Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Et våben i Vestens hænder

»Den nye verdensorden gennemføres i demokratiets og frihedens navn. Og påstanden er, at demokratiets udbredelse vil føre til fred i hele verden.« Tag med Mogens Herman Hansen på togt gennem statens historie.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er en stat? Hvis vi spørger politologerne og sociologerne, vil de fokusere på Max Webers definition: »Stat er det menneskelige fællesskab, som (med held) inden for et bestemt territorium – netop dette ’territoriet’ hører til statens kendetegn – gør krav på et monopol på legitim fysisk voldsanvendelse.«

Men vi får et andet svar, hvis vi spørger juristerne. Man har fx en traktat om staters rettigheder og pligter. Det er Montevidéo-konventionen fra 1933, og den indledes med en definition af statsbegrebet: »Staten som juridisk person omfatter følgende karakteristika: En permanent befolkning, et afgrænset territorium, en regering, samt handleevne i relation til andre stater«. I det folkeretlige statsbegreb indgår tre grundelementer: Statsterritoriet, statsfolket og statsmagten. De afspejler, at vi har tre ord for det, der med en omskrivning kaldes »et uafhængigt politisk samfund«: land, nation og stat. Land henviser til territoriet, nation til folket og stat til regeringen.

Webers og folkerettens statsdefinitioner overlapper hinanden, men er også forskellige, og vidner om en besynderlig mangel på tværfaglighed i samfundsvidenskaberne, hvad statsbegrebet angår:

De, der benytter Webers statsbegreb, diskuterer aldrig det folkeretlige. Omvendt, i diskussioner af det folkeretlige statsbegreb er der ingen omtale af Weber.

En vigtig forskel vedrører statsfolket. En permanent befolkning er et af de tre elementer i folkerettens definition, men hos Weber glimrer statsfolket ved sit fravær. Hans »menneskelige fællesskab« er dem, der besidder voldsmonopolet. De modsvarer statsmagten i den folkeretlige definition og ikke statsfolket, altså dem, der skal adlyde magthavernes bud. Weber anlægger herskerens perspektiv i sit syn på staten.

For det andet: Weber understreger, at voldsmonopolet udøves inden for territoriet. Han fokuserer på statens indre suverænitet. Hvad med statens ydre suverænitet? Den indgår i den folkeretlige definition. Forholdet mellem staterne diskuteres hyppigt i Webers hovedværk, Wirtschaft und Gesellschaft, og Weber præciserer, at voldsmonopolet tilkommer forskellige grene af statens forvaltningsstab: Politiet håndhæver retsordenen inden for territoriet. Militæret forsvarer det mod ydre fjender. Udmærket. Men forholdet til andre stater er udeladt i Webers statsdefinition.

En tredje forskel er spørgsmålet, om staten er en abstraktion eller identisk med dem, der udøver statsmagten. Ludvig d. 14 skal have sagt: »Staten, det er mig.« Det sagde han angiveligt i Pariserparlamentet 13 april 1655. Her identificeres staten med suverænen. Men i Thomas Hobbes’ hovedværk, Leviathan, fra 1651 beskrives staten som »en virtuel person, større og stærkere end de fysiske personer, som den er skabt for at beskytte, og suveræniteten er dens virtuelle sjæl.«

Den abstrakte opfattelse af staten vinder frem i løbet af Oplysningstiden. I sin tale til soldaterne før slaget ved Poltava i 1709 sagde Peter den Store, at de ikke skulle kæmpe for ham, men for staten. Og 50 år senere sagde Frederik II af Preussen: »En fyrste er statens første tjener og første embedsmand.« Tilsvarende opfattes staten i folkeretten som en juridisk person. Staten er ikke identisk med regeringen, nej, regeringen handler på statens vegne. Heroverfor står Webers identifikation af staten med dem, der sidder inde med voldsmonopolet, altså herskeren og hans forvaltningsstab. Her ligger Weber på linje med det statsbegreb, der tilskrives Ludvig d. 14.

En vigtig lighed mellem Webers og folkerettens statsbegreber er, at begge tilstræber den størst mulige grad af værdifrihed. De beskriver, hvad en stat er uden at foreskrive, hvad den bør være. Derved adskiller de sig fra et statsbegreb, som er blevet fremherskende i den vestlige verden både blandt politikere og i offentligheden: Staten skal være en nationalstat, den bør være en retsstat, og den skal frem for alt være demokratisk. På disse tre punkter er der i statsbegrebet sket en sammenblanding af det normative og det deskriptive. I denne kronik vil jeg fokusere på det tredje punkt.

Hverken hos Weber eller i Montevideo-konventionen indgår demokrati i statsdefinitionen, og denne afstandtagen fra at sammenknytte stat og demokrati blev slået fast af Den Internationale Domstol i 1975 og bekræftet af FNs generalforsamling i 2005. Demokrati anerkendes som en værdifuld styreform, men den enkelte stats suverænitet og ret til selvbestemmelse anføres som begrundelse for, at man ikke kan forlange en demokratisering af autoritært eller totalitært styrede stater. Det forhindrer dog ikke, at man generelt i den vestlige verden har fået den opfattelse, at kun demokratiske stater er rigtige stater.

Et eklatant eksempel er artikel 21 i FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948: »Enhver har ret til at deltage i sit lands styre enten direkte eller gennem frit valgte repræsentanter. Enhver har ret til lige adgang til offentlige embeder og hverv i sit land. Folkets vilje skal være grundlaget for regeringens myndighed; denne vilje skal tilkendegives gennem periodiske og virkelige valg med almindelig og lige valgret og skal udøves gennem hemmelig afstemning eller tilsvarende frie afstemningsmåder.« Her ophøjes demokrati til en menneskeret. Fokus er flyttet fra statsmagten til statsfolket, og suveræniteten opfattes som folkesuverænitet. Staten identificeres med statsfolket. Som rammende udtrykt af Ernest Barker: »Staten, det er os!«

Et andet argument for at sammenkoble stat og demokrati bygger på statens legitimitet. Statsfolket skal opfatte statsmagten som et legitimt styre. Gennem historien har man haft forskellige grunde til at anerkende statsstyret som legitimt, men i vor tid gælder demokrati som den eneste gyldige grund. Det er fx Francis Fukuyama, der fremfører dette argument for, at staten nødvendigvis må være demokratisk. Et tredje argument er adskillelsen af stat og samfund. Hvis statsmagten forbeholder sig ret til at styre borgerne i alle livets forhold, bliver staten totalitær. Det er i strid med menneskerettighederne, der tilsikrer hver enkelt borger en række fundamentale friheder. Menneskerettighederne er det ideologiske grundlag for demokratiet. Stater, der ikke respekterer menneskerettighederne og ikke praktiserer frie demokratiske valg, er defekte stater, der bør demokratiseres. Verdensbanken og Den Internationale Valutafond kan stille demokratisering som betingelse for, at en stat kan få et lån. EU kan stille opfyldelse af menneskerettighederne som betingelse for optagelsen af nye medlemmer. FN kan sanktionere krigsførelse mod udemokratiske stater, der groft overtræder menneskerettighederne. Især frihedsrettighederne står centralt. De kan bruges til at føre ideologiske korstog i demokratiets navn. Ofte er det mindre ideologiske faktorer, der spiller ind; men en interesseorienteret udenrigspolitik tager sig pænere ud, når det erklærede mål er at forsvare og udbrede demokratiet.

Middelalderens korstog blev ført i kristendommens navn. Kolonisationen i nyere tid gennemførtes i civilisationens navn. Den nye verdensorden gennemføres i demokratiets og frihedens navn. Og påstanden er, at demokratiets udbredelse vil føre til fred i hele verden. Det er den såkaldte demokratiske fredsteori.

I løbet af de sidste 50 år er der i statsbegrebet sket en sammenblanding af det kognitive og normative. Statsbegrebet er blevet normativt, vel ikke i folkeretlig forstand, men til gengæld politisk og i opinionen i den vestlige verden og dens politiske ledelse. Ved at insistere på demokrati som et essentielt aspekt af staten har man flyttet sig fra »er« til »bør«, og demokratiet er blevet et våben i hænderne på den vestlige verdens stater. Identifikationen af staten med den demokratiske stat er endnu et eksempel på den naturalistiske fejlslutning.

Til slut: Webers og det folkeretlige statsbegreb er også forskellige i deres udgangspunkt og adressat. Webers statsbegreb er et videnskabeligt statsbegreb, som diskuteres på universiteter og i lærde selskaber. Det belyser forståelsen af, hvad en stat er, og hvordan den historisk er blevet udviklet.

Folkerettens statsbegreb er retligt og af afgørende betydning for, hvordan stater har forpligtet sig til at opføre sig. Dermed får det også betydning for den vestlige verdens statsbegreb, inklusive dette statsbegrebs normative elementer. En ændring eller nyfortolkning af Webers statsbegreb vil udløse en diskussion i universitetsverdenen, men vil ikke udløse en krig. Men om Taiwan er en stat, eller om palæstinenserne eller kurderne skal have deres egen stat, det er politisk sprængstof på højeste plan, og i denne sammenhæng får det folkeretlige statsbegreb betydning i samspil med den vestlige verdens normative statsbegreb. Men sammenblandingen af det normative og det kognitive kan få alvorlige politiske konsekvenser og gøre staten til et sprængfarligt begreb at arbejde med.

Mogens Herman Hansen har netop udgivet bogen »Hvad er en stat?« på Det Kongelige Danske Videnskabers Selskab.