Er der penge i pigerne?

Rikke Kroer Høberg : Vil vi danske kvinder have siddende på os, at vi er en dårlig forretning for det danske samfund på grund af børn og barselsorlov? Har vi sejret ad helvede til? Det kunne se ud til, at vi lader legitim modtagelse af velfærdsgoder amputere vores muligheder.

8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag. ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Carlsen

Med et fast greb om portens håndtag lagde hun kræfterne i og åbnede ind til det aflukkede område. På trods af fuld krigsmaling var det, som om usikkerheden og utrygheden øjeblikkeligt kom snigende, da portens knirkende hængsler gav lyd fra sig. Indenfor porten kiggede hun sig omkring og betragtede de høje hegn, de kunstigt anlagte høje og de halvskjulte huler. Sværd, geværer og andre våben lå spredt for fødderne af hende. Langsomt bevægede hun sig fremad. Ikke fordi hun frygtede noget i det åbne terræn, for udfordringen ventede i den lave, firkantede bygning længere fremme, og det var her, at slaget skulle slås. Hun trykkede barnet på armen ind til sig. Bygningen var nået. Hun trak vejret dybt og slog døren op. Indenfor herskede der larm og kaos, skrig og skrål. Det var et paradoks, at dagens første og største kamp skulle kæmpes blandt farverige papegøjer, lyserøde plysmåtter og billeder af smilende børn. Men hun vidste, at hun ikke skulle lade sig snyde. Det her var en krigszone. Hun gjorde sig klar til bombardementet under fremmarch: »Mille Marie har altså ikke godt af at være den sidste, der bliver hentet hver dag. Kan du ikke sørge for at være her ved tre-tiden?« Slag nr. et. »Vi har i forældregruppen talt om, at vi på skift kan bage boller, passe urtehave og lave aktiviteter med børnene om eftermiddagen. Hvilken ugedag melder du ind på?« Slag nr. to. »Vi har altså sygdom blandt pædagogerne i dag, så kan du ikke blive og hjælpe med pasningen af børnene, eller tage dit eget barn og måske et par stykker mere med hjem i dag?« Slag nr. tre. Knock-out.

Et styk selvsikker karrierekvinde reduceret til wanna-be-housewife.

I årtier har kvinders manglende tilstedeværelse i direktioner og bestyrelser været drøftet, debatteret og diskuteret. Budene på, hvilke årsager der danner baggrunden for det faktum, er mange. Glasloft, old boys-network og Rip-Rap-Rup-effekt er blot nogle af de maleriske termer, der er kommet ind i det danske vokabularium for at beskrive kvindernes manglende indtog i topledelserne.

Helt naturligt er der gjort forsøg på at få placeret skylden et sted. Hvor der er et offer, er der også en bøddel. Det har været nærliggende at skule efter mændene og skyde dem i skoene, at de tog for mange af de attraktive taburetter.

Da den lidt pigesure og krigeriske tilgang ikke rigtigt flyttede noget i forhold til karrierekvindernes hellige opfaren til øverste karrieretrin, blev det demokratiske og politisk korrekte kort trukket: Lovkrav om en minimumsandel af kvinder i virksomhedsbestyrelserne. Uanset hvor diplomatisk det blev præsenteret, så kunne det grimme ord kvotering dog ikke holdes ude af retorikken, og det vandt i mange sammenhænge ikke gehør at gøre kvinder til genstand for kvoter, ligesom enhver med et mindre kendskab til dansk erhvervsliv måske godt kunne fornemme, at det ikke ville være det mest velansete træk at kræve et bestemt antal kvinder i danske virksomheders topledelser, hvis the one and only adgangskriterium var kvindekønnet.

Summa summarum, status er et kompromis bestående af velmenende hensigtserklæringer med særlige ambassadører i spidsen for en bevægelse til fremme af kvinders placering i direktioner og bestyrelser. Amen. Men ligesom man godt kan blive en anelse bekymret over en vindmølleindustri, som kun overlever takket været subsidier, så kunne man også forledes til at blive lidt nervøs over kvinder, der på en eller anden måde skal hjælpes ind i toppen af dansk erhvervsliv. Men spørgsmålet er, om kvinder på lige fod med grøn energi kan tilbyde så tilsyneladende store gevinster til samfundet, at vi må investere målrettet i dem ved at udstyre dem med særlige vilkår?

Her kommer nylig forskning ikke rigtigt kvinderne til hjælp. Den velansete professor og tidligere økonomiske vismand, Nina Smith, har netop konkluderet, at en kvinde gennem et helt liv koster den danske stat 1,6 millioner kroner, mens en mand bidrager med et overskud til Danmark A/S på 0,6 millioner kroner. Professoren redegør direkte for, at en af de væsentligste grunde til, at regnskabet falder så uheldigt ud for kvinderne er, at kvinderne tabes i en karrieresammenhæng, når de får deres første barn. Inden det barn fødes, har samfundet postet tusindvis af kroner i uddannelse til kvinderne, og når de så har født deres barn, så tager de en lang barselsorlov og er dermed væk fra jobbet som værdiskabende medarbejdere og skatteydende samfundsborgere. Hertil kommer, at det tidligere har været anført, at kvinder i langt højere grad end mænd har arbejde på deltid og højere fravær.

Det bevirker naturligvis, at kvinder ikke kan levere det samme økonomiske samfundsbidrag som mændene, ligesom det er åbenlyst, at de sakker bagud i karriereridtet, som for de fleste kræver opsamling af erfaring og konstant udvikling for at komme i betragtning til de attraktive karrieremuligheder. Man kan sige, at samfundet måske har investeret rigeligt i kvinderne? Hvis nu udfordringen omkring flere kvinder i topledelse knytter sig til mere personligt betingede problemstillinger hos kvindekønnet? Mange kvinder erkender ærligt, at dårlig samvittighed, et evindeligt tidspres og følelsen af at være i klemme mellem karriere og familie fylder meget, når der er kommet børn til. Betyder det så, at intelligente og veluddannede kvinder bør lukke ned for karrieren på grund af moderskabet? Svaret må entydigt være nej for kvinden, som har ambitioner om at blive topleder, og det må give anledning til overvejelse blandt alle andre kvinder i øvrigt. Ud med hvad-mener-andre-hvad-tænker-andre-syndromet. Vil vi virkelig som danske kvinder have siddende på os, at vi er en dårlig forretning for det danske samfund på grund af børn og barselsorlov? Har vi som den danske fagbevægelse sejret ad helvede til? Det kunne se ud til, at vi lader legitim modtagelse af velfærdsgoder amputere vores muligheder for at udleve vores fulde potentiale – finansieret af samfundet.

Den moderne karrierekvinde anno 2013 skal kunne indrette sit liv på en måde, så hun kan håndtere at have både børn og karriere. Moderskab og lederskab kan gå hånd i hånd. Det kan lade sig gøre i andre lande, og mange ville mene, at grundvilkårene i Danmark netop er så gode, at vi af alle har mulighederne for at sætte os i direktørstolen. Med danske kvinders rekordhøje erhvervsfrekvens er det sølle, at vi ikke formår markant at bevæge os over mellemlederniveauet.

Der er brug for et godt rekrutteringsgrundlag blandt kvinder, og der er brug for kvindelige toplederrollemodeller. Hvis den danske models lukrative vilkår reelt set er blevet en karrierepræventiv sovepude, så kan vi naturligvis som samfund arbejde for at gøre den almene kvindes incitament til at levere en større indsats på arbejdsmarkedet bedre, men når vi taler kvindelige topleder- aspiranter, så må vi også kunne stille krav om, at de selv bidrager til at sikre deres egen return on investment til samfundet og får balanceret karriere og familie.

Mestrer kvinden at navigere i det hajfyldte farvand, som karrierekvinder med børn bevæger sig i, med den nødvendige faglighed og det kølige overblik, så vil det være en læring, hun med fordel kan bruge, når hun gør sin entré på direktionsgangen, hvor emotionel kontrol, fakta-baseret argumentation og forretningsmæssig professionalisme er forudsætninger for succes. Faktisk kan karrierekvinden med fordel benytte barselsorloven til at øve disse discipliner; for eksempel i sit møde med de velmenende pædagoger, passionerede speltmødre og fordømmende medsøstre i offeruniform, der ser ud til at påvirke kvinders karrieremuligheder på lige fod med mange af de andre årsager, som gennem årene er blevet gjort ansvarlige for den lave andel af kvinder i direktioner og bestyrelser.

Samtidig kan karrierekvinden motiveres af, at formår hun at komme dertil, hvor hun får ansvaret for at gøre en virksomheds bundlinje sort, er hun også godt på vej til at sikre, at hendes egen bundlinje som samfundsborger ikke forbliver blodrød. Fra vugge til grav i plus.