Er folkestyret blevet træt?

Rolf Bagger: Ønsker vi et samfund, hvor demokratiet bliver misbrugt til at bestemme, hvordan andre mennesker skal leve deres liv? Svaret er: Ja, det gør vi åbenbart – og man kunne tilføje: Vi ønsker åbenbart også et samfund, der bestemmer, hvad vi må tænke. Lad os under ét kalde det kammeratlig adfærdskontrol og regulering. Det minder Rolf Bagger om et eller andet ...

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

For nylig fortalte Karina Willumsen en tankevækkende historie i et læserbrev her i avisen (14.3.). Hun havde i et brev fra Postfunktionærernes Andelsboligforening fået at vide, at et flertal på 341 ud af 576 afgivne stemmer blandt hendes medkollegianere på Øresundskollegiet havde bestemt, at hun ikke længere måtte ryge på sit kollegieværelse. »Hvis jeg overtrådte forbudet, ville mit lejemål blive opsagt,« skrev hun, og så spurgte hun: »Ønsker vi et samfund, hvor demokratiet bliver misbrugt til at bestemme, hvordan andre mennesker skal leve deres liv?«

Svaret er: Ja, det gør vi åbenbart - og man kunne tilføje: Vi ønsker åbenbart også et samfund, der bestemmer, hvad vi må tænke. Lad os under ét kalde det kammeratlig adfærdskontrol og regulering.

I februar foreslog Socialdemokraterne forbud mod såkaldt animeret børnepornografi, for eksempel tegnefilm og computeranimationer. Hvilket i realiteten vil sige regulering af den menneskelige bevidsthed gennem forbud mod bestemte tanker, forestillinger og fantasier. Samtidig med at der paradoksalt nok er frit slag på film, TV, video og internet for de mest udpenslede fremstillinger af forbrydelser som tortur, mishandling, lemlæstelse, voldtægt og mord, der synes at være uundværlige ingredienser i al underholdning.

SF har tilsvarende foreslået kammeratlig regulering af den menneskelige bevidsthed ved at gøre det strafbart overhovedet at kigge på terrorrelaterede hjemmesider på internettet.

Og regeringen vil indføre lovpligtig blokering af udenlandske bookmakeres hjemmesider, dog næppe primært for at regulere folks tanker og moral, men for at beskytte legale spiludbydere og bookmakere mod udenlandsk konkurrence.

Overvågningen af os vokser dag for dag. Vores telefon- og mailtrafik kontrolleres, stadig flere overvågningskameraer holder øje med os, diverse registre samkøres, myndighederne får udvidet adgang til vores boliger uden dommerkendelse, og politiet får forøgede muligheder for at foretage ransagninger. Og så videre og så videre.

Med en sværm af forbud og påbud, opdragelseskampagner og nærmest ultimative gode råd skal den kammeratlige adfærdsregulering hjælpe og støtte og værne og beskytte os, ikke mindst mod os selv, og føre os frem til et længere og sundere, smukkere og renere og mere korrekt liv.

Målet er ikke bare et liv uden overvægt, tobaksrygning og alkoholforbrug, som bekæmpes i ét væk, men et langt liv med korrekt motion, korrekt sund kost, korrekt sexliv, og korrekte holdninger til alt mellem himmel og jord.

Samtidig vokser den holdning frem i det stille, at de, der ikke følger den kammeratlige adfærdsregulerings råd og påbud, ikke bare selv er ude om det, men også bør bære omkostningerne selv, hvis noget går galt. Vi lever jo i et samfund, hvor det kun er et øjebliks sag at regne ud for hver eneste af os, hvad det vil koste, hvis fællesskabet skal betale.

Sprogligt har vi for længst skilt kroppen fra os selv. Vi taler frejdigt om, at »jeg skal lytte til min krop« og »være god ved min krop«. Kroppen er ikke længere bare en del af mig. Kroppen for sig, og mig selv eller min bevidsthed for sig. Kroppen er min ejendom, endnu da, for ejendom kan som bekendt eksproprieres af fællesskabet. Hvis kroppen da ikke allerede er på vej til at blive fællesskabets ejendom. Når den ene del af mig - bevidstheden - er død, dvs. når jeg er hjernedød, har jeg ikke længere brug for den anden del - kroppen - og jeg bør derfor overlade den til fællesskabet, for at den kan komme andre til gode.

Når vi er hjernedøde, bør vi derfor, eventuelt hjulpet på vej af mere eller mindre frivillig tvang, aflevere vores organer til transplantation til dem, der har behov for dem. Hvem tør sige nej til de ulykkelige, der har den slags uopfyldte behov? Og hvordan er det nu med den nye forplantningsteknologi? Her lyder råbet gang på gang fra dem, der har behovet (og de støttes hjertevarmt af dem, der kan opfylde det), at hvad der kan lade sig gøre, også skal tillades.

Skridt for skridt drives udviklingen fremad, ikke bare af videnskaben selv, men af en sand begejstring for videnskaben blandt dens »kunder«. Smukke mennesker og stærke mennesker tilbedes som halvguder, og elitesportsfolk dyrkes som overmennesker og forbilleder for alverden (og får svimlende betaling for at være det). Men også magtens mænd tilbedes og forgyldes. Ikke en dag uden reportager, artikler, portrætter og analyser - eller blot celeber sladder - om magtens store helte, beslutningstagerne og deres liv, om ledelsesfilosofi og lederuddannelse og behovet for mere ledelse (af os andre), og om ledelse som livsform og pligt og kald og byrde og (ikke mindst) som vejen til succes. Kroppen er trumf. Og magten. Kroppen og magten som forbilleder og fyrtårne. Hvad er det nu lige, det minder om?

Samtidig er der en anden bevægelse i gang, som hele tiden kræver større tryghed og bedre beskyttelse, mere hjælp, flere ydelser, stærkere støtte. Mere velfærd. Mere fra det, vi engang kaldte samfundet, og som burde være fællesskabet og selv kalder sig sådan ved højtidelige lejligheder, men som i dag først og fremmest er de andre eller systemet eller bare det offentlige, når der skal betales.

Vi bliver hørt, når vi er mange, der kræver. Så er vi fællesskabet. Men ikke, når vi modtager. Så er det blot vores helt naturlige krav og selvfølgelige behov, der imødekommes og opfyldes af systemet.

Det er summen af de bange og de svage, det er angsten og afmagten, der styrer fællesskabet, og fællesskabet regerer, indtil alle krav og behov er opfyldt.

Til gengæld sidder de, der burde være de første blandt magtens ligemænd og kvinder - regering og folketing - handlingslammede og paralyserede af den offentlighed og de medier, som dagligt forvandler politik til en tragisk komedie og politikerne til tragikomediens afmægtige skuespillere.

Selv midt i den dybeste økonomiske krise i trekvart århundrede lyder svarene fra magtens top enten som nationaløkonomisk hokuspokus eller som et simpelt ekko af fællesskabets krav om »mere velfærd«.

Kan man forestille sig et frit og tilsyneladende velfungerende folkestyre blive så træt, at det med massiv opbakning i befolkningen forvandler sig selv til en tom skal og indfører de facto fascistiske tilstande i samfundet - de facto, fordi udviklingen ikke er båret af nogen underliggende, fascistisk ideologi?

Nej, det kan man selvfølgelig ikke. Men er det alligevel ikke akkurat, hvad der er ved at ske i disse år, hvor de ustandselige råb om større tryghed og mere velfærd hver gang imødekommes med foranstaltninger, der har en påfaldende lighed med, hvad man har set i såvel højre- som venstrefascistiske, røde såvel som brune og sorte regimer?

Alt mens den egentlige magt siver ud af de formelle magtcentre og bliver mere eller mindre usynlig ved at tage bolig i institutionerne, organisationerne, bureaukratiet, sagkundskaben. Og medierne.

Gennem den stadige behovsopfyldelse sikres passivisering og umyndiggørelse. Kammeratlig adfærdsregulering og kontrol sikrer mod udskejelser. Tilbedelse af kroppen og magten, af de smukke og de stærke og de rige legitimerer tilstanden og tjener til underholdningen. Og folkedomsstolslignende forfølgelse af dem, der krænker normerne for korrekt levevis, skaber et surrogat for retfærdighed.

Finalen for nylig i det minutiøst iscenesatte show »X Factor« - verdens hidtil største af slagsen selvfølgelig - var et sindbillede på den øjeblikkelige tingenes tilstand.

Sceneopbygningen, lyseffekterne, musikken, lydtrykket, den stramme tidsplan, de anonyme og ligegyldige medvirkendes tårer og det omhyggeligt orkestrerede publikums spontane jubel - alt var under jernhård kontrol for at sikre harmløsheden.

Alle ydre såvel som skjulte forskelle til trods mindede det mig pludselig i al sin iscenesatte tomhed påfaldende om de store partidage i Nürnberg i 1930erne.