Når man hører i nyhederne, at USAs højesteret over hele tre retsdage skal behandle spørgsmålet om, hvorvidt staten overhovedet kan indføre en art sygesikring, der mest af alt minder om gamle dages sygekasser, vil de fleste af os med nogen ret spørge: »Er de ikke lidt til en side, de amerikanere?«

Men har vi egentlig nogen grund - bortset fra fordomme - til at mistænke amerikanere for at være dårligere til at indrette deres samfund end os? Hvor velbegrundet er den tanke om USA, at nogle få har for meget, men mange for lidt.

Når sagen overhovedet føres, så skyldes det naturligvis, at USA er en føderal statsdannelse, lidt ligesom det EU, som danskerne har meget svært med at indordne sig under. Det første karakteristikum ved en føderal stat er, at den har sin kompetence til at lovgive i kraft af, at den har fået den overdraget fra delstaterne. I USA skete det ved, at staterne tiltrådte forfatningen, i EU ved at tiltræde Rom-traktaten. I begge tilfælde har den centrale magt kun fået overdraget de kompetencer, som staterne er villige til at afgive. I USAs tilfælde parres det med, at en stat ikke ensidigt kan forlade unionen - det afgjorde borgerkrigen fra 1860 til 1865.

Men når nu centralmagten ikke har fået overladt sygesikring ved en eksplicit hjemmel, er det vel meget rimeligt, at man fører sag derom. Det er i den forbindelse lidt sjovt, at mens den danske venstrefløj har været mest aktiv med at forsøge sig med sager om Danmarks tiltræden af diverse EU-traktater, er det ofte de samme, som har mest ondt ved, at de borgerlige bruger samme taktik i USA.

En bemærkelsesværdig forskel er dog, at mens det herhjemme er sådan, at både den fælles og de enkelte staters domstole kan afgøre om en kompetence er overladt til fællesskabet (hvis afgørelsen falder ved en enkeltstats domstole, gælder den dog kun for denne stat), er det i USA udelukkende den føderale regerings domstole, der afgør denne slags sager.

Og hvad er det så for en kompetence, de strides om i USA? Det er forfatningens § 1, stk. 8, nr. 3, der giver Kongressen mulighed for at »regulere handelen mellem de enkelte stater«. Og når man ser det, så kan man måske nok forstå, at der kan være grund til at overveje, om sygesikring er omfattet deraf.

Men det hører med til historien, at denne bestemmelse har været brugt i en lang række tilfælde til at lade centralmagten blande sig i forhold, hvor handelsaspektet af loven er beskeden. Store dele af borgerrettighedslovgivningen bygger på denne regel, idet man f.eks. antager, at raceadskillelse på offentlige steder kan påvirke handelen mellem staterne. Uanset hvilken holdning man i øvrigt indtager til raceadskillelse, må man vist sige, at fortolkningen er anstrengt. Noget tilsvarende gælder på andre områder.

I ObamaCare-sagen er der en ganske særlig udvidelse af begrebet, nemlig at borgerne påbydes at købe en sygeforsikringsordning, og hvis de ikke gør det, skal de betale en særlig ekstraskat. Hidtil har bestemmelsen om handel mellem staterne altid været brugt til at regulere positive handlinger, altså når folk gjorde noget, ikke deres undladelser af at købe en vare.

At denne udvidelse af begrebet fortjener behandling ved Højesteret er vel ikke så mærkeligt. Og det vil næppe hjælpe på forståelsen, at ObamaCare går ret langt i sin definition af sygdomme. Også for en dansker kan det nok være svært at forstå, at prævention skal være en udgift, man belaster sygekassen med.

Men loven regulerer andet end individuelle sygeforsikringer, og for at gennemtvinge delstaternes accept af de øvrige dele af loven har Kongressen vedtaget, at stater, der ikke lever op til den, skal miste deres føderale tilskud til sygeforsikring for dårligt bemidlede; hele deres tilskud vel at mærke.

Det er ikke en helt usædvanlig foreteelse, at føderale bevillinger gøres afhængige af, at enkeltstaterne vedtager bestemte regler. Klassisk er, at som betingelse for at udbetale nogle bevillinger til anlæg af veje krævedes, at delstaterne hævede alderen for køb af spiritus til 21 år.

Men denne gang er der tale om så betydelige beløb, at det vil belaste en delstats økonomi meget alvorligt, dersom de føderale bevillinger tilbageholdes. Og proportionalitet er ikke et uvæsentligt forhold i jura. 26 stater har bakket op om søgsmålet, og dette viser, at sagen ikke er uden betydning. Vi kender alle ordene »an offer you cannot refuse«, men som regel indebærer det også, at man er gået ud over de grænser, dommere vil godkende.

Men der kan være forhold, som helt udelukker, at dommerne kommer til at tage stilling til selve sagens hovedspørgsmål. Fra dansk ret kender mange Grundlovens § 63, der foreskriver, at man kan anfægte offentlige myndigheders handlinger ved domstolene. Men samtidig understreges det, at indtil domstolene har talt, så skal borgerne rette sig efter den pågældende myndigheds diktat. Det er et princip, som også genfindes i amerikansk ret. Her kan en skat dog ikke anfægtes, før den er betalt, hvilket betyder, at der er tale om en lidt strengere anvendelse af princippet end den danske grundlovs.

Det bliver først i 2014, de første strafafgifter afkræves af de borgere, som ikke har meldt sig til en sygekasse. Og dermed rejser spørgsmålet sig om, hvorvidt dette forhindrer, at spørgsmålet behandles nu.

At det vil opstå i 2014, og domstolene derved med sikkerhed vil komme til at tage stilling til det, kan man allerede nu sige.

Hvilke omfattende konsekvenser og tilbagebetalinger, der kan blive tale om, hvis loven underkendes i 2015 eller senere, er der næppe nogen, som kan overskue. Og hvis retten er i tvivl, kan det måske nok have sin stilfærdige betydning.

Endelig er der et meget interessant spørgsmål om konsekvenserne af sagen. På dansk bruger vi ordet retsfølge til at beskrive det. Retsfølger af en almindelig lov kan være af mange slags - at man får en tilladelse eller et tilskud er den mest almindelige. Også overtrædelse af loven har sine retsfølger, som regel i form af straf, tilbagekaldelse af en tilladelse, ugyldighed af en beslutning eller erstatning. De kan kombineres i det uendelige.

Men hvad er retsfølgen af vedtagelsen af en lov, som strider imod grundloven? For lovgivernes person er der oftest ingen konsekvens.

Som udgangspunkt er retsfølgen af grundlovsstridighed ugyldighed, men hvor meget skal erklæres ugyldigt? Hvis man nu har en lov, som gennemfører nogle nye regler, og en anden lov, som udmønter sig i konsekvensændringer andre steder i lovgivningen. Når den ene bliver ugyldig, skal den anden så også blive det? Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål.

De eneste danske domme, der erklærer love ugyldige, nemlig dommen om de islandske sagaer og Tvind-dommen, skærer begge en enkelt paragraf ud af loven og lader resten stå. Tvind-dommen gør det klarest.

Hvis retten tror, at Kongressen ville have vedtaget den samme lov blot uden de forfatningsstridige bestemmelser, og hvis loven kan fungere uden de forfatningsstridige bestemmelser, er kun dele af loven ugyldig, ellers falder den hele. For det politiske system har den beslutning selvsagt væsentlig betydning, navnlig når man skal samle flertal om en ny lov.

Det er disse spørgsmål, den amerikanske højesteret skal tage stilling til, og konsekvenserne er vidtgående. Men at sagen er havnet i retten, giver god mening. Og at der er tænkt lige så meget og lige så dybsindigt over amerikansk ret, som over dansk, kan der vist ikke være tvivl om. Så de er nok ikke så skøre de amerikanere.