Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

En ønskeliste til gymnasiereformen

Det er ret ligegyldigt, hvad de allerskarpeste har med i bagagen fra gymnasiet - de vil altid være i stand til at hive sig selv op ved håret. Mere interessant er det, hvilke problemer de næstbedste slås med.

»Ganske mange studerende er så gode til at gå i skole, at de nægter at give sig. De bliver ved med at lave lektier for at gøre læreren glad i stedet for at studere. Når de når frem til specialet, er de ude af stand til bidrage til den videnskabelige proces, men spiller rollen som højt kvalificerede laboratorieassistenter for vejlederen.« Tegning: Panny Kondor Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er de skarpeste hoveder, som skaber nyt, får ting til at flytte sig og skaber jobbene til os andre. Det er derfor en af universiteternes vigtigste opgaver at løfte de næstbedste op i klasse med de bedste. Det er måske en lovlig elitær betragtning til dansk smag, men prøv at acceptere denne præmis for værdiskabelse i det danske samfund.

Det er ret ligegyldigt, hvad de allerskarpeste har med i bagagen fra gymnasiet – de vil altid være i stand til at hive sig selv op ved håret. Mere interessant er det, hvilke problemer de næstbedste slås med, og om de kunne have været klædt bedre på af gymnasiet.

Jeg har i mange år undervist på det sidste kursus, som de biologi-bioteknologistuderende på Frederiksberg Campus, KU, tager inden specialet, og i et par år har jeg undervist dem lige, når de kommer ind ad døren frisk fra gymnasiet. Det første kursus hedder »Introduktion til Bioteknologi«, og målet med det er faktisk ikke at hæve dem op over gymnasieniveau. I stedet handler det om at udjævne de store forskelle, der er i, hvad de studerende kommer med og at aflære dem noget af det værste, de har med fra gymnasiet.

Det første kan gøre ondt, mens det andet er svært, faktisk så svært, at det ikke helt sjældent mislykkes. Problemet er en grundigt indarbejdet opfattelse af, hvad tværfaglighed er, og af, hvad tværfaglige projekter er for en størrelse. Det konkretiseres i det gymnasieforløb, som kaldes »Almen studieforberedelse« (AT), men gennemsyrer ofte gymnasieuddannelsen som helhed. Tværfaglighed, ifølge de førsteårsstuderende, er en arbejdsmetode, hvor man svæver på et overordnet niveau på tværs af fagligheder uden at byde ind med specialistens ekspertise. Bioteknologi er en multidisciplinær størrelse, og tværfaglighed er allestedsnærværende i faget. Men for os betyder ordet noget andet: Man bringer forskellige ekspertiser i spil for at løse en opgave, som ingen af eksperterne, uanset hvor skarpe de er, kunne have løftet alene.

Introduktion til Bioteknologi afsluttes med en mundtlig eksamen. Et dugfrisk eksempel: Eksaminanden bliver bedt om at forklare, hvordan det egentlig fungerer, når vi anvender Agrobacterium tumefaciens til gensplejsning af planter. Eksaminanden svarer: »Jeg vil hellere diskutere det overordnede.« Det fik hun ikke lov til.

Jeg var ikke eksaminator ved den ordveksling. Den faldt i år, så vi ved ikke, hvad den studerende lærte af det. Men for fire år siden sad jeg overfor en studerende på introkurset og hendes rapport om stamcelleterapi til neurodegenerative sygdomme. Hun forsøgte bravt at dreje snakken hen på perspektiverne af dette forskningsfelt. Jeg pegede på et diagram om programmering af pluripotente stamceller i hendes rapport og spurgte: »Det der er en transskriptionsfaktor. Hvad er det, og hvordan fungerer det egentlig?« Jeg tror, at jeg kunne læse hendes tanker i det øjebliks tavshed, der fulgte: »Den slags må man da have specialister til…. nåh nej, jeg er jo specialisten lige nu.«

Vi er utilbøjelige til at dumpe studerende på introkurset, hvis der er omløb i hovedet, lys i øjnene og krudt bagi. I stedet får de en kærlig skideballe. Jeg kaldte hende ind til skideballen. Jeg havde knap nået at minde hende om, hvem der havde puttet diagrammet i rapporten, da hun afbrød mig: »Jeg har fattet det – det hele bliver anderledes fra nu af.« Det blev det. Jeg har lige haft hende på det sidste kursus før specialet.

Det går ikke altid så nemt. Først skal de studerende aflære sig de arbejdsmetoder, de lærte i gymnasiet, og omkring det tidspunkt, hvor de skriver bacheloropgave, gennemgår de noget, som ligner en hjernetransplantation: Ud ryger hverdagsforståelsen, ind kommer et egentligt naturvidenskabeligt verdensbillede.

Når hjernetransplantationen lykkes, er det akademikere, som møder op efter sommerferien for at begynde på masteruddannelsen. Transformationen er ofte slående, men den lykkes ikke altid. Ganske mange studerende er så gode til at gå i skole, at de nægter at give sig. De bliver ved med at lave lektier for at gøre læreren glad i stedet for at studere. Når de når frem til specialet, er de ude af stand til bidrage til den videnskabelige proces, men spiller rollen som højt kvalificerede laboratorieassistenter for vejlederen. De, som kan gennemføre en kandidatuddannelse ved at gå i skole i stedet for at studere, kan ikke sorteres fra ved adgangsbegrænsning. De har høje studentereksamenssnit og er velbegavede. Det er bagagen, den er gal med.

Nummer et på ønskelisten er at afskaffe AT og i stedet bruge tiden på grundfaglighed. Vigtige snubletråde for de næstbedste er ganske enkelt huller i fagligheden. Det er ofte ret banale sager, som ikke at have et ordforråd til at tale om en celles indretning. Hvis ord som endoplasmatisk reticulum eller mitochondrie er fremmede, bliver det hele unødigt hårdt. Hvis den studerende pludselig får problemer med pH, fordi logaritmerne ikke er på plads, giver det unødvendig modvind. Det er at være ond mod børn at nægte dem logaritmer, når tiden er inde til det.

Jeg tror, at de fleste på de våde naturvidenskaber ville være glade for kombinationen matematik, kemi, biologi og engelsk på A-niveau og fysik på B-niveau. Byt om på fysik og biologi, og de fleste på de tørre naturvidenskaber vil være glade. Det ville være fint at illustrere rigtig tværfaglighed ved at justere indholdet i matematik og kemi i 3. G, så den matcher hver af de to linjer. Forskellen ville alligevel ikke blive større, end at de næstbedste ville kunne foretage »et modsat« studievalg; altså at en med en tør naturvidenskabelig studentereksamen kan vælge biologi-bioteknologi, medicin eller et andet vådt fag uden at komme i vanskeligheder.

Hvorfor engelsk på højniveau? Det er lidt overraskende, at de unge mennesker, som lever med engelsk på internettet, faktisk siger til os, at overgangen til engelsksprogede lærebøger er hård. Det handler om, at deres ordforråd inden for faget er ikke-eksisterende. Det løser sig nemt: Indfør engelsksprogede lærebøger i linjefagene i 3. G. Hvis de studerende kan det hos os, så kan de det endnu bedre året før, fordi de udover fysik eller biologilæreren også får en engelsklærer og timer i fagsprog på engelsk til støtte. Det ville være at gøre gymnasieuddannelsen ægte studieforberedende, og det ville give AT-fortalerne det, de kalder »tværfaglighed på tværs af fakulteter,« men i denne version er det nyttigt i stedet for direkte skadeligt. Jeg håber, at det er klart nu, at jeg med »nyttig« mener læringsmål i gymnasiet, som er studieforberedende i den forstand, at det foregriber kendte og undgåelige problemer, som de næstbedste slås med især som førsteårsstuderende, men for ikke så få hele studiet igennem.

Jamen, der er ikke plads til så mange højniveaufag, vil være en rimelig indvending. Er det nu rigtigt? Der er gode grunde til, at der er historie og dansk på skemaet i alle tre gymnasieår, men skal det være på A-niveau? Hvis man inddrog den tid, som er afsat til introforløb, AT og SRP (det projekt som i folkemunde kaldes »forældreopgaven«), så tror jeg, at der kan skaffes plads med kun en beskeden reduktion af historie og dansk.

Min fremlæggelse er anekdotisk, kan man indvende. Det er korrekt – jeg har ikke statistik at slå på. Så lad mig slutte af med endnu en anekdote. Da jeg gjorde min entré som førsteårsstuderende, var det med en nysproglig studentereksamen suppleret med HF-tilvalgsfag i matematik, fysik og kemi. HF, selv på tilvalgsfagsniveau, var ikke en ambitiøs uddannelse dengang, så vi, som kom med den baggrund, deltog i ekstramatematik over seks lørdage. Viljen til at hjælpe og til at kompensere for fejl og mangler i den studieforberedende uddannelse er altså ikke ny. Min historie er fra 1976. Problemet var altså kendt, da man gjorde ondt værre med den nuværende gymnasiereform. Hvad med om vi nu løste problemet i gymnasiet i stedet for at kompensere for det på universitetet?