En drøm der brast

Onsdag er det 30 år siden, Mark Chapman myrdede John Lennon. Vi har imidlertid aldrig formået at tage ved lære af den lektie, der lå i mordet.

Tegning: Lars Andersen
Læs mere
Fold sammen

»Jeg har lige skudt John Lennon.« Helt roligt svarede Mark Chapman på spørgsmålet om, hvorvidt han var klar over, hvad han havde gjort. Spørgsmålet kom fra dørmanden ved Dakota-bygningen på Manhattan, hvor John Lennon og Yoko Ono boede. De var netop på vej hjem i deres limousine efter en dag i studiet.

Tidligere på dagen havde Chapman fået en høflig og imødekommende Lennon til at signere et eksemplar af det netop udgivne album Double Fantasy. Men elleve i elleve om aftenen var mødet mellem Chapman og Lennon af radikalt anderledes karakter. Chapman affyrede fem skud mod Lennon, og under tyve minutter senere - på det så velkendte tidspunkt, 11:07 PM, den 8. december 1980 - blev Lennon erklæret død.

Mark Chapmans motivation for at slå John Lennon ihjel er en kompliceret størrelse. Som en cocktail af en ubehagelig barndom, en stærk religiøsitet, hjertesorger, en klinisk depression, selvmordstanker, indre stemmer og en besættelse af henholdsvis J.D. Salingers roman Catcher In The Rye og The Beatles - og John Lennon i særdeleshed - er der nok at tage fat i, hvis man, som mange har forsøgt det, vil kortlægge præcis, hvad der fik ham til at handle, som han gjorde den decemberaften for 30 år siden.

Et gennemgående aspekt ved Dakota-attentatet er imidlertid berømmelsestemaet. At Lennon var - og stadig er - en af verdens største berømtheder er én ting. En anden er den bevidsthed, som Chapman havde om konsekvenserne af sine handlinger. I interviews givet fra fængslet i løbet af de sidste ti år, fortæller han om, hvordan han blot så Lennon som en papfigur på et pladeomslag snarere end som et rigtigt menneske, og hvordan den verdensomspændende opmærksomhed - berømmelsen - ville tilfalde ham selv, hvis han slog den Lennon ihjel.

Ved den efterfølgende retssag fastslog statsadvokaten ligefrem, at mordet var en »genvej til berømmelse« for Chapman. De øvrige Beatles-medlemmer døbte Chapman »manden, hvis navn aldrig må nævnes«, fordi de netop ville undgå, at han opnåede den berømmelse, som for eksempel også var tilfaldet Lee Harvey Oswald i forbindelse med mordet på John F. Kennedy. De hundredtusinder af artikler, der vil blive publiceret i dag - inklusive denne, naturligvis - bevidner imidlertid, at Chapman i den grad har opnået sin verdensberømmelse, og at han har indtaget en evig plads i historiebøgerne.

Med mordet på Lennon i New York blev den amerikanske uskyld taget for tid og evighed. Inden da var landets præsident som netop nævnt blevet myrdet. Så en kommende præsident i form af Kennedys bror, Robert. Og så med Lennon det ultimative rockikon.

Samtidig fik man med Chapman sat et ansigt på fankulturens mørkeste skyggesider. Den sygelige berømthedsdyrkelse, der gør, at det er svært at forestille sig store stjerner, som ikke er omgivet af sikkerhedsvagter for at garantere en behørig afstand mellem berømtheden og de nærgående fans. Det er værd at bemærke, at Lennon åbent og frivilligt mødte sine fans face-to-face ved Dakota-bygningen og uden sikkerhedsforanstaltninger indtil det skæbnesvangre møde med Chapman. Havde han overlevet attentatet, var han næppe fortsat med dette. Når det stadig er interessant at beskæftige sig med mordet på John Lennon, er det fordi, der er tale om det, man kan kalde en kulturelt betinget forbrydelse. Mennesker har slået andre mennesker ihjel, så længe mennesker har eksisteret, og når man kan finde ordet mord i overskrifterne hver eneste dag over hele verden, står det klart, at det ikke er selve mordet eller endda måden, det blev begået på, der er det særligt interessante.

Det, der derimod er værd at hæfte sig ved, er, at mordet på John Lennon kun kunne finde sted i en kultur, hvor man dyrker berømtheder på den måde, man gør det i Vesten. Det er selve dyrkelsen af John Lennon som berømthed - som papfiguren på pladeomslaget - der er forudsætningen for, at Mark Chapman overhovedet handler som han gør. Lennon og Chapman kendte ikke hinanden privat. Der eksisterer ingen relation mellem dem, udover den, der eksisterer i forholdet mellem berømthed og fan.

Som jeg beskriver og diskuterer det i min seneste bog, Drømmen om berømmelse, lider en tredjedel af amerikanerne ifølge en ny undersøgelse af det, man kalder Celebrity Worship Syndrome, hvor ens personlige velbefindende lader sig påvirke af, hvordan den berømthed, man dyrker, går og har det. Med andre ord baserer man skræmmende meget af sin egen tilværelse på illusionen om, at der eksisterer et reelt bånd mellem en selv og den berømte. Pludselig er berømtheden ikke længere blot én, der eksempelvis har begået nogle smukke sange eller har nogle inspirerende ting på hjerte, som man kan identificere sig med. I stedet forvandler forholdet sig til et, der minder om den desperate ven, der higer efter nyt om den fjerne bekendte, der ikke går helt så meget op i modparten, som modparten går op i denne.

Det skaber frustrationer og fører i stigende grad til, at man stalker den berømte - et begreb, der tidligere var forbundet med en uhyggelig adfærd hos stalkeren, fordi man anerkendte det unaturlige og praktisk talt problematiske behov for at følge med i alt, hvad et andet menneske foretager sig. Men i disse tider blødes stalker-begrebet mere og mere op. Hos det ualmindeligt populære gossip-website, Gawker, har man eksempelvis en decideret stalker-sektion. Her kan folk straks poste oplysninger om, hvilken celebrity de har set, hvor de har set vedkommende, og hvad denne foretog sig. Der er ingen reel nyhedsværdi i det, der postes, og det eneste formål er at tilfredsstille dette sygelige behov for at følge med i, hvad endda et tilfældigt sammenrend af kendte foretager sig.

At celebritykulturen, som jeg har valgt at kalde den, på denne måde skubber til vores normer og moralbegreber er dybt problematisk - ikke mindst fordi der bliver længere og længere mellem de kendte skikkelser, som faktisk er det, jeg vil kalde substantielle berømtheder: Kendte mennesker, der er kendte for at have noget på hjerte, frem for blot at være kendte for at være i mediernes søgelys, uanset hvad de så end står for rent værdimæssigt.

En sådan substantiel berømthed var John Lennon. Han var og er en af musikhistoriens største sangskrivere, men han blev kendt for mere end dette. Han tog sin egen identitet, sin religiøse tolerance, sine markante politiske standpunkter og sit kontroversielle ægteskab med Yoko Ono med ind i berømthedssfæren og udgjorde dermed et pejlemærke for alle, der beskuede ham og lyttede til ham. Det har ingen formået at gøre i samme grad siden, selv om vi i eksempelvis Bruce Springsteen og Bob Dylan fortsat kan betragte nogle af de samme kvaliteter. Med Lennons død sluttede 60erne og 70ernes drøm om det nye utopia, hvor man troede på, at friheden og fællesskabet ville sejre. Med hans død fik vi den symbolske start på celebritykulturens jagt på berømmelse for berømmelsens skyld. 80erne, 90erne og 00erne har efterfølgende budt på en støt stigende dyrkelse af celebrities, hvis kendetegn er overflade, selviscenesættelse, nul engagement og nul tolerance.

Så hvad står vi tilbage med? En celebritykultur, hvor substansen er gået fløjten, mens fandyrkelsen er endnu mere intens end nogensinde før. Det er 30 år siden, John Lennon døde, og vi mangler ham mere end nogensinde før. Ikke kun for hans kærlighed til fred og den sympatiske humanisme. På ganske paradoksal vis er det nemlig som om, at det netop kræver en berømthed af hans format, hvis den overdrevne dyrkelse af berømmelsen skal italesættes på en måde, så selv de allermest dedikerede fans ville kunne forstå det.

Den arv, som John Lennon efterlod os, rummer nemlig frem for alt den lektie, at hvis man opnår berømmelsen, skal den bruges til noget meningsfyldt. Til at skabe opmærksomhed om det, der har reel betydning for os, om det så er på det personlige eller samfundsmæssige niveau. Om krigen og kærligheden, freden og fordrageligheden. Om det, der rækker langt ud over os selv og de narcissistiske tendenser, som er mere legitime end nogensinde før at være til fals for.

-