En ny strategi for Danmarks sikkerhed

»Ruslands atomtrussel for nylig viste, at Danmark har brug for en sikkerhedsstrategi, der beskriver landets samlede sikkerhedspolitiske udfordringer, målsætninger og værdier.«

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Selv inden den russiske ambassadør i marts truede Danmark med atomvåben, var dansk sikkerhedspolitik genstand for store udfordringer. Disse komplekse udfordringer gør det svært at formulere og føre en optimal sikkerhedspolitik. Udfordringerne stammer både fra sikkerhedsmiljøet omkring os og fra vores organisatoriske evne til at svare på dem. De forværres af fraværet af eksplicitte pejlemærker, som politikerne kan debattere og forme, og som embedsmændene kan samordne og prioritere deres indsatser efter. Det er derfor på tide at overveje en dansk sikkerhedsstrategi.

Læs også: Rusland truer Danmark med atomangreb

Dansk sikkerhedspolitik udfordres mest akut af Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine. Vi befinder os nu i en tredje fase: Tiden »efter den Kolde Krig« er slut. Med annekteringen af Krim og de facto invasionen af det østlige Ukraine krænker Putin-regeringen åbenlyst en anden europæisk stats suveræne territorium. Dermed bryder den fundamentalt med de principper, hvorpå den europæiske orden hviler. Læg hertil atomtruslerne mod Danmark og senest de baltiske lande, omfattende ikke-annoncerede militære øvelser inklusive simulerede bombeflyvninger mod NATO-lande (herunder mod Bornholm og Folkemødet sidste sommer), aggressive militære og politiske doktriner, og omfattende propagandaindsatser. Ideen om, at Rusland er på vej mod at blive et liberalt demokrati, kan ikke opretholdes.

Men det er ikke den Kolde Krig om igen. Rusland er nu en del af verdensøkonomien. Samhandel med Rusland gør os rigere, og denne samhandel er på længere sigt det bedste kort, vi har på hånden med henblik på at skabe en proces, som kan normalisere forholdet til denne store nabo.

Den russiske problemstilling indeholder både gammelkendte og helt nye strategiske elementer – fra konventionelt kollektivt forsvar og afskrækkelse til spørgsmålet om, hvordan man imødegår de »hybride« og politisk manipulerende virkemidler som Putin-regeringen anvender. Denne udfordring er sikkerhedspolitisk i bredeste forstand: Det strategiske svar må adressere Europas orden og Ruslands rolle. En langsigtet dansk strategi må derfor være både transatlantisk og europæisk i form og indeholde både en jernnæve (forsvar, efterretning og diplomati) og en åben hånd (handel, institutionel inklusion og mere diplomati).

Læs også: Putin truer med atomvåben mod Baltikum

Men der er mere end Rusland mod øst. Danske styrker er udsendt for at bidrage til den internationale indsats mod ISIS i Irak, med kampfly og militære rådgivere. Mod syd er udfordringerne i vidt omfang lig de sidste 15 års indsatser i Irak og Afghanistan, plus at få udviklingspolitikken til at fungere. Den internationale voldelige ekstremisme udgør sammen med autoritære stater væsentlige internationale problemer, som blandt andet bidrager til en markant og fortsat flygtningestrøm.

Også Arktis stiller tværgående spørgsmål, der involverer reelt politiske valg omkring langsigtede værdier og prioriteringer. Det gælder både det kort- og langsigtede forhold til Færøerne og særligt Grønland inden for Rigsfællesskabet, og det bredere geopolitiske spil omkring grænsedragning, udnyttelse og beskyttelse af naturressourcer, internationalt samarbejde under ekstreme klimabetingelser og naturligvis igen Putins Rusland, der ser Arktis som en region med afgørende betydning for Ruslands fremtid. Hertil kommer andre emner såsom klimaforandringer, cybertrusler, radikalisering med videre, som også indeholder nye sikkerhedspolitiske problemstillinger samtidig med, at de udgør en dagsorden i sig selv.

Opgaven med Danmarks sikkerhedspolitik består i allerførste omgang i at beskrive det Danmark, vi gerne vil beskytte, fra territoriet til værdierne. Når udfordringerne og truslerne er kortlagt og prioriteret, handler det så i udgangspunktet om at formulere passende svar på de ovenstående udfordringer, hver for sig. Det er allerede svært nok, fordi de alle går på tværs af den eksisterende arbejdsdeling mellem ministre og ministerier. At det er svært viser erfaringerne med den vanskelige civil-militære samtænkning i Irak og Afghanistan. Men den reelle opgave er endnu mere kompleks. Hverken midlerne eller den strategiske opmærksomhed, der er til stede i ministerierne og blandt politikerne, er ubegrænsede. Der skal altså prioriteres, også mellem disse store emner.

Det har vi hidtil gjort passivt gennem ressourcekampen mellem og inden i ministerierne, tillagt noget ministeraktivisme her og der. En sådan løsningsmodel passer muligvis godt i en situation, hvor opgaverne er faste og gammelkendte som under den Kolde Krig, eller relativt godartede og enkeltstående som i 1990erne. Siden 11. september 2001 og særligt siden Ukraine-krisen har omstændighederne imidlertid forandret sig i al væsentlighed. Der er derfor behov for ikke kun at gentænke midlerne, men også den måde, vi har skruet de institutionelle rammer for sikkerhedspolitikken sammen på.

Læs også: »Danmarks hær er en milits«

Uden klare rammer forankret i en politisk vision og vilje er det vanskeligt at kalibrere Danmarks samlede respons på disse omfattende forandringer. Fordi det ikke er »business as usual«. Derfor går udfordringen langt videre end Udenrigsministeriets kontor for sikkerhedspolitik. Det er også en sag for direktionen og andre centre samme sted, for Stats- og Forsvarsministeriet, og for andre ressortministerier og myndigheder, ikke mindst Forsvaret, der alle skal arbejde sammen på nye måder. Samtidig er bruddet med »tiden efter den Kolde Krig« også en sag for Finansministeriet og for relationen mellem dette og de andre ministerier. Sikkerhedspolitikkens forandrede vilkår fordrer en revision af langsigtede prioriteringer og virkemidler, inklusive ressourcer, og kan ikke længere automatisk prioriteres relativt lavt, som tilfældet har været i den mellemperiode, der nu er slut. Men spørgsmålet er, om andre kan få ørenlyd i et ministerium, der siden start-1980ernes krise har vænnet sig til en dominerende rolle i alle politik- og prioriteringsspørgsmål? Kan selv en statsminister?

I forhold til formuleringen af strategien kan Danmarks sikkerhedspolitiske situation ikke forstås uden en langsigtet geopolitisk ramme. Det er væsentligt, at denne logik ikke – som traditionen har været – forbliver et udenrigsministerielt anliggende, men at politikerne inkluderes i den. Af hensyn til landets samlede organisatoriske evne til at udstikke retninger, til at prioritere – kort sagt, til at lede – er det ønskeligt at formulere en mere eksplicit sikkerhedspolitisk hjørnesten.

Mange andre europæiske lande som Storbritannien, Holland og Frankrig, men også eksempelvis Finland og Polen har en sikkerhedspolitisk strategi, et overordnet styringsdokument, som udgør et referencegrundlag for disse landes sikkerhedspolitik. Selvom modellen har sin oprindelse i USA, så vidner talrige europæiske adopteringer om, at den kan tilpasses og finde nytte i meget forskellige politiske systemer og traditioner.

Læs også: Der er huller i Hæren

En sikkerhedsstrategi er et offentligt tilgængeligt dokument, der beskriver landets samlede sikkerhedspolitiske udfordringer, målsætninger og værdier, og hvilke overordnede principper, der bliver lagt til grund for de initiativer, regeringen ønsker at sætte i værk over for udfordringerne. Dokumentet opdateres regelmæssigt, for eksempel hvert fjerde år, eller oftere, og udpeger prioriteter og rammer, som andre mere konkrete handlingsplaner og indsatser trækker på, når de skal finde deres indhold og retning.

Det er derfor naturligt et politisk dokument. Processen omkring tilblivelse og revision kan samtidig, med inspiration fra de udenlandske modeller, i god dansk ånd inddrage Folketinget og befolkningen på forskellige måder. En formel sikkerhedsstrategi er ikke en universalløsning. Men dokumentet og de beslutninger, det indebærer, vil gøre andre prioriteringer nemmere. Det vil bidrage til konsistens og overblik, og det vil skabe grundlaget for en mere solid politisk forankring af de beslutninger, der ligger i og omkring dansk sikkerhedspolitik. Det er derfor på tide at overveje en dansk sikkerhedsstrategi.