Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Er Obama virkelig så passiv?

Supermagt. Hvis man tillader sig at betragte præsident Obamas nu fem år ved magten lidt fra oven, vil man nok opleve, at der faktisk er sket betydelige ændringer. Verdenspressen har lukket øjnene for den igangværende udviklingsproces, men det betyder ikke, at Barack Obama har mistet hverken sine intentioner eller idealer.

Præsident Barack Obama. Hans tilsyneladende passive udenrikgspolitik er led i en større strategi, skriver kronikøren. Foto: Jason Reed Fold sammen
Læs mere

Barack Obama er blevet kritiseret for sin passivitet i forhold til Syrien-konflikten, sin manglende håndhævelse af »den røde linje« og sine knap så præcise udmeldinger over for den amerikanske befolkning, pressen og det globale samfund generelt. Ikke så få kritikere har påpeget, at Obama forspilder sin chance for at markere USA som verdens eneste supermagt, mens andre har understreget det essentielle i, at den amerikanske præsident burde gå forrest i kampen for demokrati og menneskerettigheder. Verdenspressen er i sin søgen efter den stærke leder og de blodige militære konflikter hoppet med på vognen, og ikke bare det amerikanske folk har fået opfattelsen af Obama som en svag præsident uden et reelt udenrigspolitisk mål, for selv blandt førende europæiske eksperter er der mistillid at spore.

Men tænk, hvis Obama-administrationen i virkeligheden har en omfattende plan klar i kulissen, som ikke direkte udtrykkes, men i stedet langsomt realiseres gennem Obamas ageren. Tænk, hvis præsidenten er ved at implementere en ny udenrigspolitisk strategi, der nytænker USAs position globalt, og som både styrker amerikanernes selvforståelse, landets velfærd og dets muligheder på den internationale arena. I øvrigt tre parametre som er uløseligt forbundet.

De fleste af verdens lande har en udenrigspolitisk målsætning, som dels består i at øve indflydelse over omgivelserne, dels at bibeholde sin autonomi i forhold til dem. Dette inkluderer for USAs vedkommende tre aspekter, der overordnet betegnes homeland security – værdifremme og national velfærd – og som alle er med til at forme den amerikanske ageren i udenrigspolitiske spørgsmål. Begrebet homeland security udtrykker den fysiske sikkerhed, hvor fokuspunkterne samles som beskyttelsen af amerikansk territorium mod specielt terror og naturkatastrofer, mens værdifremme omhandler udbredelsen af amerikanske kerneværdier som demokrati og markedsøkonomi, og national velfærd koncentrerer fokus omkring national økonomisk vækst.

Det er på sin vis naturligt, at det for såvel eksperter som for den almene borger er svært at skabe sig et overblik over USAs position i forhold til Syrien-konflikten. At Obama skulle være gået fra at praktisere en overordnet og langsigtet politisk plan til at tage én konflikt ad gangen uden at følge noget egentligt mål kan derfor også virke næsten indlysende at tro. Men måske er det netop planen, at USA stiller sig mere afventende i forhold til konflikter i Mellemøsten og i stedet retter blikket mod verdens vækstlokomotiver i Asien. Man kan altså tale om, at der er ved at ske en reel ændring i måden at tænke USAs position globalt, men det betyder ikke, at USA står uden en udenrigspolitisk strategi.

Den nutidige unipolære verdensorden befinder sig i en tilstand med USA som eneste supermagt grundet landets politiske og økonomiske dominans, men dette verdensbillede vil i de kommende år med stor sandsynlighed ændre sig således, at Asien får større indflydelse grundet den ekspanderende økonomi i den del af verden. Det vil – som den australske forsker i udenrigspolitik John Lee har pointeret – dog ikke nødvendigvis betyde, at USA mister sin styrke, men derimod øge afhængigheden landene imellem. USA kan dog ikke bare stille sig passivt over for udviklingen, men må i stedet søge at øge sin påvirkningskraft på de områder, som bliver vigtige i fremtiden.

Man kan således gætte på, at USA vil bibeholde sin position som verdens eneste stormagt samtidig med, at der vil opstå en form for økonomisk magtbalance, der i et eller andet omfang vil være et led i den demokratiseringsproces, som den amerikanske politolog Francis Fukuyama har fremhævet i sin fremtidstese om det liberale demokrati og den fri markedsøkonomis endelige sejr. For Obama kan det ikke betale sig at føre en hverken neokonservativ eller realismebaseret politik med værdifremme som det vigtigste aspekt, hvorfor Obama i stedet efterstræber en blanding af en neoisolationistisk og liberal internationalistisk stil, hvor det er det nationale sikkerhedsaspekt – altså homeland security – og den nationale velfærd, som er omdrejningspunkterne.

Obama kan nemlig med sin nytænkning af amerikansk udenrigspolitik og derved et øget fokus på den asiatiske drøm være med til at booste den amerikanske økonomi, hvilket vil skabe grundlaget for de sociale reformer, som Demokraterne har i sigte. Ligesom han kan styrke den nationale sikkerhed ved ikke egenhændigt at involvere sig militært i konflikter, der rummer stærke kulturelle og religiøse aspekter, men derimod samarbejde gennem internationale institutioner og på baggrund af internationale regelsæt, som i øvrigt i stort omfang er blevet til på amerikansk initiativ og ofte fungerer til gavn for amerikanske interesser. På et teoretisk plan kan man altså kombinere den amerikanske politolog Samuel Phillips Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød med Fukuyamas fremtidstese for at skabe et mere nuanceret billede af verdenssituationen anno 2013. Og det selv om Huntigtons værk »The clash of civilizations« (1996) oprindelig blev skrevet som et modsvar på Fukuyamas udgivelse »The end of history and the last man« (1992).

Den seneste udvikling i Syrien-konflikten, hvor FNs sikkerhedsråd på opfordring fra Rusland enstemmigt har vedtaget en resolution om destruktionen af præsident Bashar al-Assads arsenal af kemiske våben, understreger de nye tendenser i USAs nuværende udenrigspolitik. Dermed kan Obama ved at føre en overvejende nationalt fokuseret politik med enkelte, men vigtige internationalistiske træk indirekte udbrede amerikanske værdier og samtidig styrke den amerikanske økonomi og sikkerhed. Obama kan med andre ord blive den første amerikanske præsident, som endegyldigt formår at bygge bro til den asiatiske verden og derved styrke udbredelsen af det liberale demokrati. Det betyder ikke, at USA vil miste sin position som verdens eneste supermagt, men USAs ageren vil komme til at ske på mere demokratisk vis, om man vil. Så selv om der ikke tales om en officiel Obama-doktrin, kan man sagtens påpege, at Obamas nye grand strategy indirekte kommer til udtryk.

Der findes en række gode argumenter for, at der eksisterer en gennemgående kontinuitet i den amerikanske udenrigspolitik bedst eksemplificeret ved de fakta, at USAs nationale interesser forbliver de samme over tid, og at de forvaltende institutioner i deres kultur besidder en gennemgående uvillighed til ændringer. Men med den markante nyordning, som Obama lægger op til, er det ikke usandsynligt, at USA i fremtiden globalt kommer til at spille en mere tilbagetrukket, men ikke mindre væsentlig rolle.

Obama har klart slået fast, at USAs position som verdens politibetjent er forbi, ligesom han som den første amerikanske præsident i flere årtier har løftet blikket fra det mellemøstlige navlepilleri og kigget på verden som en helhed. At Rusland har fået plads til at markere sig, bør ikke ses som et amerikansk nederlag, men derimod som et demokratisk fremskridt, idet Ruslands indblanding i Syrien-konflikten er sket efter pres fra USAs side. En parallel kan trækkes til efteråret 1962, hvor den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy gennem pres på Sovjetunionen formåede at undvige en atomkrig som kulminationen på Cubakrisen. Selv om situationen i dag i et sikkerhedsmæssigt perspektiv ikke har nær samme alvor, bør tendensen ikke undervurderes, for Obama kan være i gang med noget, som tangerer det geniale.

Følger man strømmen, er det selvfølgelig nemt at affærdige den Obama, som i 2008 gik til valg på et løfte om forandring og med brændende taler vandt opbakning over hele kloden. Men hvis man tillader sig at betragte Obamas nu fem år ved magten lidt fra oven, vil man nok opleve, at der faktisk er sket betydelige ændringer. Verdenspressen har lukket øjnene for den igangværende udviklingsproces, men det betyder ikke, at Barack Obama har mistet hverken sine intentioner eller idealer. Pointen er bare, at USAs fremtid ligger i Asien fremfor i Mellemøsten, og Obamas ageren er derfor alt andet end passiv – den er udtryk for en bevidst og gennemtænkt strategi.