En bredere flok – men gode nok

Historien om de dovne studerende og de tårnhøje gennemsnit. Eller historien om de dovne kritikere af studerende, som laver et flot mål, men selvmål, ved at fralægge sig et ansvar for studerendes motivation og kompetencer.

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der har i den seneste tid været en del omtale af »kvaliteten« af danske studerende.

Ganske paradoksalt har man kunnet læse om iagttagelser, der udpeger studerende som dovne og dumme samtidig med, at medierne har ført en bred diskussion om karakterræs og de angiveligt negative konsekvenser af et uddannelsespres og udskillelsesløb, der starter tidligere og tidligere.

Vi må imidlertid konstatere, at det gang på gang på gang lykkes at skære de studerende over én kam – med henvisning til eksempler, hvor enkelte personer eller grupper angiveligt underpræsterer i forhold til politikeres, embedsmænds eller universitetsfolks almindelige forestillinger om ansvarlig og seriøs studieadfærd. Det er i sig selv ugunstigt for den levende debat om uddannelseskvalitet og studieadfærd, at vi taler så generelt om de studerende. Med de seneste årtiers enorme vækst i antallet af universitetsstuderende er det naturligt at forestille sig, at forskellene i de studerendes kompetencer og erfaringer er blevet større. Overgangen til også at tilbyde samfundet masseuddannelse har betydet, at universiteterne i dag skal formå at rumme og udvikle unge mennesker med meget forskelligartede forudsætninger.

Grundlagsviden kan ikke forventes i samme omfang som tidligere i form af ensartede og generelle forudsætninger ved studiestart. Der er mange universitetsundervisere, der således udtaler sig bekymret på deres fags vegne. Det er imidlertid ikke nødvendigvis et dårligt udgangspunkt for universitetsuddannelser, at de studerende møder op med forskelligartede erfaringer og forestillinger om, hvad det vil sige at være del af et videregående uddannelsesforløb. Det er forbundet med udfordringer, men dog at betragte som et positivt bidrag til uddannelserne, at så mange studerende har et ben solidt plantet i det omgivende samfund, gennem studierelevante jobs, arbejde i frivillige organisationer, deltagelse i fritidsaktiviteter osv., osv.. Debatten om de dovne og dumme studerende har været ganske stereotyp og det er naturligvis svært – hvis man vil udtrykke sig kortfattet om et kompliceret fænomen – at komme ud over tendensen til at generalisere, men lad os få nogle væsentlige nuancer på debatten.

• På CBS har vi ingen uddannelser uden en høj adgangsbegrænsning (et snit på over 7).

• På CBS har vi høj en beskæftigelsesgrad (over 80 pct. af samfundsvidenskabelige kandidater har job inden for et halvt år efter endt eksamen).

• På CBS er der kamp om de begrænsede antal studiearbejdspladser i vore bygninger døgnet rundt.

• På CBS er der et stigende antal præstationsramte studerende, der søger hjælp hos studenterrådgivning/psykologer.

• På CBS har vi 80 frivillige organisationer (organiseret på campus af studerende for studerende).

• På CBS kræver studenterorganisationen mere kontakt med underviserne og mere feedback på deres faglige forståelse og fremdrift.

Når så mange alligevel bliver ved med at tale om studerende, der arbejder for lidt, skyldes det blandt andet:

• At ministeriet og med dem mange andre interessenter tæller konfrontationstimer (kateder-timer).

• At der er undervisere, som ikke kan fastholde de studerendes interesse.

• At CBS økonomi har ført til store hold, hvor kontakten mellem underviser og studerende er nødlidende.

• At mange tror at studerende kun lærer noget, når de er i et undervisningslokale.

• At mange studerende tager på udveksling, indgår i praktikophold og arbejder med online baserede forløb.

• At en del studerende ikke kan få studierelevante jobs.

• At mange offentlige og private virksomheder forlanger at studenterjobs skal udgøre et anseligt timetal (over 20 timer per uge).

• Og mange, mange andre forhold – på godt og ondt.

Pointen er, at det er tæt på umuligt at sandsynliggøre, at nutidens studerende er mere dumme/dovne end tidligere. Det eneste, vi med sikkerhed kan konstatere på CBS, er, at de studerendes adfærd er ændret og frembyder et rigt og nuanceret billede. Det er både forarmende og meningsløst at stille sig frem som »lærer« og tale med forargelse om de studerende uden et sekund at reflektere over, at læreprocesser altid bygger på en relation mellem underviser og deltager. Når relationer er nødlidende, giver det aldrig mening ensidigt at placere ansvaret hos den ene part. Derfor:

• Hvis de studerende mangler grundlagsviden, må det indgå i planlægningen af læreprocessen, at denne basale viden gøres tilgængelig og integreres i kurserne, f.eks. gennem brug af online læreprocesser, »intro-kurser« og lignende.

• Hvis de studerende fravælger undervisningstimerne, må det føre til seriøse overvejelser om den pædagogiske metode, f.eks. disponering af forholdet mellem pensum og formidling, aktivering af de studerende og lignende.

• Hvis de studerende »er alternativt aktive« i undervisningslokalet på deres pc’ere, må det lede til en overvejelse om, hvorledes den studerende og pc’eren kan integreres i læreprocessen, f.eks gennem online gruppearbejde, konkrete søgeprocesser på nettet og lignende.

Forudsætningerne for at få en bæredygtig relation etableret er, at underviserne accepterer, at det er deres ansvar at starte dialogen med de studerende. Hvis man henvender sig til et hold uden at bruge tid på indledningsvis at skabe en relation, der bygger på gensidig respekt og tillid, sender man et signal til holdet om, at de blot er endnu et hold, der skal undervises, og at de ikke bliver set af underviseren som en flerhed af forskellige personer og forventninger. For en generation af unge, der er opdraget til en udstrakt grad af individualisering og personligt pres, er det at blive anonymiseret og reduceret til et hold ganske tæt på en afvisning.

CBS er stadig præget af et syn på læreprocesser, der knytter sig til fortiden. Og fortiden har det jo med at fremstå i et lyserødt skær. Tiden er imidlertid af mange gode grunde løbet fra læreprocesser, som gjorde professoren til den store kilde, der øste af sin viden over for et hungrende og taknemmeligt udvalg af unge og håbefulde studerende. Den gamle professor, der med et nostalgisk tilbageblik længes efter tiderne med intellektuelle passiarer i øreklapstolen med passionerede enkeltstuderende, der sad for fødderne og sugede viden til sig, er således en karikatur, der stadig præger den forargede udpegning af dagens studerende som de »dumme og dovne«. Desto større er behovet for en fornyet indsats.

Der leveres glimrende undervisning på CBS. Hver eneste dag. Underviserne er i det alt væsentlige engagerede og ambitiøse på de studerendes vegne. De studerende er i det store og hele fremragende studerende, ikke mindst fordi CBS tiltrækker en meget stor del af regionens bedste førsteprioritets-ansøgere. CBS forsøger på den baggrund med meget begrænsede ressourcer (sammenlignet med landets øvrige universiteter) at skabe frugtbare og effektfulde uddannelsesforløb. Det er en del af et universitets DNA at være selvkritisk og reflekteret over sin egen praksis og rolle i samfundet, og derfor er debatten om »de dumme og dovne« helt central at forholde sig til. Meget kan og skal blive meget bedre. Også på CBS.

Forudsætningen for at skabe et bedre universitet for de studerende og for samfundet er, at vi stopper med skubbe ansvaret over på de andre. Læreprocessen bygger på den frugtbare dialog mellem underviser og studerende – såvel som studerende imellem. På CBS er vi i gang med initiativer, der skal styrke relationen mellem undervisere og studerende. Det er investeringer på »den lange bane«, der heldigvis møder stor interesse og opbakning fra CBS’ mange forskellige aktører.