Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Er OL leg eller spil?

Vi kan være glade for, at det danske sprog kan differentiere mellem leg og spil – og på en anden måde end play og game på engelsk. Hverken ordene Olympic Games og Olympiska Spel eller »Olympiske Lege« er forkert. De fortæller forskellige historier og forbinder forskellige fænomener på kryds og tværs med hinanden.

Henning Eichberg. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Oversætter man engelsk game til dansk »spil«, så virker det ganske uproblematisk. Vi taler om fodboldspil, tennisspil og håndboldspil. Men så burde Olympic Games hedde Olympiske Spil – og det gør de ikke. Eller den anden vej rundt: Ud fra »leg« burde man på engelsk sige Olympic Play – og det gør man heller ikke.

Paradokset træder igen frem, når man på svensk taler om Olympiska Spel, altså ved at oversætte games. Olympisk Lek ville på svensk have undertoner af børneleg, for eksempel når de små i børnehaven leger olympisk sport.

Der sniger sig altså undertoner ind i sproget, som har rod i flere virkeligheder. Hvis vi på linje med det svenske sprog ville tale om Olympiske Spil, så ville det være noget som computerspil eller lykkespil. Danske Spil administrerer pengespil. Olympiske spil kunne således være tipning på resultater eller et computerspil, hvor man spiller den olympiske sports figurer og roller.

På tysk er der intet problem, da man kun har ét ord om leg og spil, nemlig Spiel. Med denne baggrund kunne man, siden Friedrich Schiller, godt udvikle store, altomfattende teorier om Spiel. De havde bare det ulempe, at de ikke ord for ord kunne oversættes til dansk og vores dualisme af leg og spil. Teorierne måtte så at sige omdigtes. Og det samme gælder den anden vej rundt, for oversættelsen mellem play/game-filosofier til en omfattende Spiel-teori.

Men er der kun to fænomener under leg-spil-tematikken? Ved nærmere betragtning bliver billedet mere broget. I forhold til de Olympiske Lege kan man finde i det mindste tre forskellige betydninger.

Olympiske games betegner de konkurrencer, som foregår i de specialiserede faciliteter og som udgør den Olympiske sports centrale del. Olympia tematiseres dog som play, når man i festtaler vil begrunde begivenheden ud fra menneskets skønne og høje legekultur. Her refereres gerne til børnenes leg eller til Schiller og Nietzsche for at ophøje den kommercielle begivenhed til noget æstetisk dybt og værdifuldt. De Olympiske »Lege« på dansk ligger tættere op ad denne Olympiske ideologi end ordet Olympic Games. »Leg« runger mere helligt end »spil«. Noget tredje er play som display, på linje med theatre play, fremvisning og show. Pierre de Coubertin lancerede de moderne Olympiske Lege for at skabe et festligt teater af religiøs karakter. Fakkelløb, åbnings- og afslutningsceremonier repræsenterer den »Olympiske ånd« gennem skuespil.

 

Vi samler altså mindst tre forskellige fænomener under de to leg/spil-begreber: Leg og play er spontan og proces-orienteret, mens spil og game følger regler og organisering og er resultatorienteret, som fodboldspil og lykkespil. Dyr leger, men spiller ikke. Leg har mere med latter at gøre, spil derimod mere med spænding. Er vi legesyge, så er vi ikke syge, men spilleafhængighed er en sygdom, ludomani. Og så er der skuespil og display som fremvisning, som hvis vi spiller klaver, teater eller rollespil. (Og vupti, så rejser sig her et yderligere oversættelsesproblem, da engelsk display sprogligt hænger sammen med play, altså med leg, mens vi på dansk netop ikke taler om skueleg, klaverleg eller teaterleg, men om spil på scenen.)

De komplekse sproglige forhold udfordrer altså grundlæggende vores stræben efter logisk sammenhæng. Logisk set burde Olympic Games hedde Olympiske Spil. Med deres rekordstræben og hightech-måling er disse konkurrencer resultatorienterede, altså spil. Eller også kunne vi tale om Olympisk Arbejde, når vi ser højtlønnede lønarbejdere konkurrere på banen? Atleterne var engang amatører, hvilket var Coubertins oprindelige ideal – derefter blev de statsamatører i fascismens tegn og senere i den Kolde Krigs epoke – og nu kan de officielt være professionelle og lønnet gennem statsadministrationer og gennem markedets kapitalejere. Olympiske Lege – Olympisk Arbejde?

Sprogets problemer leder os hen til grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi konstruerer vores viden. Logikken lægger op til at sortere virkeligheden i små veldefinerede kasser: Spiel versus arbejde, leg versus spil, game versus play – og så måske noget tredje. Og når det ikke helt passer – som på dansk med de Olympiske »Lege« – så spørger vi forundret: Hvorfor nu det? Spørgsmålet som sådan er godt nok. Men så snart vi tror, at hvorfor-spørgsmålet kan føre os frem til en kausal forklaring, så får vi et problem. »Det er fordi…« – denne kausale logik gælder nemlig ikke for menneskelige forhold. Kausal rationalitet – hvis A så B – er afledt af fysik og matematik. Den gælder ikke for menneskenes liv og ikke for samfundsmæssige, sproglige, kulturelle og historiske forhold. Men ved siden af det logiske, »forklaringen«, har vi mennesker også evnen til dybere (sprog-) »forståelse«. I forholdet mellem leg og spil, er der intet »rigtigt« eller »forkert«, men forskellige logikker finder deres udtryk i forskellige sprog. Og disse logikker kan vi godt forstå.

Når vi bestræber os på at være logiske, så forudsætter vi, at der kun eksistereréen eneste logik. Denne tro er meningsfuld for mellemmenneskelig kommunikation, og ingen vil være ulogisk. Men sprog følger ikke bare én ensartet og overordnet logik og putter ikke virkeligheden i universelt veldefinerede små kasser. Der er en dybere mening i, at mennesker taler mange sprog. Uden at kunne sammenligne de danske sproglige forhold med engelsk, svensk og tysk ville vi næppe opdage de mangfoldige nuancer omkring leg og spil. Uden at møde de andre sprog ville vi ikke være i stand til at finde os selv.

Og verdenen er langt større endnu. På koreansk har man tre og på kinesisk fire forskellige begreber for leg/spil, med hver deres specifikke nuancer: leg, spil, konkurrence, underholdning...

I sprogenes mangfoldighed ligger der altså en dybere poesi og mangfoldighed af logikker. Sprogforståelse er altid en forståelse af de andre og af os selv i vekselvirkning, som baserer sig på en anerkendelse af mangfoldigheden og af det anderledes. Vi kan være glade for, at det danske sprog kan differentiere mellem leg og spil – og på en anden måde end play og game på engelsk. Hverken ordene Olympic Games og Olympiska Spel eller »Olympiske Lege« er forkert. De fortæller forskellige historier og forbinder forskellige fænomener på kryds og tværs med hinanden. Som vi alle kan se i Rio: Spillets resultatorientering, konkurrence og spænding. Legens uforglemmelige billeder og dens »hellige« følelser, når nationalhymnen istemmes. Skuespillets pompøse iscenesættelse og fremvisningspragt. Underholdning (»det er bare leg«) og alvor (»her står noget på spil«). Det »barnlige« og det »voksne«. Enhed og modsigelser.

Paradokset mellem Olympic Games og de Olympiske »Lege« viser altså en kreativ og legende »uorden« og mangfoldighed inden for sprogenes orden – at sprog er leg i sig selv. Og at menneskene grundlæggende er legende væsener.

Er de Olympiske Lege måske en del af denne legende poesi? På trods af alle forsøg om at opbygge et produktionssystem omkring kropslige rekorder, at måle menneskenes præstationer med en universel målestok, at ranke deres resultater og hierarkisere dem i medaljetabeller, at streamline atleterne med overtræning og doping og gennem korruption at tjene millioner på dem – så mødes da mennesker, disse legende væsener, i tværfolkelig fest og i livlig sprogforvirring…

 

 

 

 

Henning Eichberg er historiker og kultursociolog på Syddansk Universitet. Hans seneste bog er: »Questioning Play. What play can tells us about social life«, London, Routledge 2016.