Er DR-journalister røde? Er TV2s blå?

»Vi kan således afvise forestillingen om, at journalisters personlige politiske ståsted systematisk farver deres journalistik. Den er en myte uden hold i virkeligheden.« Det skriver tre forskere i bogen »Kunsten at holde balancen: Dækningen af folketingsvalgkampe i TV-nyhederne på DR1 og TV2 1994-2007«, som udkommer i dag. Her opsummerer de deres konklusioner.

I februar 1968 stillede Jens Sønderup, forhenværende minister for partiet Venstre, i et læserbrev spørgsmålet: »Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende?« Anledningen var, at fire tv-journalister i et TV-interview havde krydsforhørt den borgerlige statsminister, udenrigsminister og finansminister. Selv om Sønderup tabte den efterfølgende injuriesag, forsvandt begrebet 'røde lejesvende' ikke. Tværtimod havde han formuleret et fængende udtryk, som siden hen er blevet flittigt benyttet i den offentlige debat.

Forestillingen om, at journalister generelt udøver en slags 'femte kolonne-virksomhed' og i medierne illegitimt viderebringer deres egne, personlige og venstreorienterede synspunkter, er det vel sagtens mest vedholdende og prominente tema i den danske mediedebat overhovedet. Særlig opmærksomhed har der i debatten været knyttet til DRs programvirksomhed generelt og specifikt til kanalens politiske journalistik.

Man hører undertiden det modsatte synspunkt i debatten: at den danske presse favoriserer borgerlige synspunkter. Forklaringen skal angiveligt findes i ejerskabet af pressen, som har højredrejet slagside, og i de borgerlige partiers større økonomiske ressourcer, som sikrer, at deres synspunkter oftere end venstrefløjens finder vej til de journalistiske produkter. Blandt de elektroniske medier menes især TV2 at have blå slagside.

En nylig meningsmåling viste, at den største gruppe danskere ikke abonnerer på nogen af de to forestillinger: 35 procent mener, at DRs og 38 procent af TV2s nyhedsdækning er politisk balanceret. Men samtidig finder en betydelig gruppe, at DR favoriserer oppositionen (30 procent) og TV2 regeringen (29 procent), mens en mindre gruppe finder, at DR favoriserer regeringen (14 procent) og TV2 oppositionen (14 procent). Omkring 20 procent har ikke nogen klar mening om dette spørgsmål. Meningsmålingen er ganske interessant, for det er uladsiggørligt, at dækningen på de to kanaler på én og samme tid er balanceret, til fordel for rød blok og til fordel for blå blok!

Hvordan ser det så faktisk ud med balance og upartiskhed i de to landsdækkende TV-kanaler? Det har vi hidtil ikke vidst noget om. Debatten har bølget frem og tilbage, men har i over 50 år været mere baseret på antagelser, formodninger og fordomme end på systematisk viden. Når man tænker på den placering, forestillingen om politisk ubalance i nyhedsjournalistikken har haft i den offentlige debat, er det forunderligt, at der ikke har været lavet videnskabelige undersøgelser af emnet.

Det er der nu rådet bod på. Vi har ved Center for Journalistik ved Syddansk Universitet gennemført den første systematiske, videnskabelige undersøgelse over tid, der kaster lys over, om dansk journalistik er balanceret og upartisk eller ej, nærmere bestemt den politiske journalistik i DR1 og TV2.

Det første, vi har gjort, er at spørge til journalisternes politiske ståsted. De blev spurgt om, hvad de stemte ved sidste valg, og hvor de vil placere sig på en venstre-/højreskala. Målt på begge disse parametre er danske politiske journalister betydeligt mindre venstreorienterede end befolkningen som helhed: Kun seks procent af de politiske journalister stemte på SF og Enhedslisten ved sidste valg mod 17 procent af alle vælgerne. Og hvor hele 37 procent af de politiske journalister placerede sig selv som politisk midtorienterede, var det kun 15 procent af alle vælgerne. Men samtidig var der færre politiske journalister, der stemte på regeringsblokken (34 pct.), end vælgerne generelt gjorde (51 procent). Hvad der adskiller danske politiske journalister markant fra befolkningen som helhed, er således ikke, at de er markant venstreorienterede, men at de er midtsøgende - om end i opposition til den siddende blå regering.

Og netop fordi de politiske journalister i deres personlige politiske holdning er i opposition til den siddende regering, giver det mening at undersøge, om deres journalistik favoriserer den nuværende opposition. Det næste, vi har gjort, er derfor at undersøge balancen i nyhedsudsendelserne. Balance er et flerdimensionelt begreb, og vi har derfor undersøgt flere typer af balance, blandt andet synlighed og tone. Det har vi gjort ved at analysere alle indslag om politik/og eller valgkamp, der blev vist i de centrale nyhedsudsendelser i DR1 og TV2 i forbindelse med folketingsvalgkampene i 1994, 1998, 2001, 2005 og 2007 - flere end 4.000 indslag.

Synlighed. De politiske partier selv er stærkt optaget af synlighedsbalancen, dvs. hvilke politiske partier eller politikere, der optræder i nyhed-sindslagene. Det skyldes, at synlighed i medierne i dag er en forudsætning for at nå ud med sine budskaber. Ser vi på forholdet mellem regeringsblokken (regering + støttepartier) og oppositionen (alle øvrige partier), så viser der sig en ubalance. Det forholder sig nemlig sådan, at regeringsblokken er mere synlig i valgdækningen på TV end oppositionspartierne. Og det gælder i nyhedsudsendelserne på begge tv-kanaler.

Det er helt, hvad man kunne forvente, hvis de almindelige nyhedskriterier anvendes. Regeringsblokken er interessant at dække både som regering og som partier i valgkampe. Det gælder uanset, hvilken blok, der har regeringsmagten. Derfor er der nok tale om en ubalance, fordi nyhedskriterierne her kommer i konflikt med et normativt krav om ligelig fordeling til de to blokke. Men der er ikke tale om partiskhed, fordi regeringsbonussen opnås af regeringsfløjen, uanset hvilken blok den tilhører.

'Tone' handler om, hvorvidt en politiker vil opfatte et indslag, han deltager i, som positivt, negativt eller balanceret/neutralt. Her viser det sig, at der er en svagt negativ tone over for politikerne generelt, uanset om de kommer fra regerings- eller oppositionsblokken, og det gælder både TV-Avisen og TV2 Nyhederne.

Den svagt negative tone kan forklares med en af mediernes roller i demokratiet, nemlig at de skal fungere som borgernes kritiske vagthund. Det vil som udgangspunkt give en alment negativ bias i nyhedsdækningen, idet partierne, når journalister fungerer som kritiske vagthunde, ofte vil opleve tonen i et nyhedsindslag som negativ.

Der er flere ting at bemærke om toningsbalancen. For det første er der ikke nogen systematisk skævvridning i tonen i de indslag, hvori der indgår politikere fra henholdsvis regeringsblokken og oppositionsblokken, og det uanset om den siddende statsminister stammer fra rød eller blå blok.

For det andet er forskellen mellem DR1 og TV2 lille: Der er ingen systematiske forskelle på tonen i indslag, der bringes på de to TV-kanaler.

For det tredje hører man ofte, at tonen i valgkampen skulle være blevet mere og mere negativ gennem årene. Og det, burde man forvente, ville slå igennem ved, at flere og flere indslag af de enkelte partier opleves som værende til ugunst for dem. Men tonen er faktisk ikke blevet mere negativ gennem årene.

Det billede, der tegner sig af dækningen af valgkampe i danske TV-nyhedsudsendelser, er, at de er partipolitisk balanceret, både hvad angår synlighed og tone. For så vidt der findes ubalancer - eksempelvis at der kan spores en regeringsbonus, som gør regeringspartierne mere synlige i en valgkamp end oppositionspartierne - så har ubalancen ikke partipolitisk slagside: Ubalancen findes, uanset om rød eller blå blok har regeringsmagten ved valgets udskrivelse.

Med til billedet hører, at dækningen på DR1 og TV2 går hånd i hånd - et yderligere tegn på, at journalister arbejder efter fælles, professionelle nyhedskriterier.

Vi kan således afvise forestillingen om, at journalisters personlige politiske ståsted systematisk farver deres journalistik. Den er en myte uden hold i virkeligheden.