Er operaen i krise – eller er kulturen i krise?

»Der mangler engagement, seriøsitet og kærlighed i kulturpolitikken. Det er som om, man kun påskønner kulturinstitutionerne, når balletten sendes af sted for at sælge skinker til kineserne.«

Operaen eller Københavns Operahus på Holmen havde 10-års jubilæum d. 15. januar. Bygningen er tegnet af arkitekt Henning Larsen og har Mærsk McKinney Møller som initiativtager, bygherre og mæcen. Fotograferet fra Amaliehaven.
Læs mere
Fold sammen

Ti-årsjubilæet for Operaen på Holmen for nylig blev fejret med aviskritik af den faldende belægningsprocent og af operachef, Sven Müllers, manglende synlighed i dagspressen. De tal, der ligger til grund for kritikken, tyder på krise, men man bør være forsigtig med at lægge sig fast på årsagerne.

Gennem kritikken fornemmer man et nostalgisk tilbageblik på de gyldne tider, hvor bygningen var ny og skandaleombrust. Det gav selvfølgelig et vist boom af engangs-publikum, men det kan man ikke leve af i længden.

Læs også: Operahuset fylder ti år: I lyst og nød med skibsrederens operahus

At Operaen ikke er omkranset af et decideret by-rum er et problem. Det ville være fint, hvis der blev bygget en overdækket bro med butikker a la Ponte Vecchio i Firenze – eller et forbindende undervands-kvarter med metrostation, parkeringskælder, butikker og restauranter i glascylindre op over havoverfladen; wauw!

Men disse fravær kan heller ikke forklare det vigende besøgstal. Med al respekt for daværende operachef Kasper Holtens indsats og karismatiske synlighed er det naivt at sætte sin lid til en særlig chef-karisma, som skulle kunne skabe mirakler og løse dybereliggende kulturelle problemer. Den slags ideer findes kun i teorierne for »new public management«, og hvis de fandtes andre steder, var der for alvor noget galt et andet sted i systemet. Der skulle jo helst ikke gå Se-og-Hør i kulturlivet.

Opera er kultur – eller burde i det mindste være det – og som sådan burde den være dybere forankret i befolkningen, end at den bare skulle kunne fremmes ved lidt presse-show og anden hurlumhej. De steder i verden, hvor man virkelig har operakultur, er der bevågenhed om, hvad der foregår – også blandt folk, som egentlig ikke selv deltager i løjerne.

Opera er – sammen med anden klassisk musik, litteratur, teater, malerkunst, arkitektur osv. – en væsentlig del af Europas sjæl. Hermed mener jeg, at den – i samspil med alle de andre kunstarter – er et vidnesbyrd om de trængsler og bestræbelser, det europæiske menneske har gennemlevet i sin historie, og som ligger til grund for det samfund og den livsform, vi europæere har skabt. Og som resten af verden misunder os.

Læs også: Operaen uden ansigt

De store kunstværker er som spejle, hvori vi genkender os selv og forstår os selv. Det er netop dette, der kendetegner kultur i modsætning til »event«, underholdning, pjat og pjank, som ikke leder mod forståelse, men snarere mod forglemmelse. Måske er operaens krise i virkeligheden en kulturkrise – en fordrivelse fra seriøs kunst.

I min pure ungdom var der en klog mand, der spurgte mig: »Har du nogensinde tænkt på, at det kan mærkes på en by, at der hænger et betydeligt maleri på dets kunstmuseum?«

Nej, det havde jeg ikke tænkt på dengang, men det har jeg siden: I Holstebro er man stolt af sin Giacometti-skulptur. Da Francesco Christofoli fik den »vanvittige« ide at opføre »Nibelungens Ring« i Aarhus, var alle i den jyske hovedstad klar over, at der skete noget betydningsfuldt.

Ikke alle interesserer sig for opera. Heller ikke alle interesserer sig for håndbold. Men det er vigtigt, at alle forstår vigtigheden af, at nogle interesserer sig for opera, og vigtigheden af, at opera-kulturen trives på maksimalt niveau. En kulturnation som Danmark skal tilstræbe det ypperste på alle områder:

Universitetsverdenen skal være fuldfakultær for at sikre, at den højeste viden findes i alle fag. Kunstverdenen skal tilstræbe det sublime i alle kunstarter. I befolkningen skal der forefindes viden, indsigt og forståelse af alt; og denne forståelse skal vedligeholdes fra generation til generation, da den ellers vil smuldre. Hver gang en person dør, forsvinder der også en viden, som helst skulle være transformeret til en anden.

At vedligeholde kulturen betyder ikke, at man kun skal pleje den museumsagtigt, selvom dette er vigtigt, men også at man skal forny den, ligesom en rullende snebold gør med sig selv: Lader noget drysse af, mens andet klistrer sig på.

Operaen er i udpræget grad en repertoire-kunstart, der har udviklet sig siden 1500-tallets slutning. Standard-repertoiret består af et stort antal mesterværker, som trods omfattende brug har vist sig uopslidelige. Disse mesterværker rummer hver for sig en elementær udtrykskraft. Nogle brillerer ved deres alvor og dybde, andre ved deres befriende komik og atter andre ved deres almenmenneskelige banalitet.

Den mest populære opera er nok Puccinis højniveau-trivi »La Bohème«, mens Alban Bergs »Lulu« – takket være sin »svære« 12-tonemusik – hører hjemme blandt de mindst populære.

Søndag eftermiddag 23. november udspillede der sig noget interessant i København: På Operaen opførtes »Lulu« for en nærmest mennesketom sal. På Gammel Scene opførtes »La Bohème« for fuldt hus. Tilskuerkrise – publikumssucces?!

Var der noget galt i det? Havde operachefen kikset med en fuser? Nej. Det var helt rigtigt, at Den jyske Opera gæstede hovedstaden med klassikeren »La Bohème«, som skal opføres igen og igen, lige så længe, der er publikum til den. Men det var også helt rigtigt, at operachef Sven Müller udfordrede danskerne med den svære »Lulu«, der for længst har etableret sig i det store repertoire på verdensscenerne.

Læs også: Sven hvem?

Problemet med det tomme hus var måske, at Danmark ikke er helt med på noderne i den moderne musikverden. Jeg bliver nok ikke populær på det, jeg siger nu, men skidt med det: Fiat veritas, pereat vita – lad sandheden åbenbares, om så livet forgår:

Jeg har ladet mig fortælle, at adskillige universitetsuddannede musik-gymnasielærere stort set er uvidende om klassisk musik. Det svarer til fysiklærere, der ikke kender Einsteins relativitetsteori. Problemet er i øvrigt ikke nyt:

Allerede da jeg i min barndom var rektor for et musikkonservatorium, var der en af mine rektorkolleger, der karakteriserede Danmark som et musikalsk u-land. Det var dengang, man mente, at viden var skadelig for kreativiteten, og at kreativitet betød rekreativitet. Måske havde han ret; måske er Danmark det land i Europa, der forvalter sin kulturarv mest skødesløst.

Det kan godt være, det skal være sådan. Hvis kultur- og uddannelsespolitikere mener, at det er ligegyldigt, om de opvoksende generationer kender Carl Nielsen, så må man jo bare tage det ad notam – ligesom Heinrich Heine, der måtte finde sig i, at fiskehandlerne brugte hans »Buch der Lieder« som indpakningspapir.

Men hvad skal vi så med en Opera på Holmen? Hvis vi vil synge opera sammen med resten af Europa, må vi tage kunstarten alvorligt. Vi må i det hele taget tage den klassiske musikkultur mere alvorligt i det almene uddannelsessystem fra børnehave til gymnasium. Ellers får vi generationer, som ikke kan afkode musik, der bevæger sig ud over 16 takter og tre akkorder.

Vi har dem måske allerede?

Det, der savnes i kulturpolitikken er engagement, seriøsitet og kærlighed. Det er som om, man kun påskønner kulturinstitutionerne, når balletten sendes af sted for at sælge skinker til kineserne. Eller som en af mine mange fremragende konservatorieelever sagde efter sin eksamen: »Det er som om, man giver os en flot og dyr uddannelse, og derefter er fuldstændig ligeglade med os.«

Læs også: KULTURBLOKKEN: Billetprisen skal ned

Vi savner, at politikerne mener det alvorligt, og ikke bare drysser kulturpenge ud for derefter at gå i flyverskjul bag armslængdeprincippet, sådan som de gjorde, da de nedlagde UnderholdningsOrkestret.

Gør jer klart, om I vil have en operakultur eller ej og betal så, hvad det koster. Hvis Operaen ikke giver nok for pengene, kan I sætte en oplevelsesøkonom til at kigge på det. Men måske er det snarere hele kulturpolitikken, der trænger til et kasseeftersyn.