Et Danmark uden fælles hukommelse er en skræmmende tanke

Billede af de 460 hyldekilometer arkivalier på Rigsarkivet Foto: Torben Eskerod/Rigsarkivet Fold sammen
Læs mere

Et samfund uden fælles hukommelse bliver et dement samfund. Et samfund uden indsigt i magthavernes beslutninger og administration bliver et ikke-demokratisk samfund.

I Danmark har vi heldigvis en lang tradition for at samle og bevare vores skriftlige kulturarv. Det sker i et samarbejde mellem Rigsarkivet og den øvrige arkivsektor, og sikrer alle danskere lige mulighed for indsigt i den virkelige historie, både den fælles og den personlige historie. Det fremmer demokrati, retfærdighed, integritet, effektivitet, forskning og fælles viden og kultur. Som arkiverne er det, er også denne frie adgang til vores fælles hukommelse værd at værne om.

Rigsarkivet er den danske stats arkiv, som bygger bro mellem fortid, nutid og fremtid. Her findes de originale kilder til det danske samfunds udvikling i tekst, billeder og tal. Rigsarkivet har historier og dokumentation om høj og lav, om hverdagsliv og danmarkshistoriens store begivenheder. Rigsarkivet har de vigtigste dokumenter fra i dag og 1.000 år tilbage i historien. Men Rigsarkivet er til meget mere og andet end historie.

Som dokumentations- og informationsformidler er Rigsarkivet en katalysator for samfundsdebatten. Historien og erfaringer er af stor betydning, når der træffes beslutninger.

Derfor skal politikere, medier og borgere have lige adgang til arkivernes dokumentation. Det sikrer fri tolkning af historiske beslutninger og handlinger, og det fremmer en demokratisk debat om forudsætningerne for nutidens samfund og udviklingen heraf.

Vigtig institution ved retssager

Men det er dokumentation om almindelige danskeres liv og forhold fra vugge til grav, der fylder mest blandt de 460 km arkivalier i Rigsarkivets magasiner. På magasinerne ligger arkivæske efter arkivæske med skoleprotokoller, skilsmisse- og faderskabssager, patientjournaler, diverse forbryderalbums og meget mere.

I Danmark har borgerne ret til f.eks. pensioner, boligsikring, støtte til institutionsplads, uddannelse, sundheds- og sygdomsydelser, lighed for loven og meget andet. Men det har vi som borgere kun, hvis vi kan dokumentere, at vi opfylder forudsætningerne for at modtage ydelser som disse fra samfundet. Samtidig skal den offentlige forvaltning dokumentere, at sagsbehandlingen har været korrekt. Ellers kan myndigheden blive mødt med f.eks. erstatningskrav.

Hvert år bistår Rigsarkivet borgere med at få løst komplicerede arvesager, dokumentere ejendomsforhold, skaffe dokumentation for skilsmisser, vielse, adoption eller statsborgerskab, ligesom Rigsarkivet bistår borgere med at fremskaffe f.eks. attester, eksamensbeviser mv.

Dokumentation af forhold og afgørelser, der kan bruges imod den offentlige forvaltning, eller som f.eks. kan dokumentere statens overgreb, bevares også. Det er ikke en selvfølge, men i Danmark destruerer vi ikke regeringskritiske arkivalier. Det sikres bl.a. ved, at det er rigsarkivaren, i skrivende stund altså mig, som afgør, hvilken arkivalsk dokumentation der bevares.

I arkivet findes bl.a. mere end en kilometer arkivalier fra det tidligere Dansk Vestindien, som dokumenterer overgreb på de slavegjorte, fra f.eks. Thule-sagen, Redningsbåden RF2s forlis, tamilsagen og den omfattende »blødersag«, hvor 90 personer med sygdom i forbindelse med blodtransfusioner blev smittet med HIV-virus. Det viser, at arkiverne gør det muligt at gå regeringen og myndighederne efter i sømmene.

Borgere og myndigheder må gå til arkiverne, hvis der opstår behov for at kunne dokumentere en tidligere beslutning eller en hændelse – god såvel som dårlig. Eller hvis noget skal afgøres ved oplysninger fra arkivalierne.

Det skete f.eks. ved Højesterets dom af 17. august 2004, hvor det efter mange års diskussion blev endelig fastslået, at Københavns Havn – og dermed havnens ejendomme og formue – tilhørte staten. Højesterets dom hvilede ligesom landsrettens på en redegørelse for havnens historiske udvikling, der var udarbejdet af Rigsarkivet.

Alle kan bruge Rigsarkivet

Så det er med andre ord afgørende, at Rigsarkivet er en neutral institution, som alle grupper i samfundet kan have tillid til. Den politiske diskussion og historieskrivningen ville have meget ringe kår uden journalisters og forskeres adgang til arkiverne. De ville ikke kunne dykke ned og udfordre gældende »sandheder« eller eftergå de politiske beslutninger.

Som kultur- og forskningsinstitution bidrager Rigsarkivet med ny forskning og viden. I Danmark, som i de fleste andre dele af verden, bliver denne fælles kulturarv i stigende grad tilgængelig online. Uden fri adgang til arkiver vil der heller ikke være adgang til kirkebøger eller folketællinger, og tusinder af slægtsforskere vil være forhindret i at spore deres slægter.

Der er derfor også i fremtiden brug for et samlende sted, hvor en bred vifte af videnskabelige forskningsretninger skal finde sine grunddata. Det gælder for den historiske og den samfundsvidenskabelige forskning, men meget anden forskning er også afhængig af dokumentation og data til undersøgelser og forskningsprojekter. Det gælder f.eks. forskningen inden for sundhed og sygdom, klima, miljø, geologi m.m., som har brug for data fra arkiverne.

Alle kan bruge Rigsarkivet, og mange gør det, selv om de måske ikke lige ved det. Forskere og studerende er stadig en vigtig brugergruppe, men den største gruppe er slægtsforskerne. Andre er advokater, ejendomsmæglere, arkitekter, undervisere, journalister og myndigheder m.fl., som henter dokumentation. Museer og andre institutioner er også flittige brugere af Rigsarkivet, så de har kildegrundlaget i orden. Men også den helt almindelige dansker har adgang til Danmarks fælles hukommelse. Sådan skal det også være i fremtiden.

Fri adgang i det digitale Danmark

Danmark er et digitaliseret samfund, og siden 2010 har Rigsarkivet modtaget flere digitale arkivalier end papirarkivalier. Alene i 2016 godkendte og modtog Rigsarkivet digitalfødte arkivalier svarende til 45 km.

Rigsarkivet har længe været i en omstillingsproces til den nye virkelighed. Både rigsarkiv og medarbejdere skal udvikles og tilføres en række nye kompetencer og redskaber, som den digitale bevaring og tilgængeliggørelse fordrer, for at Rigsarkivet fortsat kan udfylde sine vigtige opgaver.

Vi er i fuld gang med omstillingen, og som det første nationalarkiv i verden fik alle i 2014 via internettet adgang til den fulde beholdningsregistrering til arkivalierne. Sidste år blev Rigsarkivets digitale tilbud benyttet ca. 4,5 millioner gange. Det vil sige, at omkring 99 pct. af brugerne er digitale. De har via internettet adgang til et sted mellem 70 og 90 millioner dokumentsider som folketællinger, kirkebøger, ejendomsdokumentation, brandforsikring, koloniarkiver mv. Men med Rigsarkivets mere end 460 km arkiver er der lang vej tilbage. Selvom Rigsarkivet er blandt de største udbydere af kulturarvsmateriale, udgør de scannede dokumenter kun ca. 1,2 pct. af papirarkivalierne.

Den digitale tilgængeliggørelse åbner arkiverne for alle, uanset om man bor i Hjørring, Ringkøbing, Rønne eller i udlandet, og adgang til arkiverne er uafhængig af åbningstiderne for læsesalene. Efterspørgslen efter digital adgang til den analog og digitalt skabte dokumentation og kulturarv er enorm og vil fortsat stige markant. Derfor er det afgørende at få scannet kilder i et meget større omfang, end tilfældet er i dag. Det fordrer, at der skal findes bedre og billigere løsninger på scanning, metadata og digital tilgængeliggørelse. Hvor hurtigt denne digitale omstilling kan ske, er et spørgsmål om prioritering og ressourcer.

De digitale muligheder udgør både Rigsarkivets største udfordring og samtidig vores og hele samfundets største muligheder. Det handler om vores fælles hukommelse, og lige nu er 99 pct. af hukommelsen fortsat kun arkiveret som papir.

Asbjørn Hellum er rigsarkivar på Rigsarkivet.