Eske Willerslev sætter den videnskabelige selvregulering i stå ved at bøje sig for identitetspolitisk logik

Det burde ikke være svært at indse, at en opfattelse af, at min viden er lige så god som din viden, overflødiggør institutioner som universiteter, med andre ord: At universiteterne er i gang med at grave deres egen grav. Vi har brug for stærke ledelser på universiteterne til at rette kursen op.

»Det interessante er, at for eksempel Eske Willerslev (billedet) – til trods for sin insisteren på, at opfattelsen af, at »enhver har sin egen sandhed« bør have en plads i videnskaben – jo også udtrykker stor tiltro til, at videnskabens selvregulering nok i sidste ende skal udskille teorien, hvis den virkelig ikke duer til noget,« skriver dagens kronikører. Niels Ahlmann Olesen

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forholdet mellem videnskab og politik debatteres livligt for tiden. Den almindelige opfattelse er, at der bør være et armslængde-forhold mellem politikerne og videnskaben, repræsenteret ved universiteterne. Politikerne bevilger på vegne af skatteyderne midler til driften af videnskabelige aktiviteter og definerer de generelle spilleregler (universitetsloven) – og universiteterne og deres forskersamfund tager sig så af prioriteringen af midlernes anvendelse. Dette arrangement sikrer forskernes frihed til at producere, sprede, kritisere etc. ny viden til gavn for generel erkendelse, og dermed, mere afledt, økonomisk dynamik, bedre organisering af samfundet, mere informeret retspleje, bedre sundhed med videre.