Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Erdogans drøm om en genskabelse af Osmannerriget

»Tyrkiets præsident, Erdogan, begynder i højere grad at gøre brug af en »historisk« politisk retorik, som refererer til det gamle Osmanniske Rige samtidig med, at Tyrkiet involverer sig mere aktivt i Syrien og Irak. Erdogan er fast besluttet på at sikre sig Aleppo i Syrien, Mosul i Irak og Kirkuk i det sydlige Kurdistan.«

»Erdogans (mis)brug af sin magt over for stadigt flere kommer ydermere til udtryk gennem de mange anholdelser, som finder sted lige nu,« skriver de tre kronikører om Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I skrivende stund hersker en af de vigtigste kampe imod Islamisk Stat (IS) i Iraks næststørste by, Mosul. En kamp, som har været med til at vise, hvordan det politiske billede ser ud i regionen, og hvilke interesser, de forskellige nationer har.

Syrien og Irak er blevet en legeplads for udenlandske interesser, hvor bl.a. USA, Irak, Iran, Rusland, Tyrkiet og Saudi Arabien viser deres standpunkter gennem handlinger og ytringer.

Det lykkedes IS at erobre den vigtige og historiske by, Mosul, i begyndelsen af juni 2014. Erobringen foregik uden større besvær for IS, selvom Mosul på papiret skulle være fyldt med soldater. Mange af disse irakiske sikkerhedsstyrker viste sig at være spøgelsessoldater, som kun eksisterede på papiret.

Nu, over to år senere, skal Mosul endelig befries, og det vil irakiske soldater i samarbejde med kurdiske peshmerga-krigere sørge for. Mere interessant er det, at en international koalition vil tage del i udførelsen, primært via luftstøtte. Det er opsigtsvækkende, at Tyrkiet befinder sig i denne koalition, på trods af at de som nation ikke er budt velkommen af Irak. Både den irakiske regering og befolkningen har givet udtryk for utilfredshed ved det tyrkiske militærs tilstedeværelse i Irak. Utilfredsheden kom bl.a. til udtryk ved demonstrationer i Iraks større byer.

Situationen bliver ikke bedre af, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, udtaler, at Mosul er tyrkisk og er en del af landets historie, hvor han her refererer til Osmannerriget, som eksisterede før den tyrkiske republiks grundlæggelse i 1923.

Kurderne – en torn i øjet på Erdogan

Samtidig med, at Tyrkiet tager del i kampen mod IS ved befrielsen af Mosul, ser man dem aktivt bekæmpe de enheder, som har vist sig mest effektive i kampen mod IS i Syrien og i det vestlige Kurdistan (syrisk Kurdistan).

Der er her tale om YPG, som er kurdiske frihedskæmpere, der befinder sig i det vestlige Kurdistan. Det er lykkedes YPG at frigøre kurdiske og syriske områder, bedst kendt er slaget om Kobane, hvor tyrkiske kampvogne forholdt sig passivt, alt imens en større kurdisk by blev destrueret. Slaget om Kobane blev symbolsk, specielt fordi det viste, at IS kunne bekæmpes, og flere eksperter mener, at IS’ rekruttering af unge fundamentalister er baseret på deres succes i kampe og erobring af et større territorium.

Peshmerga i det sydlige Kurdistan (irakisk Kurdistan) og YPG i det vestlige Kurdistan har befriet flere byer og landsbyer. Efter YPG’s succes erklærede regionen sig selvstændig, og man indførte demokratisk konføderalisme efter det ideologiske forbillede, den fængslede PKK leder, Abdullah Öcalans visioner.

Efter kurdernes succes meldte Tyrkiet sig mere »aktivt« ind i kampen mod IS, hvor Erdogan samtidig gjorde det klart, at de vil bekæmpe YPG, selvom YPG af flere nationer bliver betragtet som den mest effektive enhed i kampen mod IS og oven i købet har modtaget luftstøtte fra USA ved slaget om Kobane. USA har desuden udtalt, at YPG skal være ledende i befrielsen af IS’ højborg, Raqqa.

Tyrkiet falder nu kurderne i ryggen, idet de aktivt bekæmper dem i det vestlige Kurdistan. Årsagen hertil er formentlig frygten for, at kurderne i det nordlige Kurdistan (det tyrkiske Kurdistan) på samme måde som i det vestlige Kurdistan vil efterstræbe demokratisk konføderalisme.

Kurdernes fremmarch har resulteret i en stærk politisk modreaktion fra den tyrkiske regering. Dette førte til, at Tyrkiet blev langt mere aggressiv i sin omtale af det vestlige Kurdistan, og en stor anti-YPG-kampagne blev iværksat på alle de statskanaler samt radiostationer, der er loyale over for AKP i Tyrkiet. En overskrift i avisen The Sabah Daily, der er kendt for troskab over for Erdogan og hans parti, AKP, lød eksempelvis, at »PYD er farligere end IS« (PYD er YPGs politiske gren).

Overskriften blev bragt dagen efter, at kurderne havde befriet Tel Abyad, som havde været under IS’ kontrol i to år. Tel Abyad udgjorde en vigtig rute for IS og Tyrkiet, hvad angår udveksling af jihadister, våben og logistisk hjælp (flere IS-terrorister modtog behandling på tyrkiske hospitaler ved grænsen til Syrien).

I dag har Tyrkiet etableret sine egne »proxies«, som består af mange små ekstremistiske militser såsom Ahrar al-Sham (AAS). AAS er en milits, som har indgået alliance med den ekstremistiske gruppe Jabhat al-Nusra. Denne gruppe har krydset grænsen fra Tyrkiet til Syrien for at bekrige YPG. Der findes altså tyrkisk-støttede militser i Syrien, som har til formål at gennemføre tyrkiske interesser i fællesskab med tyrkisk militær.

En historie om vanvid

Erdogan begynder i højere grad at gøre brug af »historisk« politisk retorik, som refererer til det gamle Osmanniske Rige samtidig med, at Tyrkiet involverer sig mere aktivt i Syrien og Irak. Erdogan er fast besluttet på at sikre sig Aleppo i Syrien, Mosul i Irak og Kirkuk i det sydlige Kurdistan.

Erdogan påstår, at han og Tyrkiet har ret til disse steder, da områderne tidligere har hørt under Osmannerriget. Der er dog det faktum, at Osmannerriget som imperium ikke kun bestod af tyrkere, men også af bl.a. grækere, armeniere, arabere og kurdere.

Erdogans visioner har gennem hele hans regeringstid ledt til hans mål om at være der, hvor han er i dag. Militærkuppet 15. juli, som ikke nåede at udvikle sig, var med til at styrke hans position yderligere. Der blev udarbejdet en liste med navne på de personer, man hævdede var en del af kuppet, og de oplistede personer blev efter få døgn arresteret. Listen indeholdt bl.a. flere journalister, lærere, politimænd og forskere. Flere gymnasielærere blev kaldt hjem fra ferie. Specielt medier og nyhedskanaler har været hårdt ramt, hvis de var kritiske over for hans regering, men selv kurdiske børnekanaler, som viste tegnefilm, kunne ikke få lov til at eksistere.

Erdogan misbrugte også flygtningekrisen til egen fordel og omdannede den humanitære katastrofe til et politisk værktøj således, at han kunne afpresse EU på den politiske front. Erdogan ville oversvømme EU-landene med sine to mio. flygtninge og for at undgå dette, var EU nødsaget til at betale store summer til Tyrkiet, eftersom en række aftaler var indgået. Med sin magtposition udfører Erdogan nu flere og flere angreb på kurdiske og pro-kurdiske enheder i Syrien, senest et angreb på de syriske, demokratiske enheder i Aleppo-området.

Hvornår griber Europa ind?

Erdogans (mis)brug af sin magt over for stadigt flere kommer ydermere til udtryk gennem de mange anholdelser, som finder sted lige nu.

På det seneste er adskillige folkevalgte parlamentarikere fra det venstreorienterede og pro-kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti (HDP), blevet fængslet bl.a. på baggrund af deres udtalelser. I den forbindelse kan varetægtsfængslingen af de to borgmestre, Gültan Kisanak og Firat Anli, nævnes. De blev fængslet 25. oktober, da det hævdedes, at de sympatiserer med PKK (Kurdistans Arbejderparti). Som led heri blev rådhuset samt Kisanaks og Anlis hjem ransaget, og de blev desuden frataget deres ret til at tale med deres advokater i fem dage. De to ledende kurdiske politikere fra partiet HDP, Selahattin Demirtas og Figen Yuksekdag, er også blevet fængslet. Fundamentale menneskerettigheder bliver krænket, og det er efterhånden blevet svært at adskille Tyrkiet fra andre diktaturstater. Når Erdogan begår disse overgreb på demokratiske værdier, fjerner han dermed muligheden for en diplomatisk og politisk løsning på den konflikt, som hersker i landet.

Spørgsmålet herefter er, om det stadigt stigende antal af overgreb på menneskerettigheder ikke er nok til, at Europa begynder at løfte pegefingeren over for Tyrkiet med Erdogan i spidsen? Og hvad med Tyrkiets kampe mod kurdiske enheder, som kæmper for demokratiske formål, samt Erdogans udnyttelse af flygtningekrisen? Hvor meget mere skal der til, før det internationale samfund begynder at gribe ind?