien af den. Det er kun logisk både at være frihedselskende og globalt orienteret og samtidig forsvare Grundlovens helt fundamentale beskyttelse af retssikkerhed, suverænitet og nærhed i beslutningerne.