Drop tagselvbordet

Morten Løkkegaard: Den nye EU-finanspagt bør føre til, at Danmark dropper 20 års forbehold og tagselvbords-mentalitet. Vi kunne starte med at frasige os »opt-in«-modellen, hvor vi har sikret os, at vi efter retsforbeholdets afskaffelse kan plukke i retssamarbejdet.

Tegning: Lars Andersen
Læs mere
Fold sammen

Julen nærmer sig som bekendt, lokkende eller truende, afhængig af temperament. Vi befinder os midt i højtiden for julefrokoster, utroskab - og tagselvborde.

Spørgsmålet er, hvornår julestemningen indfinder sig i Europa. Lige nu er der solide tømmermænd oven på det, som lidt ufint kunne kaldes Klub EU-27s mislykkede julefrokost:

Storbritanniens David Cameron forlod forestillingen ud på de små timer uden at ville bidrage til fællesregningen, mens franske Nicolas Sarkozy stod søvndrukken tilbage og svinede sin britiske klubkollega til.

Cameron havde tilsyneladende håbet på det sædvanlige tagselvbord, men var blevet mødt af en tysk-fransk »menu fixe«. Eller: I den onde version benyttede de kronisk euroskeptiske konservative netop den fastlagte menu til selv at medbringe uspiselige retter - for på den måde at markere tagselvbordets endeligt, skabe balladen og et fint påskud for at skride under bulder og brag.

Årtiers fornuftsægteskab endte altså med utroskab. London City var slangen i forholdet, som fremprovokerede et forudsigeligt brud. Men de forsmåede tilbage til julestuen i Bruxelles syntes ikke knust af den mislykkede menage à trois. Sarkozys tyske eurokæreste - den ellers stramtandede Frau Merkel - erklærede hele gildet for en succes. Men nu havde tyskerne jo også - endelig - fået papir på eurosammenholdet, så selv ikke den værste fallerede græske charmør eller pigeglade italienske platugle fremover kan løbe fra regningen.Den nye pige i klubben, pæne danske Helle T., undlod behændigt at komme Cameron til undsætning, da festen udviklede sig, men undlod også knibsk at forholde sig til Merkozy-parrets finanspagt - en aftale, der er en helt anderledes bindende affære, end vi er vant til på vore breddegrader.

Hjemme igen blev Thorning-Schmidt da også hurtigt mindet om fornuften i at holde sig i skindet til EU-julefrokoster. På Slotsholmen ventede en lige så tømmermandsramt dansk udenrigsminister, der midt i sin politiske hovedpine havde forvekslet sin UM-kasket med en SF-ditto: Finanspagten er ikke SFs kop te. Den er ikke spenderende og venstresnoet nok, lød Villy Søvndals meget lidt udenrigsministerielle dom. En ganske imponerende udmelding oven på Camerons dødssejler-optræden, som - med regeringspartneren Nick Cleggs ord - havde »isoleret og marginaliseret Storbritannien« og med et slag gjort det før så imponerende imperium til »en pygmæ i verden«.

Intet under, at danskere med blik for EU-historie har fået 1992-fornemmelser: Statsledere i åbenlyse skænderier, udenlandske og hjemlige toppolitikere, der glemmer alt om statsmandskab og botaniserer hæmningsløst i traktaterne af hensyn til den politiske baghave. Ja, hvem sagde Holger og konen?

1992-associationerne er ikke helt skæve. Ligesom dengang er vi nu ved en korsvej; Vi er nået til det, som manuskriptforfattere kalder »point of no return«. Tidspunktet, hvor det er enten-eller, all-in eller walk-out. Hvor fællesskabet de første 40 år har været et tagselvbord for bl.a. Danmark og Storbritanien, står det nu lysende klart, at det er slut med luksustilværelsen, den evige osen og små-plukken omkring det fælles bord. Menuen ved weekendens anstrengte gæstebud i Bruxelles var klar:

En beskeden treretters med gældsbremse til forret, automatiske EU-sanktioner til hovedret og 200 milliarder ekstra IMF-støtteeuro til dessert - og så en kraftfuld avec til kaffen i form af en benhård budgetplan, udvalgt af chefkok og EU-præsident van Rompuy. Man manglede kun at høre overtjener Barroso sige »velbekomme«. Take it or leave it.

For den nye SRSF-regering bør der ikke være nogen tvivl: Danmark skal bide til. Nu går den ikke længere med tøven og taktiske udmeldinger, forloren snak og new speech. Nu skal der handles. Det er et spørgsmål om tillid.

Hvad betyder det så i praksis?

1. Danmark skal hurtigst muligt tilslutte sig den nye finanspagt. Pagtens principper ligner til forveksling dem, som Danmark har fulgt med fastkurspolitikken siden 1982. Pagten betyder altså ikke et skifte i vores fornuftige og mådeholdne kurs, som markedet i øjeblikket belønner ved at købe vores statsgældsbeviser i stor stil - med lave renter til følge.

Markedet har forgæves forsøgt at få europrojektet spekuleret i graven, men fremsynede politikere har stået på mål for fællesskabet. Også selv om der siden euroens indførelse har været slinger i valsen, fordi finanspolitikkerne i de enkelte lande har stukket i alle retninger, og fordi tagselvbords-mentaliteten har været styrende.

Pagten er symbolet på de nye tider. Bag de kedsommelige, eurokratiske sætningskonstruktioner og økonomitermer aner man udkastet til noget stort. Den fælles vej ud af moradset. Skulle Danmark vende sig mod dette? Det giver ingen mening og ville desuden betyde en dybt risikabel sejlads alene ud i den finansielle sump.

Ja, kronen er stærkere end euroen lige nu, men dem, der kan huske vinteren 2008-2009 (en dansk rente på vej mod ti pct., fordi vi IKKE var med i euroen), vil vide, at det hurtigt kan vende. Pagten er vores signal om en fortsat stabil kurs. Med tiden vil det så gå op for de mange skeptikere, at euroen ikke er problemet, men løsningen.

2. Danmark skal hurtigst muligt af med de danske EU-forbehold. De har i snart mange år været til stor skade for Danmark. Danmark er hægtet af det militære hjælpearbejde, som både nordmænd og svenskere deltager i ude i verden. Vi deltager ikke i det livsnødvendige politisamarbejde om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet som menneskehandel, narko - og ikke mindst børneporno, hvor der lige nu gøres store fremskridt i bekæmpelsen.

Regeringen har bebudet en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet og det retlige forbehold. Hvornår ved ingen ganske vist, men snart må man forstå.

Men én ting står fast: Ingen afstemning om euroen. Argumentet er, at et flertal af danskerne er imod - og så ville det være dumt at spørge.

Rent bortset fra at dette rent taktiske argument viser politikeres mangel på mod - ja, så indeholder det også en anden afgørende svaghed: Hvad hvis folkestemningen vender sig imod de to øvrige forbehold?

Og det er præcis, hvad der er ved at ske. De seneste meningsmålinger viser, at et flertal af danskerne heller ikke vil slippe det retlige forbehold og forsvarsforbeholdet. Logikken må så være at droppe løftet om en folkeafstemning - eller hvad? Svaret blæser i vinden. Et godt råd må være: Prøv at vise danskerne, hvad I står for. Vær ærlige om Europa - for én gangs skyld. Det kunne være, at det hjalp.

3. Danmark skal fjerne de sidste rester af tagselvbords-mentaliteten, så det danske Europa-engagement bliver båret af et ægte ønske om at ville det fælles. Slut med fodslæberiet og de ideen om, at det tjener Danmark bedst med særprotokoller og noget skrevet med småt.

Vi kunne jo passende starte med den »opt-in«-model, som Danmark har i forbindelse med det retlige forbehold. Som det er nu, kan Danmark - i fald vi dropper dette forbehold - tage for os af retterne efter eget valg på det retlige område. En ordning, som selvfølgelig i praksis vil betyde, at Danmark fortsat ville have undtagelser fra det fælles på udlændingepolitikken. Dette i en tid, hvor Europa skriger på fælles solidariske løsninger, hvor alle tager et ansvar, både for styrkelsen af de ydre grænser og for fordelingen af de flygtninge, der kommer ind på kontinentet fra Mellemøsten og Nordafrika.

Vi skal seriøst overveje at droppe opt-in-modellen. Det ville være et stærkt og nødvendigt signal at sende til resten af Europa midt i en tid med opløsningstendenser og tilløb til protektionisme og egoisme overalt.

Reaktionen ville - selvfølgelig - være entydig positiv fra vore samarbejdspartnere og fra det erhvervsliv, som råber på at få genetableret Danmarks ry som en nation med globalt udsyn.

De seneste ugers EU-juletummel har selvfølgelig været skræmmende. Men også opløftende. For første gang i to årtier kan man diskutere fremtiden for Europa på baggrund af konkrete planer med schwung i. Som vi nærmer os julen og 2012 har vi derfor nu en historisk mulighed for at ryste os fri af tømmermændene og berede os på et nytår med et Danmark i bevægelse. Ud i Europa. Væk fra tagselvbordet.