Efterlysning: Akademikere der tør mene noget

»Det virker som om, at der er en modvilje mod at forske i og diskutere multikulturalismens skyggesider. Det er sikkert menneskeligt nok, og alle akademikere kender følelsen af, at man altid skal være den nuancerede part og trække forståelsen væk fra yderpunkterne. Men ved at ignorere eller gå let hen over emner som arbejdsløshed, social svindel, religiøs radikalisering og jødehad i minoritetsmiljøer overlades fortolkningsretten til Hr. og Fru Facebookekspert.«

Læs mere
Fold sammen

Indvandringen fra ikke-vestlige lande løber ikke rundt. Hverken økonomisk eller kulturelt. Så kort kan det siges, og det er hovedbudskabet i den socialdemokratiske politiker og murersvend Mattias Tesfayes nye bog, »Velkommen Mustafa«.

Og ja, det er en indvandring. Også selv om vi har haft indvandrerstop siden 1973. Dengang var der 54.716 udlændinge med opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark. I 2016 var tallet 452.548 indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Det er især familiesammenføringer, der har fået det tal til at vokse.

Dermed ikke sagt, at der ikke også er positive elementer ved indvandringen. Tusindvis af udlændinge og danskere med udenlandsk baggrund arbejder, betaler skat, opdrager deres børn og er på alle måder værdifulde medlemmer af vores nationale fællesskab. Vi er rigere og stærkere takket være dem. Som en lille åben eksportøkonomi er vi samtidig afhængige af viden og kompetencer udefra.

Men multikulturalismen, forstået som troen på, at man kunne invitere en masse, vildt fremmede mennesker ind i velfærdsstaten og få det hele til at løbe rundt, holder ikke stik. Alt for mange fra især Mellemøsten og Afrika ender på overførselsindkomster og i parallelsamfund med en stærk islamistisk identitet. Desværre.

En togulykke i slowmotion

Multikulturalismen har ellers været en stor del af Socialdemokratiets selvforståelse siden Svend Aukens formandstid. Og den er stadig den officielle ideologi på venstrefløjen og hos Det Radikale Venstre.

Det er mit bud, at der ikke er nogen, der kommer til at udstille Tesfayes bog som falsk eller forkert. Der er givetvis noget med sproget og tonen eller et enkelt forkert tal et sted, eller noget andet man kan hænge sin afstandtagen op på. Men intet substantielt.

Når man læser om udlændingedebatten i Socialdemokratiet fra 1960erne til nu, er det som at se en togulykke i langsom gengivelse. Allerede i 1980erne var det åbenlyst, at integrationen ikke fungerede. Alt for mange indvandrere giftede sig med personer fra hjemlandet, der så blev fløjet op og installeret i kommunalt betalte lejligheder. Her levede de på offentlige ydelser, mere eller mindre afsondret fra majoritetssamfundet; et miljø Ahmad Mahmoud skildrer fra en indvandrervinkel i sin bog »Sort Land«, og som Morten Pape beskriver med danske arbejderklassebriller i »Planen«.

Det var de såkaldte vestegnsborgmestre i Ishøj, Brøndby og Hvidovre, der sad med de konkrete problemer. Forgæves forsøgte de at råbe især Svend Auken op, men han bortforklarede integrationsproblemerne som udtryk for fordomme og småracisme.

Poul Nyrup Rasmussen, der blev statsminister i 1993, var mere lydhør, men han prioriterede forholdet til Det Radikale Venstre højere end sit eget bagland. Samtidig var der stærke kræfter i Socialdemokratiet, der så enhver kursændring som en indrømmelse til den indre svinehund.

Modvilje hos akademikere

Hvorfor er det en murersvend, der skal fortælle os det her?

Misforstå mig ikke. Jeg har den højeste veneration for håndværkere, men hvor er alle de akademikere og forskere og konsulenter, der lever professionelt af at arbejde med integration og analysere samfundet i almindelighed?

Det er selvsagt ikke fordi, der ikke bliver skrevet og sagt rigeligt om integration og udlændinge. Tværtimod. Indvandring og islam er nok det emne, flest har en mening om. I Danmark er der tusindvis af forskere og akademikere, der beskæftiger sig med at måle og veje og beskrive vores samtid. Alligevel er det som om, at advarslerne har været meget få fra den kant.

Og nej, det er selvsagt ikke en fair fremstilling, at ingen akademikere tager disse emner op. Professor Thomas Hoffmann og lektorerne Tina Magaard og Yvonne Mørck (og flere) har skrevet og formidlet om islam og integration til et bredere publikum, men man ved også med sikkerhed, at bringer man deres navne op, så går miskrediteringsmaskinen i gang. Enten har de forudindtagede holdninger og har sagt noget forkert engang, eller også har de ikke taget de rigtige kurser.

Det virker som om, at der er en modvilje mod at forske i og diskutere multikulturalismens skyggesider. Det er sikkert menneskeligt nok, og alle akademikere kender følelsen af, at man altid skal være den nuancerede part og trække forståelsen væk fra yderpunkterne. Men ved at ignorere eller gå let hen over emner som arbejdsløshed, social svindel, religiøs radikalisering og jødehad i minoritetsmiljøer overlades fortolkningsretten til Hr. og Fru Facebookekspert.

I disse år vokser alternative medier med alternativ fakta frem på internettet. Den Korte Avis, Newsspeek og højreradikale blogs i frøers mængde. Nogle er fake news, og andre er bare ekstremt tendentiøse. Men mange læser dem, fordi de ikke føler, at mainstream-politikerne, mainstream-akademikerne og mainstream-medierne tager udfordringerne ved indvandringen seriøst.

Der er tale om en af de største forandringer i danmarkshistorien, alligevel er det som om, at eksperterne hellere vil fokusere på enkeltdelene, frem for at sætte det ind i en større kontekst.

Modet mangler

Min egen faggruppe, historikerne, skal man ikke vente sig for meget af. Vi er typisk rædselsslagne for at blive taget i besiddelse af en mening. Især hvis den omhandler noget aktuelt.

Måske fordi vi før er blevet indrulleret som ideologiske soldater. Først i et opbyggeligt nationalromantisk projekt, hvor der skulle tegnes streger fra fæstebonden til kongen. Og så et mindre opbyggeligt marxistisk projekt, hvor de samme streger skulle viskes ud.

Jeg ved det ikke, men i dag har vi en historikerstand, der typisk producerer bittesmå puslespilsbrikker af meget høj kvalitet. Kilderne er vredet til sidste dråbe. Man kan se det som klædelig beskedenhed, at vi ikke byder ind med nogen større fortælling, men lige så ofte er der tale om mangel på mod.

Det er mit indtryk, at det forholder sig nogenlunde på samme måde i andre akademiske miljøer. At skrive debatterende bøger om samfundsrelevante emner og forsøge at formidle sin viden bredt anses som en form for akademisk selvbesmittelse. I bedste fald harmløst, men ikke god smag at gøre offentligt.

Desuden tager det alt sammen tid fra at skrive ansøgninger og producere peer-reviewed artikler til forskningsdatabaser, som de færreste har adgang til, og endnu færre kunne drømme om at læse. Det er nu engang, hvad samfundet betaler forskere for, og man får det, man betaler for. Resultatet er mange akademikere, men få intellektuelle.

Tesfaye er en sjælden fugl

Vi er ikke de eneste, der har svært ved at skrive vores tanker ned og formidle dem. Hæren har for første gang i århundreder reel kamperfaring. Alligevel er vores officerskorps underligt tavse og uvillige til at være indbyrdes uenige.

Mattias Tesfaye er også en sjælden fugl blandt sine kollegaer. Hvor den forrige generation, Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Poul Nyrup, var storproducenter af bøger og kronikker, så hører man sjældent noget fra nutidens toppolitikere, der ikke er produceret af en pressemedarbejder.

»Velkommen Mustafa« er ikke Tesfayes debut som forfatter. Han har tidligere skrevet en tankevækkende bog om håndværkets betydning. Forhåbentlig kan han inspirere ikke bare sine politikerkollegaer, men også flere vidensarbejdere til at vove pelsen og sætte flere tanker på papir.