Hun er gravid med sin danske mand. Forældrene havde nægtet hendes andre søskende at tage kontakt med hende, ligesom hendes søskende havde forbudt deres respektive ægtefæller at have noget med hende at gøre.

Sådan lød det fra en ældre nydansk kvinde om en anden ung nydansk kvinde, da jeg for kort tid siden var i Vollsmose, hvor jeg selv er vokset op. Jeg spurgte, hvordan hendes søskende kunne acceptere denne beslutning. De var født og opvokset i Danmark og havde fået deres høje uddannelse her, men alligevel lod de sig styre af en ældgammel klanmentalitet og satte familiens ære højere end søsterens personlige valg.

Jeg prøvede af kvindens ansigtsudtryk at aflæse hendes holdning til, hvad hun fortalte, men dette syntes umuligt. Det eneste, jeg kunne fornemme, var, at hun var lidt splittet, ikke mindst fordi der nu var tale om et barn, der cementerede forbindelsen til den danske mand endnu mere. Alle hendes moderlige og bedstemoderlige følelser kom op i hende ved tanken om det uskyldige liv, familien dermed også afskar sig fra. Det forekom mig, at selv hun mente, at det var at gå over stregen. Men samtidig tolkede jeg hendes tilstræbte udtryksløshed som et forsøg på at undgå at tage stilling til, hvad hun ville sige til, at hendes egne døtre en dag fandt sig en dansk mand. Noget, der lignede en indrømmelse på dette punkt, ville hun ikke give. Hun turde slet ikke integrere forestillingen i sit sproglige univers af angst for, hvad det kunne have af konsekvenser for hende selv. Derfor gik hun som katten om den varme grød uden om netop dette spørgsmål.

»Det klær dig ikke at have sådan en nederdel på.« Den ældre kvinde kiggede med hovedrysten og bebrejdende blikke på min nederdel. Jeg var i Vollsmose – hvis jeg skulle have glemt det. Jeg trak i et pludseligt anfald af skamfuldhed instinktivt min nederdel lidt længere ned. Noget, som jeg i min hverdag i København ikke betragter som skamfuldt endsige tænker over, men som jeg føler mig ganske veltilpas i, blev her vurderet ud fra et helt andet parameter. Jeg stod igen på grænsen mellem det såkaldt multikulturelle og den person, jeg insisterer på at være med dertil hørende integritet og selvstændighed. Vi hylder det multikulturelle samfund, men hvad vi anser for at være en del af dette, viser sig ved nærmere eftersyn selv at være meget monokulturelt.

Bevares, jeg synes, at der er rigtigt meget, som etniske danskere kan lære af nydanskerne i Vollsmose og andre etniske miljøer, f.eks. det sammenhold og den solidaritet, der er, hvis man bliver syg eller har mistet. Dér tror jeg, der er rigtigt mange etniske danskere, som lider af ensomhed og angst bare ved tanken om, hvad der skal ske med dem, hvis de kommer i den situation. Ligeledes er der i minoriteten en stor respekt for ældre, som man ærer og jævnligt aflægger besøg. Man finder her endelig en meget stor gæstfrihed, når der kommer fremmede på besøg, og man serverer alt, hvad man har i sit køkken, for dem, fordi gæster bliver betragtet som noget værdifuldt.

Men problemet er, at hvis man siger ja til alle disse positive kulturelle egenskaber, så siger man også ja til hele pakken. Man kan ikke bare tage det bedste fra de to kulturer og holde alt det negative ude. Et ja til bl.a. Vollsmose vil også betyde et ja til at give afkald på sin personlige frihed. En afviger bliver her sat på plads ved massiv kollektiv afstraffelse, og hvis det ikke lykkes, slår man hånden af vedkommende, for at familien kan gå med oprejst pande. Det er et samfund, der er forankret i at have den rigtige etnicitet, kultur og religion, og hvor kvinder, der er underdanige, tier, fortrænger, bøjer sig og finder sig i rigtigt meget fra ægtefællens/familiens side, bliver lovprist. Det multikulturelle er her således bare noget, etniske danskere trækker ned over hovedet på folk for selv at have et alibi.

Problemet er, at de to kulturer, Vollsmose og danskerne, faktisk har mødtes med hinanden, men at man må konstatere, at de ligesom i en kemisk reaktion simpelthen ikke kan reagere med hinanden. De frastøder tværtimod hinanden. De står som to selvstændige monolitter over for hinanden.

Friheden til at elske har konsekvenser og dræber i yderste tilfælde, forstås. Disse lokale konflikter på mikroplan kan man overføre til, hvad der sker på makroplan i verden. En afghansk mand går ind på en natklub for homoseksuelle i Orlando og nedskyder mindst 49 mennesker og sårer 53. Tilsyneladende er motivet terror. Under udøvelsen af udåden sværger han troskab til Islamisk Stat og terrorbevægelsens leder, Abu Bakr al-Baghdadi. Men det viser sig, at Omar Mateen, som han hed, selv har været en hyppig gæst i natklubben, og at han måske selv nærede præferencer, der gik i retning af en skjult homoseksualitet.

Det sætter straks udåden i et helt nyt perspektiv. Den udåd, han begik, var måske i virkeligheden udtryk for et kæmpe selvhad. Han havde vitterligt taget del i det multikulturelle samfund og set den mangfoldighed, det indebar. Derfor havde han på den ene side følt sig besnæret, på den anden side følt sig frastødt, og det sidste kan have noget at gøre med den opdragelse, han har fået. Men hvordan gør man op med at skulle bære rundt på en sådan selvmodsigelse? Jo, man myrder selvfølgelig den side af sig selv, man helst ikke vil vide af. Fordi han ikke kunne rumme omtalte modsigelse i sig selv, vendte han hadet udad og lod det gå ud over uskyldige ofre – men interessant nok i sidste ende også sig selv.

Det er i den sammenhæng tankevækkende, at terrormål for islamiske terrorister ofte har været steder, hvor den vestlige hedonisme udfolder sig såsom fodboldstadioner eller rockkoncerter. Det er, som om de ikke under vesterlændingene deres frihed og livsglæde, fordi de måske i det skjulte selv gerne ville have haft del i disse ting. Disse mennesker, der selv bor i Vesten, bliver dagligt bombarderet med de muligheder, denne frihed indeholder, og kunne have udviklet sig som selvstændige væsener. Men i stedet tager de en islamistisk ideologi til sig, der kan bringe orden i deres mudrede og snoskforvirrede sind. Denne ideologi er ikke noget i sig selv, men ernærer sig i høj grad ved sin had til Vesten, og hvis Vesten forsvandt, ville den også falde sammen som enluftboble. Den har intet menneskeligt at tilbyde, og dens dødsforagt kunne snarere ses som opfyldelsen af de spanske fascisters slagord: »Leve døden!«

Jeg kan som enkeltperson ikke løse hele verdenssituationen, men jeg mener, at det begynder med, at man som etniske minoriteter i Danmark og i Vesten tager friheden på sig, både som en rettighed og en opgave. Jeg skal være den første til at indrømme, at det nogle gange kan være svimlende, hvilket man ikke skal have læst Kierkegaard eller Sartre for at vide, men hvis vi ikke gør det, risikerer vi at sidde fast i nogle forældede og tilbageskuende tankegange, der ikke har meget at gøre med den modernitet, vi uigenkaldeligt befinder os i. Derfor skal vi sige ja til ægteskaber på tværs af etnicitet og religion, og vi skal sige ja til livsglæden, som man bl.a. udtrykker ved sin påklædning. Vi skal med andre ord gøre multikulturalismen multikulturel! Dette ville sandsynligvis kunne forebygge den potentielle terrorisme i samfundet.

Jeg for min del har besluttet mig. Min flytning fra Odense til København repræsenterer det sidste led i min rejse ud af Vollsmose og ind i det danske samfund. Her kan jeg gå ugeneret og bare være en anonym prik i massen, hvilket jeg nyder. På den måde er København for mig blevet sindbilledet på min frihed. Fortællingen om den sidste del af mit liv vil jeg i det lys selv skrive, og jeg vil – med et citat fra en film, jeg engang så – male det med de farver, jeg lyster, og lade penslen flyde frit ud over de på forhånd afgrænsende rammer.