Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

En ny skillelinje i Europa

Mens den økonomiske krise i årene 2008-2015 gjorde skellet mellem Nord- og Sydeuropa tydeligt, ser flygtningekrisen ud til at tegne en markant forskel op mellem Øst- og Vesteuropa.

Barrikaderne glødede stadig efter voldsomme sammenstød mellem grænsepolitiet og flygtninge/migranter nær den lukkede »Horgos 2«- grænseovergang fra Serbien til Ungarn henunder aften den 16. September i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: TAMAS SOKI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den aktuelle diskussion om, hvordan man skal forholde sig til de mange flygtninge og migranter, der i øjeblikket kommer til Europa, er nogle europæiske stater »strammere«, mens andre er »slappere«. Danmark hører til strammerne, der ønsker at begrænse tilstrømningen til Europa og Danmark mest muligt, mens vore nabolande Sverige og Tyskland hører til slapperne, som generelt er mere åbne over for de ikke-europæiske udlændinge.

Men generelt tegner der sig et mønster, hvor mange af de østeuropæiske lande hører til strammerne, som er meget kritiske over for en fælles europæisk fordeling af flygtningene, og som ønsker at lukke deres nationalstaters grænser mest muligt for flygtningene og migranterne. Mens mange af de vesteuropæiske stater derimod hører til slapperne, som ønsker fælles europæiske løsninger på flygtningekrisen.

Nyhedsoverblik - Flygtninge

Mens den økonomiske krise i årene 2008-2015 gjorde skellet mellem Nord- og Sydeuropa tydeligt, ser flygtningekrisen altså nu ud til at tegne en markant forskel op mellem Øst- og Vesteuropa.

Men hvorfor er det sådan? Hvad er årsagerne til, at mange østeuropæiske lande, ikke mindst Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn (de såkaldte Visegradlande), hører til blandt strammerne, når det gælder udlændingepolitikken?

Der er flere forklaringer. En af dem er landenes placering som en del af den kommunistiske østblok under Den Kolde Krig. Dyrkelsen af den gamle nationale kultur og de nationale traditioner og i det hele taget af nationen var dengang forbudt, med mindre den udtrykkelig blev koblet sammen med en hyldest af socialismen.

Mange i de østeuropæiske lande har den opfattelse, at de i mere end 40 år, fra 1945 til 1989, var invaderet af udlændingene (dvs. russerne), og at det så at sige ikke »skal gentage sig«. Derfor er de meget skeptiske over for, at en større gruppe mennesker med en anden kultur end den, der traditionelt har været den dominerende i deres land, skal få lov til at slå sig ned dér.

En anden årsag til den udbredte østeuropæiske skepsis over for flygtningene og migranterne er kirkens store rolle i mange af de lande, der her er tale om. Selv om den romersk-katolske kirke og dens overhoved, paven, har det som et af sine vigtige budskaber, at man skal hjælpe mennesker i nød, er der mange i den stærkt troende befolkning i Polen, Tjekkiet osv., der ser indvandring fra muslimske lande som en særlig trussel, netop fordi den kommer fra muslimske lande.

Det er i det hele taget dette »dilemma«, der i disse år er ved at splitte mange kristeligt orienterede politiske partier i Europa, også i Vesteuropa. Man behøver blot tage et kig over Øresund til vores naboland Sverige, hvor Kristendemokraterne i øjeblikket kæmper en overlevelseskamp, bl.a. som følge af en intern splid om, hvorvidt man skal tage imod de mange flygtninge og migranter af humanitære, almenmenneskelige og »kristne« grunde, eller om man derimod skal stramme udlændingepolitikken for at undgå den muslimske indflydelse på det svenske samfund og den svenske kultur.

Men en tredje og også ofte meget overset forklaring på den meget stramme kurs over for flygtningene og migranterne, er for et af de største af østeuropæiske landes vedkommende, nemlig Polens, af indenrigspolitisk karakter.

Polen står over for at skulle til parlamentsvalg om mindre end en måned, 25. oktober. Flygtningekrisen kunne i den forbindelse ikke komme mindre belejligt for den nuværende polske regering. Regeringen består af to gamle traditionelle, borgerlige/kristeligt demokratiske partier, men vil ifølge meningsmålingerne ved det kommende parlamentsvalg blive voldsomt presset af det fremstormende parti »Lov og Orden« (Prawo i Sprawiedliwosc) (forkortet: PiS).

Partiet, som ligesom mange af de nyere politiske partier på højrefløjen i de vesteuropæiske lande er både EU- og stærkt indvandrerkritisk, sidder i forvejen på præsidentposten i Polen, men ser altså ud til efter parlamentsvalget måske også at kunne erobre posten som regeringschef (ministerpræsident).

Derfor er den siddende polske regering i øjeblikket meget påpasselig med at gå på kompromis med den meget udlændingekritiske kurs, som den har anlagt i de seneste måneder. For hvis den begynder at give sig alt for meget i forhold til Tysklands og andre europæiske staters ønske om en stærkere koordineret, fælles europæisk håndtering af udlændingeproblematikken, risikerer den at miste yderligere stemmer til et Lov og Orden-parti, som i forvejen har gjort stort indhug i regeringspartiernes vælgerskare.

Som følge deraf bliver udfaldet af det polske parlamentsvalg 25. oktober af afgørende betydning for, hvordan hele flygtningekrisen og europæernes håndtering af den vil udvikle sig i de kommende måneder.

Hvis PiS skulle gå så meget frem, at partiet vil kunne rykke ind i regeringskontorerne (eventuelt i en koalitionsregering med andre partier), vil den nuværende stramme polske udlændingekurs sandsynligvis fortsætte og måske endda blive endnu strammere. Og det vil kunne få store konsekvenser og en afsmittende effekt på udlændingepolitikken også i de øvrige østeuropæiske lande, som skæver meget til udviklingen i Polen.

En storsejr til PiS vil kunne få mange østeuropæiske lande til at stå endnu fastere på en stram udlændingepolitik og på modstanden mod en yderligere europæisk koordinering af udlændingeområdet og fordelingen af flygtningene. Dette vil betyde, at mange europæiske lande (også vesteuropæiske) i den kommende tid vil begynde primært at kigge sig om efter nationale løsninger på den fælles europæiske udfordring.

Hvis derimod storsejren til PiS skulle udeblive ved det polske parlamentsvalg, så de øvrige polske partier (herunder de nuværende regeringspartier) kommer til at dominere polsk politik i de kommende år, vil der være stor sandsynlighed for, at den polske regering, der bliver dannet efter valget, vil være mere villig til et kompromis om flere fælleseuropæiske løsninger på flygtningekrisen, end den nuværende polske regering er lige i øjeblikket. Dét uanset, om det bliver de nuværende regeringspartier, der komme til at fortsætte, eller en anden konstellation af partier uden PiS.

Derfor vil 25. oktober 2015 blive en vigtig milepæl i europæisk historie. Her bliver meget afgjort med hensyn til det europæiske samarbejdes fremtidsudsigter. Inden »afklaringen« på den polske situation her i oktober skal man ikke vente megen kompromisvillighed fra den polske regerings side og dermed heller ikke megen afklaring på den europæiske situation.

Men Polen er ikke det eneste østeuropæiske land, der går til valg her i efteråret. Også i EUs nyeste medlemsstat (siden 2013) Kroatien, som i de seneste måneder på grund af sin placering som EUs grænseland nr. 1 til ikke-EU-landene mod syd har haft kæmpe udfordringer med pres på sine grænser, skal vælgerne sætte kryds ved et nationalt parlamentsvalg om få måneder.

Her står det konservative parti HDZ, som det ser ud lige nu, til en storsejr over den nuværende koalition af socialdemokrater, liberale og socialliberale midterpartier. HDZ går ind for en strammere kurs og mere »lov og orden« (ligesom PiS i Polen), men har også – i modsætning til polske PiS – et stærkt ønske om mere ligelig fordeling af byrderne ved udlændingestrømmen i EU.

Så ligesom der er interne forskelle mellem udlændingekursen i de vesteuropæiske lande, er der det naturligvis i et vist omfang mellem de østeuropæiske lande, afhængigt af hvert enkelt lands historiske erfaringer og aktuelle indenrigs- og udenrigspolitiske situation.

Det generelle billede, der i øjeblikket er ved at tegne sig i Europa er imidlertid, at en ny skillelinje er ved at opstå mellem Øst og Vest.

En skillelinje, som i modsætning til skillelinjen i årene 1945-1989, ikke har at gøre med traditionel sikkerhedspolitik, Den Kolde Krig og kampen mellem den socialistiske og kapitalistiske ideologi. Men derimod med to grundlæggende forskellige syn på, hvilke svar man skal give på den aktuelle fælles europæiske udfordring: flygtninge- og migrantkrisen. Årsagerne til denne skillelinjes opståen er dels landenes forskellige historiske erfaringer, dels de meget forskellige aktuelle indenrigs- og udenrigspolitiske situationer, som landene står i.