Hvorfor skal de historikere hele tiden komme og blande sig, tænker nogle sikkert i disse dage. Igennem måneder har der i dagspressen været fokus på Ole Sohns fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og nu har denne interesse taget en ny drejning. I påsken bekræftede den tidligere socialdemokratiske justitsminister Bjørn Westh, at han i midten af 1990erne var indblandet i destruktionen af en række personsager fra PETs arkiv. »Somme tider skal man se, om alt det, der står i arkiverne, er nødvendigt. Hvis noget er unødvendigt, er der ingen grund til at opbevare det. Det er derfor de politiske sager fra den kolde krig skulle destrueres. Især fordi indholdet var myteskabende,« fortalte Bjørn Westh til BT. Dagen efter forklarede han til Berlingske, at han var fejlciteret i BT, og at han kun havde givet ordre til at destruere oplysninger, der var fremskaffet på ulovlig vis.

Derfor er det også besynderligt at høre såvel justitsminister Morten Bødskov som tidligere chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, udtale sig som om, der nærmest ikke er noget at komme efter. Man må give justitsministeren ret i, at selve makuleringen har været kendt siden PET-kommissionens rapport udkom i 2009, men det nye og opsigtsvækkende er jo Bødskovs ovenfor nævnte forgænger, der vedstår sig sin rolle i makuleringen af en række sager. Hans Jørgen Bonnichsen synes det er mærkeligt, at man først bruger »90 mio. kr. på en kommissionsundersøgelse, der bebrejder PET, at man ikke overholdt loven, da man indsamlede oplysninger om folk på venstrefløjen. Nu bebrejder man så PET for, at man overholdt loven og makulerede oplysningerne, som man havde pligt til. Jeg synes, hele sagen om Ole Sohns eventuelle PET-mappe er en tynd kop te,« udtaler Bonnichsen til Berlingske. Med denne argumentation synes Bonnichsen at mene, at hvis man bare fjerner beviserne, bliver ulovligheden glemt, og så er der ikke sket nogen skade. Overholder man pludselig loven ved at destruere beviserne for ulovlighederne? Sådan er verden ikke skruet sammen. Endelig synes Bonnichsen at glemme kronologien i hele dette forløb. Det startede jo ikke med PET-kommissionens »bebrejdelser«, men med den politisk sanktionerede makulering i midten af 1990’erne.

Overraskelsen har sikkert været stor hos såvel Bødskov som Bonnichsen, da det blev afsløret, at der af flere opgange - først i 1965 og siden i 1995 - var lavet aftaler med Rigsarkivet om, at historisk vigtigt materiale skulle overdrages til arkivet med henblik på bevaring. At det var selv samme Bjørn Westh, som først i 1995 beordrede materialet bevaret og året efter var med til at sætte skub i makuleringen af politiske sager, trak tæppet væk under ministerens og den tidligere PET-mands forklaringer.

Historikerne råbte endnu en gang vagt i gevær, og de fik følge af tidligere statsminister Anker Jørgensen som i klare vendinger beklagede PETs makulering af sager. Destruktionen var i hans øjne en katastrofe. »Ingen skal fjerne de papirer, der handler om personer, som PET har skrevet om. Det er vigtig historisk dokumentation for eftertiden,« udtalte Anker Jørgensen til Berlingske. Og Danmarks tidligere statsminister har ret. Selv om ikke alt, hvad PET skriver, nødvendigvis er rigtigt, skal sagerne ikke destrueres af den grund. Historien bliver ikke mere rigtig, men tværtimod mere forkert af, at sagerne forsvinder. Med sagerne forsvinder nemlig kommende generationers mulighed for at efterprøve PETs beskrivelser og oplysninger, oplysninger som ofte er dukket op i det offentlige rum og som kan være med til at skabe myter. Og myterne har fået nok at leve af med de seneste ugers afsløringer.

I sin første udtalelse forklarede Bjørn Westh, at der ved makuleringen i 1990erne blev sondret mellem nødvendige og unødvendige oplysninger. Men hvordan vurderede den daværende regering, hvad der var nødvendigt og hvad der var unødvendigt? Så man på dette udfra en politisk definition eller udfra en efterretningsmæssig definition? I den konkrete sag har myndigheden med den største kompetence, fagviden og indsigt på området, PET, under den kolde krig vurderet, at forskellige oplysninger var nødvendige i en række sager. Efterfølgende lavede Bjørn Westh og andre politikere og embedsmænd uden samme efterretningsmæssige kompetence en politisk vurdering af sagerne og besluttede, at de skulle destrueres. Angiveligt var det spørgsmålet om PETs anvendelse af ulovlige metoder, som gjorde udslaget for de aktuelle og nu destruerede sager.

Hvis Bjørn Westh som repræsentant for den daværende regering vitterlig har givet ordre til at destruere oplysninger, der er fremskaffet på ulovlig vis, har han så ikke sørget for at fjerne beviserne for en række ulovligheder begået af PET? Kan en minister gøre det uden at skulle stå til ansvar for det? Ja, jeg ved ikke, hvordan juraen ser ud på dette område, men hvis vi andre almindelige mennesker havde forsøgt at fjerne beviserne for en forbrydelse, ville vi vel ikke slippe af sted med det? Det næste, man kan undre sig over, er, at der i 1998-99 blev sat gang i PET-kommissionens arbejde, et arbejde som efter pres fra venstrefløjen blev påbegyndt ved lov af selv samme SR-regering, som ifølge Bjørn Westh havde destrueret en række PET-sager år forinden. Den regering, der ifølge Bjørn Westh havde destrueret de PET-sager, som var blevet til på baggrund af ulovligheder, besluttede nu at undersøge, »om virksomheden er udøvet i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, som har været fastsat af Folketinget eller regeringen«, som det hedder i PET-kommissionens kommissorium. SR-regeringen igangsatte en undersøgelse af eventuelle ulovligheder begået af PET under den kolde krig, selv om selv samme regering år forinden - med Bjørn Wesths ord - havde fjernet beviserne for sådanne ulovligheder. Hvorfor sætter man en kommission til at lede efter noget, man selv har sørget for at få fjernet? Er jeg den eneste, der ikke kan få brikkerne til at passe? Eller kan det tænkes, at Bjørn Westh husker forkert?

Den borgerlige opposition var imod undersøgelsen af PET, og SR-regeringen indgik således et kompromis med de borgerlige partier som fik trumfet igennem, at der samtidig med PET-kommissionens arbejde skulle udarbejdes en undersøgelse af truslen fra Warszawa-pagten. Denne opgave tilfaldt Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS, tidligere DUPI). Da VK-regeringen kom til i 2001, udvidede den DIIS-kommissoriet til også at omfatte en undersøgelse af særligt fodnoteperioden og østblokkens forsøg på at påvirke den danske offentlighed. Da DIIS offentliggjorde sin rapport i 2005, var ikke alle tilfredse, og det førte til, at der blev bevilget penge til et nyt koldkrigscenter, som endte med at få historiker Bent Jensen som leder. Den endelige rapport fra dette Center for Koldkrigsforskning er endnu ikke offentliggjort.

Status er, at der i løbet af de sidste 13 år er blevet postet over 120 mio. kr. i tre koldkrigsundersøgelser, hvor de involverede historikere og jurister har arbejdet på et ufuldstændigt grundlag. Undersøgelsernes forskere kunne måske have brugt skatteborgernes penge noget bedre, hvis Bjørn Westh eller andre fra den daværende regering havde fortalt kolleger og befolkningen sandheden om, hvordan de havde håndteret PET-sager, der var blevet til på baggrund af ulovligheder.

Som samfund skal vi være glade for, at man så vidt vides ikke har indført samme praksis med destruktion af beviser for ulovligheder andre steder. Tænk, hvis ledelsen i Roskilde Bank havde saneret deres arkiv inden krakket, så det var umuligt at komme til bunds i bankens økonomiske dispositioner forud for dens sammenbrud? Man kan nævne mange andre sager, såsom den verserende sag om manipulerede fangetal i Irak, Farum-sagen, en nyligt verserende skattesag og meget andet til at eksemplificere, hvor farlig en handling for vort samfund der blev gennemført med de politisk sanktionerede makuleringer af det angiveligt ulovlige PET-materiale.

Tænk, hvis Justitsministeriet i forbindelse med Tamil-sagen havde opereret med samme håndtering af begåede ulovligheder, som det gik for sig år senere hos PET? Så kunne man med rette have sagt: »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet - det røg i makulatoren!«