Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Er vores sygehussystem defekt?

Politikerne tør ikke prioritere, når det gælder sygehusene. I valgkampen gjorde både den tidligere og den nuværende statsminister et stort nummer ud af, at alle skulle have den bedst mulige pleje uanset prisen. Men man skal huske, at ingen prioritering også er en prioritering.

»Jeg kan blive træt i ansigtet, når de, vi har valgt til at prioritere på vores vegne, ikke gør det. Det er ansvarsforflygtigelse,« skriver Lars Møller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kritikken regner ned over vores sygehuse. Isolerer man kritikken til de mange enkeltsager, så er der ingen tvivl om, at der sker fejl. Også fejl, som er så alvorlige, at folk dør af dem.

Det er der egentlig ikke noget nyt i. I en stor organisation med mange mennesker kan fejl ikke undgås, men man kan lære af dem. Ingen laver fejl med vilje, men uanset hvor dygtige folk er, så opstår der fejl. Der er i mine øjne ikke tvivl om, at langt de fleste af de mennesker, der er ansat på vores sygehuse, yder en stor og helhjertet indsats. Vores sygehussystem er ikke defekt, men man har fra politisk side konstrueret et system som langsomt bliver udhulet – og det er ikke de ansattes skyld.

Der har på det seneste været en række gode kronikker i Berlingske, der har beskrevet dele af problemet, senest med Peter Schwarz’s kronik mandag 5. oktober. Kronikkerne er skrevet af fagfolk, men de fokuserer på hvert sit område – ikke på hele systemet.

Den måde, man har konstrueret systemet på, kan bedst sammenlignes med en boksekamp, hvor man har sørget for, at den ene bokser har fået bundet sin ene arm fast. Efterhånden som omgangene fortsætter, bliver bokseren med den fastbundne arm dårligere og dårligere, indtil han til sidst bliver slået ud.

Det at drive et sygehus er en kompleks affære, som kræver en langsigtet planlægning, nogle hensigtsmæssige bygninger med moderne udstyr og et veluddannet personale. Der er ikke tvivl om, at det er det veluddannede og motiverede personale, der gør forskellen på et middelmådigt og et godt hospital.

Overordnet kræver et veldrevent hospital også, at ledelsen afpasser anvendelsen af ressourcer med de ressourcer, som samfundet stiller til rådighed. Der skal – fuldstændig som i en civil virksomhed – være balance mellem det, man bruger, og det man får ind. Hvis man bruger mere, må der spares.

Der, hvor man kan hente de virkelige besparelser, er ved at afskedige personale. Personale er nemlig dyrt, men generelt er afskedigelser ikke godt. Det går ud over kvaliteten af den ydelse, man producerer på et hospital, nemlig tilfredse patienter, der i videst muligt omfang overlever de sygdomme, som hospitalet kurerer. I det ideelle system kunne man overlade hospitalets ledelse og administration til at lave langsigtede planer og budgetter og dermed sikre den bedst mulige pleje og produktion i forhold til de midler, der er til rådighed. Hvis det ikke virker, er ledelsen formentlig uduelig og bør udskiftes med nogen, der kan finde ud af det.

Sådan foregår det desværre ikke i Danmark. I Danmark har man indbygget en usikkerhed, der virker tåbelig for almindelige mennesker. Man har umuliggjort, at ledelsen for et hospital kan lave en ordentlig planlægning, fordi man fra politisk hold ikke vil foretage den nødvendige overordnede prioritering, der skal skabe rammen for vores sygehuse.

Under valgkampen gjorde både den tidligere og den nuværende statsminister et stort nummer ud af at understrege, at alle skulle have den bedst mulige pleje uanset prisen. Man kan godt forstå ulysten til at prioritere under en valgkamp, fordi politiske modstandere straks ville kaste sig over den formastelige, der ville unddrage alvorligt syge den mest effektive medicin. Det gør sig godt i en valgkamp, men i disse tider hvor finansloven støbes, fremgår det med al tydelighed, at det ikke passer. Anvendelse af samfundets ressourcer er altid en afvejning.

Man skal huske, at ingen prioritering også er en prioritering. Der er ingen undskyldning for ikke at kende sammenhængen. Den nye medicin, der kommer på markedet i dag, kan være mere effektiv og målrettet mod specifikke sygdomme, men den er også ekstrem kostbar. Der er ingen reguleringsmekanismer, hvorfor industrien stort set selv fastsætter prisen. Valget står ikke mellem den mest moderne medicin eller ingenting. Valget står mellem den mest moderne medicin og velafprøvet medicin, som måske, men kun måske, er en anelse mindre effektiv.

Hvis man selv ligger på hospitalet og lider af en farlig sygdom, så vil man uden tvivl sætte stor pris på den mest moderne og mest effektive medicin, uanset prisen. Men ser man lidt på den store ramme, så betyder voldsomt forøgede medicinudgifter, at der skal spares andre steder. Hospitalets balance mellem udgifter og indtægter skal holdes. At man ikke vil prioritere, betyder at prioriteringen foregår på vores hospitaler. Det er ansvarsforflygtigelse. Politikerne er ansat til at foretage overordnede prioriteringer i samfundet. Hvis de ikke gør det, skubber de ansvaret ned på den lokale hospitalsledelse.

Ledelsen forsøger at spare, hvor den kan. Rengøring er et eksempel, som i den seneste tid har været i medierne. Hvis man sparer på rengøring, bliver der mere beskidt. Det er ikke særlig svært at regne ud. Oftest er det ikke nok, fordi udgifterne til medicin farer mod himlen. Man må ud og spare på personalet. Eksempelvis kan man behandle en patient med en marginalt bedre medicin, men det koster en mio. kr. om året. For eksemplets skyld svarer dette til årslønnen til tre sygeplejersker (jeg håber virkelig, de får mere i løn), og nu bliver det rigtig grotesk.

Når man sparer på personalet, bliver ens kerneproduktion dårligere. Plejen af patienter og den tilbageblevne rengøring bliver ringere. Ikke fordi personalet ønsker det. De gør, hvad de kan. De løber hurtigere, men uanset hvad de gør, bliver resultatet ringere. Personalet bliver stresset, risikerer at lave fejl og bliver syge. Det resulterer i at erstatningspersonale må indkaldes, hvilket fortsætter den dårlige udvikling, fordi de i sagens natur ikke kan være lige så rutinerede som de gamle. Det bliver tåbeligere endnu. De patienter, som måske overlevede takket være den nye medicin, kan ikke få genoptræning, fordi genoptræningspersonalet er blevet bortsparet. De risikerer at dø, fordi de ikke får den nødvendige efterbehandling.

Denne udvikling vil beklageligvis fortsætte, indtil man politisk erkender situationen.

Når situationen først er trængt ind i den politiske bevidsthed, er der tre mulige løsninger.

Man beslutter sig politisk for at undersøge, hvordan man gør i andre nationer. Jeg er absolut ikke ekspert, men jeg ved, at man bliver nødt til at prioritere i stort set alle livets forhold. I Norge og Storbritannien har man, som jeg har forstået det, et system, som dels skal sikre bedre medicinpriser, og dels skal vurdere, om virkningen af den moderne medicin står mål med udgiften. For Norges vedkommende betyder det, at den mest moderne medicin ikke er til rådighed så hurtigt som i Danmark, men den er langt billigere. Man har også nogle systemer, der i princippet afvejer den mulige medicins virkning i forhold til udgifterne, og undertiden fravælger man medicin, hvis virkning ikke står mål med udgifterne.

Den anden mulighed er, at man fra politisk hold (altså fra statens side) beslutter sig for at holde udgifterne til medicin ude af hospitalernes budgetter. Hermed kan man politisk direkte se, hvad man støtter medicinalindustrien med. De enkelte hospitaler kan planlægge ud fra kendte parametre og får ikke hele tiden undermineret deres budgetter af noget, de alligevel ikke kan tage højde for.

Den tredje mulighed er, at man fortsætter som hidtil, nemlig med ikke at gøre noget.

Personligt opfatter jeg livet som en slags smørrebrødsseddel. Man kan sætte krydser i forskellige felter og må derfor leve med konsekvenserne. Hvis man som jeg har sat kryds i det felt, som hedder tobaksrygning (der er tre felter: cigaretter, cigarer og pibe – og jeg har sat kryds i de to sidste), så er min risiko, at jeg har en forøget risiko for cancer i mundhulen. Får jeg det, skal jeg nok lade være med at jamre. Vi træffer nogle valg og må leve med konsekvenserne. Dette gælder alle.

Jeg kan blive træt i ansigtet, når de, vi har valgt til at prioritere på vores vegne, ikke gør det. Det er ansvarsforflygtigelse, specielt når ingen prioritering virker som en prioritering af de helt forkerte ting.