Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Et opgør med nødvendighedens politik

Morten Hesseldahl DR og Operaen indgÔø?r nyt samarbejde om at sende opera i TV og radio. Her ses tv. DRs Kultur direktÔø?r Morten Hesseldahl og Medie direktÔø?r Mikael Kamber samt Operachef pÔø? Det Kongelige Teater, Kasper Holten i midten.DR og Operaen indgÔø?r nyt samarbejde om at sende opera i TV og radio. Her ses DRs Kultur direktÔø?r Morten Hesseldahl. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke noget borgerligt over kunst. Der er faktisk heller ikke noget venstreorienteret, selvom det er rigtigt, at kunst ofte udfordrer magthavere og det etablerede.

For det er det, god kunst kan og skal. Stille spørgsmål ved det vedtagne, se verden fra nye vinkler og derigennem åbne mulighed for, at vi kan se, at verden kan være anderledes. At vores private liv kan anskues anderledes, og at der måske også kunne være andre veje for vores samfund.

Kunst handler ofte om nydelse, men først og fremmest om erkendelse. Ikke om konkrete svar og løsninger. Politik handler om løsninger, men politik, der ikke har en solid forståelse for kultur og for de muligheder, som kritisk virksomhed og udfordrende blikke på det foreliggende giver, har det med at overlade udviklingen til teknokraterne, til bureaukraterne og til det, som Bjarne Corydon på et tidspunkt afvæbnende ærligt kaldte for »nødvendighedens politik«.

Jeg er af en sådan borgerlig aftapning, så jeg tror, at det er klogt hele tiden at være bevidst om vores kulturarv, om vores fortid, om alt det, der har ført os frem dertil, hvor vi er i dag. Det er jo alt det, der har formet vores identitet som danskere og som nation.

Jeg er også så borgerlig, så jeg synes, at Sandheden ikke er noget givet eller åbenbaret. Jeg væmmes ved kommunismens forestilling om en uafviselig vej frem mod »proletariatets diktatur«, ligesom jeg væmmes ved de fastlåste dogmer i nazismen, fascismen og islamismen. Og jeg væmmes over forestillingen om en »nødvendighedens politik«.

Der er ingen »nødvendighedens politik«. Der er en række mulige politiske valg, som stimuleres af den kultur, som omgiver os og af de værdier, som gennemsyrer vores samfund. Nødvendighedens politik hviler også på værdier, selvom den foregiver at være værdifri.

En sund politik er en politik, der stiller sig åben over for fremtidens løsninger, fordi fremtidens løsninger er løsninger på spørgsmål, vi slet ikke er bekendt med. De fremtidige løsninger er kun noget, vi kan forsøge at fremkalde i fællesskab og ved, at vi er ambitiøse i forhold til nye erkendelser. Den type erkendelser, som kritisk virksomhed udvirker, og som kunsten kan være en motor for.

Her i Skandinavien er vi så glade for vores tillidssamfund. Vi modtager med tilkæmpet forlegenhed hyldesten, når politikere under valgkampe i udlandet – Skotland eller USA – fremhæver os som et forbillede, men det skandinaviske tillidssamfund er ikke en selvfølge. Det er ikke bare dumpet ned fra himlen. Det er kun blevet muligt på grund af den kultur, vi har kæmpet for at opbygge gennem århundreder, og i den kultur er kunsten og den kritiske virksomhed blandt de allerstærkeste katalysatorer.

Kultur skaber nemlig mulighedsrum. Havde vi haft en anden kultur i Skandinavien – en katolsk, en arabisk eller en buddhistisk for eksempel – havde vi også fået nogle andre politiske beslutninger og dermed også frembragt et andet samfund end det, vi har med lighed mellem kønnene, mulighed for social glidning, en solidaritet, der strækker sig videre end bare til den nærmeste familie og klan, og en opmærksomhed om, at individet – ikke familien eller ens kulturelle tilhørsforhold – er den grundlæggende byggesten.

Det forbilledlige Skandinavien er et resultat af oplysningstanker, kristendom i sval aftapning og rigeligt med antiautoritær humor. Og så ikke mindst kunstens udfordrende blikke og en kritik, der har været vedvarende og skånselsløs.

Kolossale besparelser år efter år

I dag er det bare som om, at kunst og kultur og kritisk virksomhed sættes i skammekrogen. År efter år gennemføres kolossale besparelser på områderne, nærmest som om man tænker, at netop kunst, kultur og kritisk virksomhed IKKE skulle være centralt for velfærdssamfundet.

Holdningen er, at nedskæringerne er nødvendige. Nødvendighedens politik. Det er sådan, det bliver. Fat det nu! Og hele kulturlivet bliver taget som gidsler for denne nødvendighed, der imidlertid ikke er andet end en politisk beslutning. En beslutning om at skære ned på det mest danske, vi har: Vores kunst og kultur og stærke tradition for fri tænkning inden for humaniora.

Præcis som det er en politisk beslutning at gennemføre personalereduktioner i SKAT, udflytte arbejdspladser, sænke bilafgiften, forlænge håndværkerfradrag og investere i motorveje og kampfly.

Intet af det er tvunget af nødvendighed. Det er muligt. Det er muligt at træffe den slags valg. Det kan oven i købet været klogt, men det er også muligt at træffe andre valg. For eksempel valg, der understreger den helt banale selvfølgelighed, at fremtiden ikke er givet, men netop vidt åben, og at der derfor er behov for, at kritikken, kunsten og den ambitiøse idérigdom bliver stimuleret, så vi også fremover formår at afdække nye vinkler for vores private liv, vores eksistens, og det liv vi har i fællesskabet, i samfundet.

Kunstnere og intellektuelle skal ikke par-tout være politikere. Det er de ikke en snus mere kvalificeret til end andre mennesker, men en politik, der ikke forholder sig vidende om kulturarven og ikke stimulerer den idérigdom, man får af en kunst og en kritik, der uafladeligt banker løs på det selvfølgelige, bliver bare en bureaukraternes boltreplads. Excel-arkenes virkelighed. Nødvendighedens politik.

Derfor er jeg som borgerlig frygtelig hjemløs, når jeg spejder rundt på den politiske scene efter politikere, der faktisk forstår dette. Som forstår, at det er gennem nye og dristige erkendelser, at vi har skabt vores tillidssamfund, og som forstår, at fremtiden bedst opstår ved at give plads til de nye blikke og den kritiske hammer, der hele tiden kan banke på vores private og samfundsmæssige bygningsværk. Ikke for at bryde det ned, men for at finde svaghederne, så vi bliver stedse bedre til at udbedre dem og styrke os selv. Skridt for skridt og ikke gennem revolutioner.

Det er noget helt andet end »nødvendighedens politik«, og det er i øvrigt borgerligt fra først til sidst. Blot en skam, at tidens borgerlige politik ikke synes at kunne rumme dette. For fremtiden kommer, og den er, som fremtiden nu engang er, uvis.

Landets kulturminister indbyder kulturbranchen til stormøde under overskriften, at statens økonomiske engagement skal indskrænkes yderligere, eller som det blev formuleret i invitationen til ministerens såkaldte Rødding-møde i sidste måned: »Den offentlige kasse er under pres, og vi må alle holde for. Derfor har vi en fælles opgave: Vi skal have mere og bedre kultur ud af færre penge.«

Det virker ikke særligt borgerligt

Ved sidste finanslov blev kulturområdet beskåret med 600 mio., og nu tilsiger nødvendighedens politik, at der også i den kommende finanslov skal skæres i et tilsvarende omfang.

Resultatet er, at vi får en kunstscene, der ikke kan præstere på det niveau, som et samfund ellers kunne have glæde af.

Mærkeligt, at det skal gå sådan, når man nu ved, hvad en målrettet satsning på talent betyder for eksempelvis sport, forskning eller erhvervsliv. Ikke af hensyn til de få talentfulde, men for alle os andre, der ellers kommer til at leve i et samfund, hvor det at række efter højeste hylde, bliver stadigt sjældnere og altså med den konsekvens, at det, der skal være med til at forme kulturen og gøde jorden, bliver stadigt mere fattigt.

Det er virkelig ikke særligt borgerligt. Det er bare nødvendighedens ureflekterede politik for fuld udblæsning, og den udvikler ganske enkelt ikke det mulighedsrum, som fremtidens politik ellers med fordel kunne udspringe af.