I virkeligheden aner vi ikke, hvor hun kom fra. Pludselig var hun der bare. Jihad Jane. Den 46-årige Colleen LaRose havde tilsyneladende med ét slag gennemgået en transformation, som ikke burde være menneskelig mulig. Hun havde i mange år været den grå og anonyme amerikanske borger, som i al beskedenhed boede på Main Street i Pennsburg, Pennsylvania. Og pludselig var hun nu trådt direkte ud af dette arketypiske, ærkeamerikanske sceneri og havde forvandlet sig til sin egen modsætning, en flammende islamisk terrorist, som på internettet havde udtrykt ekstreme ønsker om at deltage i hellig krig (jihad) og ifølge de amerikanske myndigheder tumlede med konkrete planer om at myrde den svenske Muhammed-tegner, Lars Vilks.

Jihad Janes tilsynekomst udløste en chokbølge, der med lynets hast forplantede sig gennem internettet og alverdens medier. I de amerikanske tv-nyheder sad værter, journalister og eksperter - hele denne perfekt uniformerede og syntetisk udseende flok af mediemennesker - og fremstod, som om de for første gang i deres strømlinede karriere ikke vidste, om de skulle le eller græde. De holdt masken, men det så underligt ud.

»En kvinde fra forstads-Amerika«, udbrød journalisten Sharon Crowlet på Fox News uden at fuldende sætningen, mens det samtidig var vanskeligt at udelukke, at der var en lille snert af forargelse i hendes forbløffede tonefald. Hvad bildte Colleen LaRose sig ind?

Crowlet var dog åndsnærværende nok til også at forsøge at drage en slags konklusion:

»Muligheden for, at terrorister lever iblandt os, er en temmelig uhyggelig tanke.«

Det er ganske korrekt, at denne forestilling kan have en meget ukomfortabel karakter. I det hele taget havde tilværelsen unægtelig været mere overskuelig og sorgløs, hvis alt det, vi ikke brød os om, eller som ville påføre os noget ondt, befandt sig et andet sted, i en helt anden verden. Men allerede Robert Louis Stevenson vidste, at den gode og retlinede Dr. Jekyll er fordømt til at ligge i angstfyldt strid med den skumle og lunefulde Mr. Hyde, og i en mere moderne tid har bl.a. en instruktør som David Lynch gang på gang skildret, hvordan bagsiden af glansbilledets idylliske og småborgerlige USA er en øglerede af destruktion og fordærv. Hvilket naturligvis ikke er en fortolkning, som udelukkende er begrænset til den amerikanske virkelighed.

Men Lynchs billeder er selvfølgelig blot underholdning. Eller kunst, det billige skidt. Colleen LaRose er en skinbarlig realitet. Hun lever iblandt os, nu og her. Hun er din nabo, din elskede. Dig selv? I de amerikanske medier er forskellige brikker til den mosaik, der udgør hendes livsforløb, begyndt at dukke op - med rygter, sladder og almindelig småsnak som kilder. I sit nabolag er hun således kendt for at tale højtlydt med sine katte og for at drukne sine problemer ved at kigge dybt i flasken.

Hendes fortid og personlighed indkredses vha. tre velkendte og grundfæstede amerikanske livsstils- og kultursymboler: dåseøl, Marlboro-cigaretter og sange af den populære countryartist Loretta Lynn. Som 16-årig blev hun gift med en mand, der var dobbelt så gammel, men ægteskabet, der efter sigende var præget af fysiske overgreb, holdt ikke længe. Otte år senere blev hun gift med Rodolfo Cavazo, der kæmpede sig gennem tilværelsen som professionel kortspiller, og som i dag er fuld af forundring over sin forhenværende kones opdukken som terrorist: »Jeg forstår ikke et ord. Vi gik i kirke næsten hver søndag, og vi bad, og Colleen var meget troende.«

Det viser sig også, at LaRose har en fortid med en række mindre alvorlige lovovertrædelser, bl.a. spirituskørsel og checkrytteri for ca. 390 dollar. Siden hen forsøgte hun i 2005 efter sin fars død at begå selvmord med piller, men udtalte senere, at hun ikke havde ment det alvorligt. Efterfølgende modtog hun behandling for depression og alkoholisme. Der tegner sig hermed brik for brik et billede, og det forekommer under alle omstændigheder mere ynkeligt end faretruende. Og hendes seneste samlever, Kurt Gorman, har da også kun godt at sige om Colleen LaRose: »Hun var en godhjertet person. Hun holdt sig stort set i nærheden af huset.« Men alligevel havde hun også overskud til at tage sig af Gormans syge far, indtil denne døde i august sidste år.

Men blandt naboerne i Pennsburg er det alligevel, som om man har anet noget ildevarslende ved kvinden på den anden side af hækken: »Hun var lidt mærkelig. Hun så pæn ud, men man fik en mærkelig følelse af at være i nærheden af hende. Der var noget ved hende, som irriterede mig. Jeg ville ikke have, at mine børn var i hendes selskab,« siger en nabo ifølge tv-stationen CNN.

Så det store spørgsmål er, hvad vi vil se, hvis den egentlige Colleen LaRose nogensinde træder frem for vores blikke. Måske blot en lidt sindsforvirret og usikker person, der søger noget opmærksomhed eller lindring. Intet er lettere i en medievirkelighed, hvor alt er åbent og nivelleret, og hvor grænsen mellem realitet og realitetsshow er en streg i sandet. Kom ud på nettet til os andre, lille ven. Vi er alle berømte. Vi er alle terrorister. Vi er alle til grin.

Colleen LaRose bevægede sig selvfølgelig ud på nettet og forvandlede sig til Jihad Jane - med navnets friske ekko af westernhistoriens raske og uregerlige Calamity Jane som en velplaceret pointe. Og som alle andre i medieoceanet - på Facebook, MySpace, YouTube - følte hun, at hun på én gang kunne være helt privat og fuldstændig synlig, magtfuldkommen og samtidig ansvarsfri og ubekymret. At hendes uklare, sværmeriske drømme med ét fik kød og blod, billeder og betydning. Hvad der skete, var imidlertid også, at bordet fangede med ubønhørlig kraft, så hele hendes gennemførte almindelighed forsvandt og udelukkende efterlod noget fortegnet eller grotesk. På den ene side blev hun latterliggjort, og på hjemmesider med sigende navne som stupidcelebrities.net udstillet som en torskedum, lettere alkoholiseret gossip-klovn på slap line på nettet. På den anden side placerede hun sig som en dødsensfarlig urostifter lige midt i et storpolitisk brændpunkt og blev genstand for panderynkende analyser om religiøs fanatisme og globaliseringens farer og dilemmaer. På den ene side virtuel slyngveninde med Sidney Lee og Anni Fønsby, på den anden side kampberedt våbenfælle med Osama bin Laden (som hun på MySpace fremhævede som et af sine idoler).

Det kan ikke lade sig gøre.

Et sådant menneske findes ikke, vil man med stor sikkerhed og rimelighed påstå. Splittelsen og den indre konflikt er for uoverstigelig, og på denne måde er LaRose da heller ikke nogen traditionel terrorist. Den revolutionært romantiske fanatisme, kombineret med et forskruet intellektuelt alibi, som har præget både tidligere og nuværende terrorrister, ligger hende tilsyneladende fjernt. For over for den sande fantast bliver humor og latter hver gang kvalt i opspringet (tænk blot på Blekingegadebanden). Colleen LaRose er i stedet den vægtløse terrorist. Hun er terroristen uden egenskaber, men med en altdominerende hovedrolle på tidens mest ombejlede scene.

Ifølge de amerikanske medier skrev hun i sin tid på sin MySpace-profil: »Jeg keder mig så meget, at jeg har lyst til at skrige.« Det er nu, hun har grund til det. Eller som Kurt Gorman har forklaret: »På mig virkede hun normal. Hun var et godt menneske.«