Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

En krises anatomi

Først nu er vi for alvor ved at være et sted, hvor vi kan uddrage konklusionerne af krisen og lære af den.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Krisen er snart ovre, har politikerne og medierne ofte optimistisk fastslået gennem de seneste år. Budskabet har imidlertid hver gang vist sig at være for præmaturt. Faktisk er det først nu, at den krise, der begyndte i 2008, er ved at være ovre.

Erfaringerne viser da også, at kriser sjældent overstås hurtigt. Fra Biblen ved vi, at efter syv fede år følger syv magre år. Det er der faktisk noget rigtigt i, selv om bibelhistorien ikke helt passer – i gennemsnit har de økonomiske kriser siden år 1900 varet lidt kortere og opgangsperioderne lidt længere end de foreskrevne syv år.

Den seneste økonomiske krise har på mange måder været anderledes end de tidligere. Den ramte både globalt og dybt til trods for, at den blev mødt med internationale exceptionelt kraftige og orkestrerede forsøg på at afbøde effekten.

Men lad os begyndte med begyndelsen. Helt nøjagtigt begyndte krisen 9. august 2007. Frankrigs største bank, BNP, og et par tyske banker meddelte, at de ikke længere kunne skaffe lån over interbankmarkedet. En måned senere, 11. september, kom der »run« på den engelske bank Northern Rock, og den engelske regering måtte træde til for at redde banken. Året efter, i marts 2008, kollapsede den amerikanske investeringsbank Bear Sterns, og i juli gik det ud over de to realkreditinstitutter Fannie Mae og Freddie Mac. I Danmark kollapsede først Bank Trelleborg og derefter Roskilde Bank. Antallet af sammenbrud tiltog og spredtes. Det var ikke et finansielt korthus, der ramlede; det var en verdensomspændende økonomisk orkan, der tiltog i omfang og styrke.

Det var typisk for de finansielle virksomheder, der kollapsede, at de havde været præget af kraftig ekspansionslyst. Nye lånetyper var blevet opfundet. Der blev ydet lån, hvor låntagerne på tidspunktet måske nok kunne klare ydelserne, men som de ved et tilbageslag i økonomien reelt ikke havde mulighed for at erlægge.

Ledelserne i de hurtigtvoksende finansielle institutioner blev rost. Disse finansielle institutioner var effektivt drevne, og der blev stigende udbytter til aktionærerne, men også voksende indtjening til ledelserne gennem forskellige incitamentsordninger.

Det var glade dage, verdensøkonomien kørte i højt gear, vækstraterne var høje, og små økonomier havde muskler til at foretage massive opkøb af virksomheder i andre lande.

Men så ramte krisen, og alting ændrede sig fra den ene dag til den næste. Virksomheder kollapsede, arbejdsløsheden voksede, og efterspørgslen samt eksporten decimeredes.

Man var hurtigt klar over krisens dybde, men ikke dens længde. Det var uafklaret, hvilket scenarie for bedring man skulle vente. De økonomiske krisers ophør følger sædvanligvis bestemte mønstre. Man håbede på grund af den orkestrerede indsats, at krisen var forbipasserende (V-scenariet, som det f.eks. kendtes fra USA 1989-92), men der kunne også blive tale om et længerevarende forløb (U-scenariet, som f. eks. kendes fra EU 1992-97). Et andet scenarie kunne være, at en spirende optimisme efter kort tids forløb ville blive afløst af en ny krise (W-scenariet, som det kendes fra Danmark fra 1970erne). Kun de mest pessimistiske forventede dog japanske tilstande (L-scenariet), hvor økonomien fra 1992 og mange år frem kørte i slæbegear.

I dag ved vi, at det blev U-scenariet.

Der er mange, som har fået ansvaret for krisen, ikke mindst de finansielle institutioner. Men disse kunne selvfølgelig ikke låne ud, hvis der ikke var nogen, der ville låne. Og det var der. Store projekter, ikke mindst inden for ejendomssektoren, så dagens lys og opnåede finansiering. Ikke sjældent igangsat af developere, som de finansielle institutioner burde kende fra de tidligere kriser, hvor de også påførte de finansielle institutioner store tab. Mands minde er kort i den finansielle sektor.

Overtagelse af virksomheder blev en yndet sport, og priserne steg drastisk. Ikke mindst kapitalfondene foretog markante opkøb til priser, der blev mere og mere opskruede.

Presset kom også fra institutionelle investorer, der ønskede at opnå høje afkast. Højere end der var driftsøkonomisk grundlag for som følge af den lave rentefod og beskedne inflation.

Private lånte til ejendomskøb og spekulation – til tider vejledt af dårlig rådgivning fra de finansielle institutioners side, der rådgav private om at benytte friværdien til »sikre« investeringer. Spekulationsdillen angreb nemlig bredt. De faldende renter og stigende aktiekurser gjorde mange til finansielle eksperter. Ejendomsdevelopernes spændende ejendomsprojekter førte til, at udbuddet af huse og ejerlejligheder steg markant. Nogle private spekulanter erhvervede flere lejligheder i håb om at kunne afhænde disse med fortjeneste, fordi huspriserne hele tiden steg. Det var også de stigende ejendomspriser, der gav mange private mulighed for øget forbrug. Friværdien blev udover til spekulation omsat i luksus, rejser og husforbedringer.

De finansielle virksomheder var selv med. De store opkøbte virksomheder i udlandet, virksomheder, der set i bakspejlets klare lys ikke gav synergieffekter, og de mindre oprettede filialer. I København etableredes den ene filial efter den anden af lokale pengeinstitutter, der var kommet langt uden for deres lokal­område, men som også ønskede at få en bid af kagen. Der blev udlånt og investeret langt og finansieret kort.

Mange mente, at en ny økonomi var født. Tidligere tiders kriser ville ikke mere blive oplevet. Økonomien var globaliseret, og det var ikke god forretningsskik at være forsigtig.

Men de finansielle institutioner er også lidt undskyldt, for i jagten på retvisende regnskaber modarbejdede myndighederne opbygning af reserver i gode tider til brug i dårlige. Lovgiverne tillod også nye låneformer og spekulationsredskaber, som ingen reelt havde mulighed for at gennemskue endsige overskue virkningen af.

Der blev tjent mange penge, og de blev brugt. Så krisen ramte dybt, da den kom. Aktiemarkedet faldt, investeringer tabte værdi. Spekulanterne væltede på stribe, især inden for ejendomssektoren. De finansielle institutioner og deres aktionærer blev hårdt ramt. For at opretholde tiltroen til de finansielle institutioner måtte disse ad flere omgange have statslig hjælp, bankpakker, for at opretholde kravene til solvensen. Ideen bag bankpakkerne var til dels, at bankerne skulle bruge de tilførte midler til udlån med henblik på at skabe ekspansion i erhvervslivet, men i takt med at sikkerhederne i de eksisterende udlån blev forringet, opnåedes den tilsigtede ekspansive strategi ikke.

Også private forretningsfolk blev ramt. Det er forbavsende at se hvor mange succesrige forretningsfolk, der blev blanket af, da krisen satte ind. Ofte folk der havde vist et godt udviklingstalent og opbygget en virksomhed, som var blevet afhændet med en stor fortjeneste. De var gode udviklere, men dårlige til at investere pengene, de fik for virksomheden – eller havde dårlige rådgivere.

Og hvad er så læren? Ja, først og fremmest at man roligt kan glemme alle udsagn om, at der ikke igen vil komme økonomiske kriser. Vi er måske blevet bedre til at håndtere dem, men internationaliseringen og tilvejekomsten af nye, komplicerede finansielle instrumenter, som ingen i virkeligheden har fuldt overblik over effekten af, gør styringen sværere. For de finansielle institutioner bør læren være, at der bør være nøjere overensstemmelse mellem ind- og udlån. For lovgiverne, at det nøje bør overvejes, inden der gives tilladelse til anvendelse af nye finansielle instrumenter eller nye låneformer. For private investorer ikke at geare investeringer, at rådgivere ofte både er rådgivere og sælgere samt ikke at erhverve fast ejendom uden egenkapital. Investorerne bør huske på, at ingen træer vokser ind i himlen – det gør investeringer ej heller, og at ingen økonomier undgår tilbageslag.

Nu, hvor de syv magre år er ved at være overstået, er det, at vi bør studere krisens anatomi og uddrage læren – og deraf blive klogere.