En beslutning om at tillade det officielle Tyrkiet - hvis de kunne leve op til visse kvalitetskrav - engang i fremtiden at vise en af dem selv produceret plancheudstilling om folkemordet på armenierne i Det Osmanniske Imperium i det 19. århundrede, under 1. Verdenskrig og indtil imperiets fald i 1923, har affødt en særdeles omfattende debat. Der har været talrige følelsesladede og fordømmende angreb på Det Kongelige Bibliotek i almindelighed og uhørt personlige på undertegnede i særdeleshed. Angrebene omfatter krav om censur, politisk indgriben for at få omgjort beslutningen, beskyldninger om folkemordsbenægtelse, historieforfalskning, støtte til Tyrkiets politiske standpunkt, påstande om præcedens for at vise udstillinger fra holocaustbenægtere, herunder staten Iran, samt frakendelse af hæder, ære, forstand m.v. hos undertegnede både i aviserne og i hademails. Der er rejst spørgsmål i Folketinget med krav om, at kulturministeren skal sikre sig, »at danske kulturinstitutioner i Danmark og i udlandet ikke misbruges til historieforfalskning«! Senest (18.12.) er der fremsat en bizar anklage fra en gruppe tyrkiske intellektuelle, hvis synspunkter jeg ellers deler, om, at jeg »modarbejder demokratiet i Tyrkiet«. Må jeg i al beskedenhed være fri - både for et sådant debatniveau og den slags beskyldninger ad hominem.

Det er nemlig interessant, at den plancheudstilling, »The Armenian Genocide and Scandinavian Response«, Det Kongelige Bibliotek viste på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek indtil for nylig, overhovedet ikke blev omtalt i pressen, før Tyrkiets reaktion i form af et møde med undertegnede blev lækket. Da jeg i februar i år indgik aftale med den armenske ambassadør, der nu udtrykker forundring over og afstandtagen til min beslutning, gjorde jeg ham opmærksom på, at den måtte forventes at medføre reaktioner fra officielt tyrkisk hold som følge af, at Tyrkiet ikke anerkender begivenhederne i slutningen af det 19. århundrede og under den første verdenskrig som et »folkemord« efter definitionen i FN-konventionen herom fra 1948, der som bekendt blev udformet efter Nazi-Tysklands forbrydelser under 2. Verdenskrig, og som blev kriminaliseret både politisk og juridisk i folkeretten efterfølgende. Jeg tilføjede, at jeg imødeså den med sindsro og nok skulle håndtere den, og at det kunne være interessant at få skabt debat om tragedien, som indtil nu ikke har haft den store bevågenhed i Danmark. Således har den fortræffelige bog af journalisten Helle Schøler Kjær Danske vidner til det armenske folkemord 1915 (2010), som udstillingen bl.a. relaterer sig til, stort set ikke solgt. Men andre ord kunne en debat i Danmark kun være i Armeniens interesse.

Jeg er blevet beskyldt for at give efter for tyrkisk pres, hvilket jeg igen skal afvise. Men jeg vil tillade mig at hævde, at det nuværende Tyrkiet som sådan hverken kan sammenlignes med Iran, holocaustbenægtere eller serbiske benægtere af Srbrenica-massakren. Tyrkiet har i 700 år været en europæisk stat, hvilket mange ikke er klar over, det er vor allierede gennem NATO, medlem af Europarådet og samarbejdspartner igennem talrige europæiske samarbejdsinstitutioner, herunder flere, hvori Det Kongelige Bibliotek også deltager, og ikke mindst er det ansøger til medlemskab af Den Europæiske Union. I modsætning til Tyskland, men i lighed med Serbien og visse østeuropæiske lande har Tyrkiet heller ikke fået gjort op med sin fortid, men har politiseret sin historieopfattelse om bl.a. det armenske folkemord i et uholdbart omfang, som har sat det under pres fra den vestlige verden og vestlig historieforskning, herunder i forbindelse med EU-ansøgningen.

Jeg skal tilstå, at jeg både som Det Kongelige Biblioteks chef og som historiker fandt, at det kunne være interessant kildekritisk og metodisk at se, hvordan Tyrkiet i Danmark i lyset af den massive vestlige dokumentation af folkemordet på et bare nogenlunde kvalificeret niveau ville løfte bevisbyrden for sin påstand, og at det i øvrigt faldt inden for Det Kongelige Biblioteks formidlingsopgaver også at formidle kontroversielle problemstillinger, som naturligvis er rigt repræsenteret i samlingerne. Derfor tilbød jeg, at Tyrkiet på visse betingelser kunne foranstalte en paralleludstilling på et senere tidspunkt. Det vides i skrivende stund ikke, om en sådan realiseres, endsige hvornår den i givet fald kan passes ind i udstillingsprogrammet for Det Humanistiske Fakultetsbibliotek.

Det kan jeg forstå på kritikerne, at jeg ikke skulle have gjort. Fordømmelserne har været legio. Det er interessant, at meget få har forstået, at Tyrkiet ved at acceptere tilbuddet hermed har bragt sig i en situation, hvor det specielt i en kritisk offentlighed som i Danmark må have et problem, hvis det vil fremture med sin version af historien.

To historikere, Mathias Bjørnlund og Torben Jørgensen, har i Berlingskes kronik 14.12. angrebet min beslutning som baseret på »dårlige argumenter« og finder, at det er umuligt for faghistorikere at bedømme sagen, hvis de ikke selv har »offentliggjort« primær forskning på området. Selv har de skrevet henholdsvis et upubliceret speciale om folkemordet i danske kilder (2005) og en interessant forskningsoversigt over den internationale forskning (2000), hvor både »revisionistisk« vestlig og »apologetisk« tyrkisk forskning, herunder grundlaget for og metoderne for Tyrkiets hævdelse af sit nutidige standpunkt, gennemgås, og som fagkolleger bl.a. kan bygge på. Det gør jeg. Men i deres kronik benytter de sig i deres anklager imod mig som både fagmand og institutionschef altovervejende af manipulationens metode, dvs. at skyde mig præmisser eller synspunkter i skoene, som jeg aldrig har fremsat eller som er fordrejet af andre. Og de tillader sig - som så mange andre - at drage sammenligninger og fremsætte påstande om, at der skabes præcedens, som i bedste fald er meningsløse og i værste absurde samt udtrykke moralsk forargelse og betvivle min dømmekraft. Et er, at det kan være debatniveauet blandt visse politikere, journalister eller efterkommere af parterne i tragedien, men er det også historikernes metodiske niveau?

Det armenske folkemord rummer som historisk begivenhed alt fra politisk strid mellem efterkommerne af de involverede folkeslag, mellem to nutidige stater, en både følelsesladet og tragisk kamp om historien, dens indhold og fortolkning, realitetsfornægtelse, restitutionskrav, fordømmelse af nutiden gennem fortiden m.m. Det kan kun være i armeniernes og kritiske tyrkeres, herunder begge de i Danmark værende parters mindretals interesse, at der er blæst om sagen, indtil Armenien og Tyrkiet har forligt sig med hinanden og deres fælles historie, således som det er sket mellem andre, men endnu ikke alle europæiske - civiliserede nationer.

Det er mig en kilde til undren, at mange ikke kan se, at min beslutning om en »parallel« udstilling som metode til at sætte problemstillingerne i sagen under kritisk debat, der rækker ud over et speciale og en historisk afhandling i et fagtidsskrift, ikke skulle være en støtte til den armenske kamp for anerkendelse af historiens kendsgerninger og historikernes arbejde med at afdække og dokumentere dem. I Danmark har vi en demokratisk tradition for ikke at fortie eller undertrykke selv uacceptable positioner og synspunkter, men i stedet at imødegå og udstille dem, når det er påkrævet. Tyrkiet har et problem, der ikke er blevet mindre med årene, i forhold til den vestlige verden. Det er i sig selv en kendsgerning, som kan benægtes, men skal den også forties, når der nu er en relevant mulighed for at udstille den?