Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ekstrem ledelse

Hvor toplederen i gamle dage primært blev bedømt på bundlinjen og derefter fuldt fortjent kunne begive sig videre til en dyr middag og en god cigar, skal han nu også nå toppen fysisk.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I øjeblikket er der nærmest upåagtet ved at ske et skift i ledelseskulturen. Hvor toplederne gennem de seneste år spillede golf eller endog dyrkede meditation, trækker de nu i våddragt og kaster sig i vandet i triatlonkonkurrencer, gennemfører en ironman, eller løber en maraton. Ved at piske sig selv op ad Giro d’Italia-bjerge er vejen til toppen blevet bogstaveliggjort på de mange teambuilding-kurser, der brager frem i disse år. Er topchefen endnu for langt fra at kunne klare strabadserne, kan han blive opgraderet gennem en personlig træner.

Store virksomheder, realkreditinstitutioner og rekrutteringsbureauer tilbyder typisk egne topledere og »high end clients«, - kunder med stor formue og indtjeningspotentiale - deltagelse i »eksklusive« arrangementer lige fra bjergcykling, mountainbike, maraton og langrends-skiløb. De fleste af disse forløb sluttes af efter et års træning med en »hovedopgave« som f.eks. et Mountainbike-løb i Sydfrankrig eller en fire-dages cykeltur op i Dolomitterne i kølvandet på italienske legender som Coppi og Pantani.

Fortidens grosserertype var ofte velklædt, men korpulent, med den runde bugs pondusgivende embonpoint som et værdighedstegn på rigelig adgang til fin mad og frihed fra fysisk arbejde. Stand og status er i dag rykket indad væk fra stive omgangsformer og beklædningens distinktioner til den distinkte krops underliggende markeringer. »Der er koldt på toppen, men man ser hammer godt ud,« ikke mindst når man bliver fotograferet side om side med en af de tilknyttede topsportsmænd eller elitecoaches.

Nutidens aktive topledere klæder sig casual og giver afslappet hinanden en krammer, men har mave som et strygebræt og forsager alkohol og umådeholdent fødeindtag. Den moderne erhvervsleder er helt igennem upåklagelig, uden en sprække, en delle, et eneste tegn på menneskelig svaghed. Gemmer han sig bag den perfekte krops maske, eller foregår der en udvikling af personligheden, når han totalt dedikeret bevæger sig mod bjergets top?

Hvad er baggrunden for dette omsving i ledelseskulturen? At mingle på golfbanen giver god lejlighed til at lave aftaler, men de bygger på en instrumentel logik, hvor det primært handler om profitmaksimering. Når du sveddryppende og på kanten til at ville give op, arbejder dig op ad et Tour de France-bjerg, og en fra dit team pacer dig, giver dig et skub, eller tilbyder dig en cola eller en marsbar, så du med nød og næppe kan genoprette din sukker- og væskebalance, opstår der et kammeratskab, der bygger på andet end kold kalkule. Den aktive lederkultur rykker tættere sammen via kollektive, ekstreme oplevelser.

Gennem at presse sig selv maksimalt søger toplederne at rykke grænserne for, hvad de kan yde. Beruset af stadigt mere ekstreme præstationer tager de hele ledelseslaget under sig med på turene for at skabe en mere dynamisk organisation, hvor der hele tiden søges mod højere mål. Hvor det i gamle dage var utænkeligt, at man skulle tage sin cykel med ind på kontoret, er det nu et statustegn at tage sin karbon-letvægts teknologiske vidundercykel med helt ind i firmaets hellige haller.

Hvor toplederen i gamle dage primært blev bedømt på bundlinjen og derefter fuldt fortjent kunne begive sig videre til en dyr middag og en god cigar, skal han nu også nå toppen fysisk. Hvor golfsporten gav toplederen et pusterum, giver ekstremsporten åndenød. Det er svært for højadrenalin-mennesker at geare ned gennem rolige aktiviteter som golf og meditation. Nemmere at geare op fysisk og opnå forløsning eller endog ekstase gennem den ekstreme træthed og nedbrydning af normale, beskyttende forsvarsværker.

Når du er oppe i bjergene, kan du ikke nås, og mobiltelefonen skal være slukket. Det er en altopslugende aktivitet, der endelig river lederen ud af den pressede hverdag. Hvor det kan være svært at få tid til at være nærværende i det fluktuerende dagligliv, har ekstremsporten sin egen benhårde logik. Hvis ikke du er 100 pct. til stede i en stejl bjergnedstigning på ski, i løb eller på cykel, kan det blive fatalt. Totalt nærvær er en betingelse for overlevelse.

Gennem ekstremsport opnår lederen et længe tiltrængt kontroltab, hvor han sveder eller fryser, tørster, sulter og måske kaster op på randen af kollaps. Samtidig medfører den nødvendige træning frem mod eventens kulmination et krav om stærk kontrol via træningsplanlægning og kostregimer.

Er der tale om en re-feudalisering af lederkulturen? I middelalder og renæssance var det ikke nok, at kongen og aristokratiets mænd havde succes med finanser, med politik og i krig. Fyrstens egen krop var den grundlæggende garant for hans magt, hvad enten han udmærkede sig på lanse i ridderturneringer eller i fægtekunst. I dag ser vi en tendens til, at erhvervslederens cv gerne skulle indbefatte en god del maratons, faldskærmsudspring og bjergbestigning for at give bevis på stamina, smertebemestring og fremdrift. Den næste store udfordring bliver rumfart for civile VIP’er. Kroppens genkomst som markør for den sublime leder?

Genoplivelsen af »the hunting pack« og det mandlige fællesskab som centralt i kulturen, kan medføre øgede vanskeligheder for kvinders vej til erhvervslivets absolutte top. Mænd er gennemsnitligt fysisk langt »hurtigere, højere og stærkere« end kvinder og den ekstreme lederkultur kan medføre, at kvinderne udgår eller reduceres til vandbærere på vej op ad »det skaldede bjerg« på en Tour de France-rute.

Ikke desto mindre er der også kvindelige topledere, der er passionerede elitesportsdyrkere, som f.eks. 40-årige Astrid Simonsen Joos, der er nyansat topchef i Philips Denmark, og som peger på ekstremsportens store mentale potentialer. Udover bjergbestigning har hun deltaget i en langrendstur over den grønlandske indlandsis: »Mine ekspeditioner og fysiske udfoldelser har vist mig, at man kan mere, end man tror, og det tror jeg også, jeg kan bruge i erhvervslivet…man lærer rigtig meget om sig selv, sine styrker, svagheder og værdier. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg kan og ikke kan. Og som leder er det vigtigt at erkende, hvad man kan.«

Er ånden med i al denne kropsdyrkelse? Eller er der tale om en ny materialisme, hvor ikke kun regnskabets sorte tal, men også lederens kondital og hvilepuls bliver et tegn på virksomhedens sundhed? Hvor er dialogen om personlighedsudvikling? Hvor læses den romerske filosof Seneca med inspiration til den stoiske sætten sig selv på prøve? Hvor er foredragene om elitesportens sammenhæng med topledelse, og hvor er nysgerrigheden over for (idræts)kulturen i de lande, hvor de ekstreme events foregår? Hvor er refleksionen over smertedyrkelsen som en vej til selvovervindelse? Og over farerne ved at blive træningsnarkoman eller ved at slide sine knæ i stykker i et manisk, rituelt dagligt morgenløb?

Halser disse topledere blot op ad bjergene uden at overveje hvorfor? Hvis topledernes ekstremsport skal blive andet end kropslig branding og en fordobling af præstationskravene nu med fysiske parametre, skal der også åndelige vitaminer i spil. Eller med Søren Kierkegaards satiriske ord i Enten - Eller fra 1843: »Af alle de latterlige Ting forekommer det mig at være det aller latterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gerning. Naar jeg derfor ser en Flue i det afgørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større hast kører ham forbi, eller Knippelsbro gaar op, eller der falder en Tagsten ned, og slaar ham ihjel, da ler jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunne vel bare sig for at le? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaar det dem ikke som det gik hin Kone, der i Befippelse over, at der var Ild løs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?«