Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Et hundeslagsmål til forskel

Arno Victor Nielsen: »Den dag alle bestemmer lige meget og taler med samme vægt, bestemmer reelt ingen noget. Derfor er det vigtigste spørgsmål ikke, hvordan vi får mere demokrati, men hvor meget demokrati vi egentlig behøver?« Arno Victor Nielsen fejrer Grundloven.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så skal vi til det igen. Vi skal fejre Grundloven, Danmarks Riges Grundlov. I 1849 var det virkelig de riges grundlov. Kun de velbjergede kunne deltage i valgene. Udelukket fra at deltage var "de syv Fer": fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere. I 1866 fik de rige en luns mere, for da kunne de omkring 1.000 rigeste mænd i landet råde over to stemmer hver, når der var valg til Landstinget.

Junigrundloven af 1849, som markerer enevældens ophør, er ikke Danmarks første grundlov. Enevælden havde også sin grundlov, nemlig Kongeloven af 1665, som er verdens eneste nedskrevne grundlov for et diktatur. Når vi ikke fejrer den, er grunden selvfølgelig, at vi slet ikke fejrer grundloven. Vi fejrer demokratiet, og man kan sagtens have demokrati uden en grundlov. Det har England bevist.

Skal vi overhovedet have en grundlov, skal den i hvert fald tjene demokratiet. Glemmer man det, risikerer man at stille tingene på hovedet. Det var jo, hvad der skete, da en gruppe borgere mente, at Danmarks tilslutning til Den Europæiske Union var et brud på Grundloven. Så anlagde de sag mod statsministeren. Nogle af sagsøgerne var endda tilhængere af EU. De kunne bare ikke bære, at Grundlovens paragraf 20, der tillader suverænitetsafgivelse, blev fortolket lidt kreativt, så Grundloven stadig kunne tjene sin hensigt, nemlig danskernes selvbestemmelse. De var blevet grundlovsfundamentalister.

Grundlovsfundamentalisterne, som især huserer hos Enhedslisten og i Dansk Folkeparti, kan heller ikke rigtig finde ud af, om Grundloven skal tjene Danmark eller danskerne. Man skulle jo mene, at Grundloven skal tjene danskernes selvbestemmelse, som vil blive noget begrænset, hvis den skal holde sig inden for egne nationale grænser.

Grundloven er ikke Moseloven. Hvad der står i Grundloven, er et produkt af det gustne, pragmatiske overlæg. Det eneste danske ved Grundloven er i øvrigt sproget, den er affattet på. Resten, det egentlige, er afskrift fra andre landes forfatninger. Det er mig en gåde, at nogen kaster sig i støvet for dette ynkelige stykke prosa. Men det undrer mig ikke, at de mennesker, som gør det, flytter den politiske kamp ind i retssalen i stedet for at udkæmpe den med demokratiske midler i den politiske arena. For når det kommer til stykket, er de slet ikke interesseret i politik og demokrati. De er kun interesseret i, at Grundloven bliver overholdt til punkt og prikke.

Hvis Grundloven skal tjene demokratiet, og ikke omvendt, hvad skal demokratiet så tjene? Det spørgsmål trænger sig mere og mere på i takt med, at demokratiet får status af erstatningsreligion. Mange synes helt at have glemt, at demokrati er en politisk styreform. Demokrati er blevet navnet på en guddom, man tilbeder og ofrer sig for. I skrivende stund har vi ofret 32 unge på demokratiets alter i Afghanistan. Når muslimerne i Danmark vil vise, at de er godt og grundigt integreret, bliver de polyteister og kalder sig demokratiske muslimer. De tror så både på Allah og demokratiet.

Grundloven spiller os visse midler i hænde, hvormed vi kan udleve vores demokratiske ret. Det er de såkaldte frihedsrettigheder: ytringsfriheden, foreningsfriheden og forsamlings- eller demonstrationsfriheden. Nu er ytringsfriheden fra at være et demokratisk middel blevet ophøjet til et mål i sig selv, og vil man ikke bruge ytringsfriheden til at håne og såre magtesløse minoriteter med, er man en frafalden demokrat. Når ytringsfriheden ikke bruges til at skaffe sig magt og indflydelse med, men bruges til blasfemisk krænkelse af andres religiøse følelser, dyrker man i hvert fald en anden ytringsfrihed end den, der omtales i Grundloven.

Men så skal ytringsfriheden vel i det mindste tjene sandheden? Netop, men kun fordi sandheden ikke findes, fordi der kun findes sandheder, fordi der altid findes flere meninger om den samme sag, skal vi hæge om ytringsfriheden. Ytringsfriheden og med den demokratiet er alene nødvendig, fordi sandheden ikke findes. Ellers kunne vi jo klare os med eksperterne.

I Danmark risikerer man at blive anklaget for lidt af hvert, hvis man ikke ubetinget hylder demokratiet. Bare det at stille spørgsmålet om, hvad vi skal med demokratiet, og om vi ikke kan få for meget af det, regnes for lettere blasfemisk.

Det er altid med en vis gysen, vi citerer Churchill, der sagde, at demokrati er den mindst ringe styreform. Men det er dog det mest ædruelige, der er sagt om demokratiet, og så endda af en notorisk drukkenbolt. I dag, hvor demokratiet er blevet erstatningsreligion, er det på sin plads at minde om, at demokrati engang var en politisk styreform, som man kunne være tilhænger af ene og alene, fordi det sikrer et hundeslagsmål om samfundets almindelige anliggender. Demokratiet spillede samme rolle, som krigen tidligere havde gjort. Det var garanten for, at samfundet ikke gik i stå, ikke gik i forrådnelse. Demokratiet sørgede for, at alle kunne komme frem til kamppladsen for den endeløse strid mellem samfundets forskellige individer, grupper, lag og klasser.

Det gale ved autokratiet, plutokratiet, oligarkiet og aristokratiet var ikke, at de få regerede over de mange. Det gale var, at de mange slet ikke ville regere. De stræbte ikke efter magten. Samfundet var uden social mobilitet, uden dynamik, uden vækst, uden fremskridt.

Nu vil alle selvfølgelig ikke være enig med mig i, at demokrati blot er et sæt spilleregler, som skal få folk op at toppes på en civiliseret måde. Det er den engelske demokratimodel med Hobbes og Locke som leverandør af de filosofiske argumenter. Der er også nogen, der mener, at demokrati er en proces. som først standser den dag, al nød og ulighed i verden er afskaffet. De er fortalere for det reelle demokrati.

Det er ikke mange år siden, Socialdemokraterne forsøgte at sælge socialismen under betegnelsen »økonomisk demokrati«. Ja, demokrati og socialisme er bare to forskellige ord for ét og det samme, mente de. Den filosofiske kilde til denne demokratiopfattelse finder vi hos Rousseau.

Herhjemme havde teologen Hal Koch held til at udbrede en helt igennem fejlagtig opfattelse af demokrati. Han afpolitiserede begrebet og gjorde det til en livsform, et sindelag, en holdning. Han gjorde demokrati til praktiseret næstekærlighed. Men den dag, det reelle, substantielle demokrati er en realitet, er der ikke længere brug for demokratiet, for så er der ikke mere noget at spille om. Demokratiet er paradoksalt nok politikkens svorne fjende, fordi det er det reelle demokratis væsen at eliminere alle konfliktskabende forskelle mellem mennesker.

Den dag alle bestemmer lige meget og taler med samme vægt, bestemmer reelt ingen noget. Derfor er det vigtigste spørgsmål ikke, hvordan vi får mere demokrati, men hvor meget demokrati, vi egentlig behøver?

Masser af demokrati betyder meget lidt politik, og omvendt. Politik har vi, når nogen sætter sin vilje igennem, når magtinteresser tørner sammen. Hvis man er en fjende af politik, af magtkampe og samfundseksperimenter, bliver man en varm fortaler for forholdstalsvalgmetoden, som er et knæfald for matematikken og en snedig måde at stjæle vælgernes stemmer på. Når vi ikke kan gå i stemmeboksen og stemme for en bestemt politik, og heller ikke kan slippe af med ferierende og fiflende politikere, men alligevel møder trofast op til valgene, viser det bare, at politikerne har langt bedre vælgere, end de fortjener.

Liberaldemokraterne i England, som vil have indført forholdstalsvalgmåden, minder om vores Radikale Venstre. Det er partiet for dem, som vil være politikere, men ikke har nogen politik, men tværtimod kalder politik for blokpolitik. Hvad er der galt med blokpolitik? Det er ikke demokratisk, hævdes det. Som om vi kun har demokrati, når ingen bestemmer noget. Demokrati er tværtimod, når alle, som vil, kan få lov at bestemme.