Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den nuværende coronakrise har indtil videre gjort det klart, at hurtig og resolut handling er afgørende i bekæmpelsen af epidemien. Kineserne har med omfattende og til dels benhårde tiltag formået at få bugt med situationen på rekordtid. Rundt om i Europa har det ene demokrati efter det andet fulgt trop ved at begrænse forsamlings- og bevægelsesfrihed. Flere demokratier har desuden tildelt regeringen vidtrækkende beføjelser på en lang række områder. Det er gjort ud fra den logik, at der i øjeblikket ikke er tid til at overholde de normale demokratiske procedurer.