Er Kim Jong-un en mus, der brøler?

I 1955 udgav den engelske forfatter Leonard Wibberley den satiriske roman »Musen, der brølede«.

Bogen fortæller om det lille hertugdømme Grand Fenwick, hvor den kvindelige regent og statsministeren udtænker en genial plan for ar redde deres land fra en truende konkurs – at gå i krig mod USA, tabe – og så modtage en masse amerikansk genopbygningsstøtte.

Man får den tanke, at selv om Nordkoreas hersker, Kim Jong-un, først er født i 1984, må han have læst bogen eller set filmen, der blev indspillet med Peter Sellers. For det er tilsyneladende den taktik, Nordkorea for øjeblikket forsøger at forfølge.

Under Anden Verdenskrig havde japanerne okkuperet Korea, men efter krigen blev landet overgivet til de allierede, der havde aftalt en deling ved den 38. breddegrad. Den nordlige del blev okkuperet af den sovjetiske hær, og i 1948 blev Den Demokratiske Folkerepublik Korea oprettet med Kim Il-Sung som leder og formand for kommunistpartiet, hvorefter Den Røde Hær forlod landet.

Sydkorea var kort forinden blevet dannet som en republik. De to koreaer blev inddraget i den kolde krig mellem øst og vest og i 1950 førte det til en direkte konfrontation mellem landene, Koreakrigen, Nordkorea invaderede Sydkorea for at genforene de to adskilte lande. I krigen stod Nordkorea og Kina, der intervenerede i november 1950, på den ene side og Sydkorea og FN på den anden – FN fordi afstemningen i FN om deltagelse i krigen foregik på et tidspunkt, hvor russerne boykottede FN og derfor ikke kunne nedlægge veto.

I 1953 blev der afsluttet våbenstilstand, hvor de to koreaer stadig forblev delt ved den 38. breddegrad. Våbenstilstanden er ikke siden blevet afløst af en fredsslutning.

Danmark deltog i krigen med hospitalsskibet Jutlandia.

I årene efter våbenstilstanden har de to lande været præget af forholdene til nabolandene: Nordkorea til de to kommunistiske lande, Kina og Sovjetunionen, hvis støtte man har været afhængig af, medens Sydkorea især har orienteret sig mod USA, der har opretholdt en militær tilstedeværelse i landet. Medens Sydkorea er forblevet et åbent samfund, opbygget efter vestlige normer, har Nordkorea valgt en isolationspolitik og at udvikle en statsideologi byggende på økonomisk, politisk og kulturel uafhængighed. Med afsæt i Kim Il-sungs person har nordkoreanerne søgt at etablere et politisk system i overensstemmelse med landets historiske kultur, hvor en magtfuld leder drager omsorg for befolkningen. At sønnen Kim Jong-il i 1994 og efter ham Kim Jong-un i 2011 kunne overtage deres fædres lederroller, viser måske at Nordkoreas politiske system i højere grad bygger på traditionelle koreanske traditioner end på kommunistisk ideologi.

Kim Jung-un overtog lederskabet efter sin far. Han var Kim Il-sungs tredje og yngste søn. Der havde forinden været spekulationer om, at lederskabet ville blive overdraget til de to andre sønner, Kim Jong-chul og Kim Jong-nam. Kim Jong-nam faldt tilsyneladende i unåde efter at være blevet arresteret i en lufthavn i Japan i 2001 med et falsk pas og er senere blevet ombragt, formentlig som følge af nordkoreansk indblanding.

Kim Jung-un har valgt at støtte sig til militæret, som har fået en særstilling i Nordkorea. Al indblanding fra mere moderate kræfter, herunder også fra familien, er bragt til tavshed. Således fik Kim Il-un ombragt sin onkel og hele dennes familie i 2015, fordi disse havde en for indflydelsesrig position.

Selvvalgt isolation

Nordkoreas internationale isolation, som har været selvvalgt og oprindeligt fremhævet som en styrke, er såvel politisk som økonomisk kommet til at besegle landets skæbne. Med Sovjetunionen og de øvrige socialistiske landes sammenbrud, Kinas overgang til delvis markedsøkonomi og dette lands oprettelse af diplomatiske forbindelser med Sydkorea, har Nordkorea fra begyndelsen af 1990erne reelt stået alene.

Den nordkoreanske selvhjælpsideologi har således ikke overlevet den kommunistiske verdens sammenbrud. Efter flere år med misvækst, oversvømmelser og tørke i 1990erne måtte Nordkorea opgive selvforsyningsstrategien, og landet har siden begyndelsen af 1990erne været afhængig af handel med udlandet og udenlandsk bistand.

Mens nabolandene har gennemført en politisk og økonomisk nyorientering, har det nordkoreanske regime fastholdt en model tilsyneladende uden fleksibilitet. En relativt avanceret våbenteknologi er et af landets få aktiver, men er samtidig den faktor, der skaber konflikt med omverdenen.

Regimet har flere gange nægtet adgang for inspektører fra det Internationale Atomagentur, og den fortsatte nordkoreanske militære forskning i bl.a. missilteknologi betragtes med bekymring af såvel Sydkorea som Japan. Landet har adskillige gange affyret prøvemissiler over Det japanske Hav, hvilket har ført til alvorlige kriser med nabolandene, og regimet hævder desuden at være i besiddelse af atomvåben.

USA har taget afstand fra Nordkoreas trusler og FN har ad flere omgange pålagt landet økonomiske sanktioner – sanktioner som endog Kina har stemt for uden at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet.

Hvorfor så højtråbende?

Nordkorea tror ikke på en krig med USA. Ikke engang på et nyt Pearl Harbor-lignende overraskelsesangreb. Regimet ved godt, at et angreb vil blive dets endeligt. Men hvad er så ideen med den højtråbende retorik? Ja, formentlig har Kim Jong-un eller måske en af hans håndgangne mænd læst Leonard Wibberley – eller måske blot set filmen.

Nordkorea er interesseret i at ombytte trusler og kernevåbensudvikling med en massiv amerikansk genopbygningsstøtte for at undgå, at landet går konkurs. Det har man også været godt på vej til tidligere under forhandlinger med USA, men et præsidentskift i USA satte en stopper for forhandlingerne.

Men nu haster det for det nordkoreanske regime, for truslen kommer også indefra. I takt med, at teknologien i øget omfang bliver tilgængelig for nordkoreanerne, så disse ser, hvordan styrets store ord om det perfekte samfund i stadigt stigende grad bliver gjort til skamme – at græsset måske alligevel er grønnere på den anden side af hegnet – bliver det efterhånden vanskeligt at undertrykke den nordkoreanske befolkning.

Sydkorea og Kina er de vigtigste udenlandske aktører i forhold til den nordkoreanske reformproces. Afgørende for landets fremtid – og for en mulig genforening af Korea – er imidlertid USAs politik og rolle i regionen. Kina ser ikke sin rolle som deltagende part, men snarere som katalysatoren.

Lilleputstaten vandt

Og hvordan gik det så Grand Fenwick i den satiriske roman »Musen, der brølede«? Ja, faktisk sejrede lilleputstaten i krigen, da det lykkedes statens militær, der havde misforstået beskeden om at tabe krigen, at tilrane sig en amerikansk atombombe, som ved et held dog på trods af hårdhændet behandling ikke kunne eksplodere.

Men det er næppe den slutning på ordkrigen, som Kim Jong-un kan forvente.

Og det er næppe heller hans ønske.

Nordkoreas ønske er økonomisk hjælp, så det ludfattige land i så vidt omfang som muligt kan beholde sin særlige ideologi, hvor det vil være muligt for en magtfuld leder med udgangspunkt i landets historiske kultur, at drage omsorg for befolkningen ud over den militære elite, der i øjeblikket nyder godt af regimets særbehandling.

Kun må man håbe, at ikke en tilfældighed forpasser dette slutmål.