Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Et valg i Irans skygge

Terror. Uanset hvem der har vundet valget i Israel er den største udfordring i området imidlertid fortsat Iran, som siden 1979, da nu afdøde ayatollah Khomeini kuppede sig til magten, har været verdens største og mest vedvarende sponsor af terror.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en udbredt misforståelse, at udviklingen i Mellemøsten afhænger af gårsdagens israelske valg. Misforståelsen skyldes den nærmest maniske optagethed af den israelsk-arabiske konflikt og den udbredte, men fejlagtige opfattelse, at blot man løser den israelsk-palæstinensiske konflikt vil alle andre konflikter løse sig og verdensfreden sænke sig.

Uanset hvem der har vundet valget i Israel er den største udfordring i området imidlertid fortsat Iran, som siden 1979, da nu afdøde ayatollah Khomeini kuppede sig til magten, har været verdens største og mest vedvarende sponsor af terror.

Iran har i årevis ikke gjort nogen hemmelighed af sit meget eksplicitte ønske om at begå folkedrab på de ca. seks mio. jøder som bor i Israel og til det formål er landet ved at udvikle en atombombe. Allerede i 2001 pralede daværende præsident Rafsanjani med, at Israel er et »én bombe land« med henvisning til, at en enkelt atombombe ville udslette Israel. Siden Ahmadinejad, og dernæst Rouhani - som fejlagtigt betragtes som »moderat« - kom til magten har regimet dog været om muligt endnu mere eksplicit vedrørende at jævne Israel med jorden.

I november 2014 tweetede regimet sågar en 9-punkts plan for udryddelsen af Israel på Twitter. Alt dette uden at de fleste europæiske observatører har så meget som plirret med øjnene og uden at det er gået ud over det europæiske salg af iranske dadler, som fortsat bliver langet over disken uden så meget som et pip om boykot fra de ellers så politisk bevidste forbrugere.

I mellemtiden sidder Iran dog ikke med hænderne i skødet. Et forbløffende overset faktum i den europæiske diskurs om Mellemøstkonflikten er, at Hamas er Irans satellit - en iransk frontpost i den islamiske republiks jihad.

De missiler som Hamas har sendt ind over Israel siden 2005 - da Israel forlod Gaza - er iranske missiler. Irans engagement i Gaza har intet at gøre med palæstinenserne. Iran engagerer sig for eksempel ikke i de palæstinensiske flygtninges skæbne i flygtningelejren i Yarmouk, Syrien – tværtimod. Iran støtter Assads regime, som har udsultet de palæstinensiske flygtninge i Yarmouk i al ubemærkethed og uden at vestlig presse har gidet beskæftige sig med det.

Irans engagement i Gaza er derimod i logisk overensstemmelse med Irans erklærede mål, siden Ayatollah Khomeini forvandlede shahens Iran til en islamisk republik, om at bekæmpe såvel »den store satan«, USA, som »den lille satan«, Israel. Så længe det iranske regime fastholder sit erklærede ønske om at udrydde Israel, og så længe Hamas forbliver ved magten i Gaza, vil sommerens krig gentage sig om og om igen. Dette faktum har intet at gøre med, hvem der sidder ved magten i Israel og nylige optagelser viser da også, at Hamas på ny er i fuld gang med at grave nye terror tunneler (bl.a. for danske skattekroner, som skulle gå til opbygning af det civile Gaza).

Ovenstående bekræftes af, at Egypten for nylig i et forsøg på at inddæmme Iran, har fået den egyptiske højesterets ord for, at Hamas er en terrororganisation, som Egypten vil være i sin fulde ret til at bombe. I oktober 2014 tvang Egypten omkring 10.000 palæstinensere fra hus og hjem, idet landet ønskede at udvide sin bufferzone over for Gaza ved at rive knap 1.000 bygninger ned. Dette gik stort set ubemærket hen i vestlig presse.

På to andre fronter – i Libanon og Syrien – har Iran sin anden håndlanger, Hizbollah, som i dag er en veteran inden for terroristvirksomhed. Hizbollah kæmper for Irans interesser i Libanon og Syrien og på grænsen til Israel. Hizbollahs erklærede mål er at udrydde Israel og de håber på masseimmigration til landet af europæiske jøder, således at de kan gøre det af med samtlige jøder på én gang. Det er bl.a. her, at Irans atombombe kommer ind i billedet. Ligesom tilfældet er med Irans altafgørende støtte til Hamas handler Hizbollahs »kamp« ikke et øjeblik om palæstinenserne, men er alene et spørgsmål om at udvide Irans overherredømme i området.

Netop det sidste og Irans stormagtsdrømme er det gået overordentlig godt med siden præsident Barack Obama tog plads i Det Hvide Hus og det i en grad, at Obama nu anser Iran for at være en af sine vigtigste allierede i Mellemøsten.

Dengang da det såkaldte arabiske forår endnu ikke helt var gået over i vinter, gik iranske studerende på gaden i håbet om, at også de kunne få del i friheden. Iran er et land uden basale menneskerettigheder, summariske henrettelser, dødsstraf for børn helt ned til henholdsvis ni år (for piger) og 15 år (for drenge). Homoseksuelle henrettes offentligt ved hængning fra kraner og kvinder, som ikke dækker sig til, risikerer piskeslag, tortur og fængselsstraf. Torturfængslet Evin i Teheran er berygtet for sine mange politiske fanger og her blev de studerende, som gik på gaden for at demonstrere for frihed, fængslet efter at Barack Obama havde set passivt til, medens det iranske regime slog hårdt ned på studenternes oprør.

Angiveligt anser Obama Iran for at være en allieret, bl.a. fordi Iran p.t. er i færd med at bekæmpe IS, hvilket han så slipper for. Problemet er blot det, at Iran jo ikke er grundlæggende uenig med IS, men alene kæmper om overherredømmet i regionen. Iran ønsker et kalifat ledet af Iran – IS ønsker et kalifat ledet af IS. Problemet er blot, at Iran på verdensplan er langt farligere end IS, netop fordi Iran er i færd med at udvikle en atombombe og har ambitioner om at underlægge sig hele Mellemøsten.

Netop det sidste er Iran i fuld gang med at gøre alvor af. Foreløbig er Iran involveret i Libanon, Syrien, Irak, Gaza og Yemen. Netop af samme årsag er det illusorisk at tro, at situationen i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt kan løses ved, at Israel giver flere indrømmelser og vender tilbage til 1967-grænserne. På samme måde som Gaza er blevet til en Iran-satellit via Hamas er det sikkert at det samme vil ske, såfremt Israel opgiver Vestbredden.

Og heri består forskellen mellem venstrefløjen og højrefløjen i Israel, som hver især kæmper om at vinde tirsdagens valg. Højrefløjen forstår, at Israel ikke kan opnå sikre grænser og samtidig opgive yderligere land for fred. Det viser fiaskoen med Osloaftalerne fra 1993 og Ariel Sharons tilbagetrækning fra Gaza i 2005, hvor det første, palæstinenserne gjorde, da de overtog området, var at ødelægge alt, hvad der var af landbrug og bygninger og iværksætte en uafladelig beskydning af Israel med først morterer og senere missiler. Højrefløjen ved, at yderligere land for fred ikke vil bringe de ønskede resultater, men reelt vil gøre en ende på Israel, fordi de iranske missiler nu kan blive affyret af palæstinenserne fra omegnen af Tel Aviv i stedet for Gaza.

Venstrefløjen derimod har udtrykt, at de har tillid til Obama og til, at sidstnævnte kan opnå en »god aftale« med Iran. Ironisk nok har bl.a. Saudi-Arabien ikke samme tillid til USA’s præsident og landet er langt fra at være det eneste arabiske land i Mellemøsten, som frygter den udvikling, Barack Obamas forbrødring med Iran skaber og vil skabe i den kommende tid.

Uanset hvem der bliver Israels næste premierminister får vedkommende hænderne fulde.