Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Drop snakken om 12-tals-piger. Det handler i stedet om 12-tallets piger

»Ungdomsforskere peger i disse år på en mærkbar stigning af præstationslidelser blandt unge,« skriver Helle Rabøl Hansen. Modelfoto: Iris Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi har passeret de studerendes »forsømte forår«, og det er et passende tidspunkt at komme en diskurs i forkøbet.

»12-tals-piger« lyder den negativt betonede betegnelse af flittige, dygtige piger, der opnår topkarakter på deres ungdomsuddannelser og i disse dage måske kommer ind på deres drømmestudie.

Set fra et duelighedsperspektiv er der ikke noget galt i at være dygtig. Der er bestemt heller ikke noget galt i, at nutidens piger skriver sig ind i en tid, hvor de er noget i kraft af sig selv. De er ikke længere bare frue til en titel. De bærer selv en titel.

Men der er et overset kønsbias midt i vores uddannelsesfremskridt for kvindekønnet. Piger skal nemlig anstrenge sig mere for at leve op til de strukturelle krav om høje studiepræstationer og høj selvpræstation på hele paletten.

Alle studerende presses i disse år til at gennemføre uddannelser i lige linje, uden fortrydelse, i højt tempo og på et højt niveau, men der er et ekstra (og overset) pres på pigerne, for der skal højere og højere karakterer til for at få adgang til de uddannelser, som mange piger søger ind på, modsat de uddannelser en del drenge søger ind på. Det er derfor mere præcist og rimeligt at vende ejefaldet om og tale om 12-tallets piger og ikke 12-tals piger.

Karakterkravet for optagelse på de såkaldte nye »pigeuddannelser« (her forstået som uddannelser domineret af piger) som f.eks. medicinstudiet og psykologi er steget støt i nyere tid. At blive optaget på medicin i København har i de sidste par år krævet mere end 11 i snit, og de unge, der gerne vil være læger, knokler for at nå målet. Efter gymnasiet må en del supplere deres i forvejen høje snit med GSK, Gymnasiale Supplerings Kurser, hvis de ikke i en meget ung alder fik betonet deres gymnasievalg i en naturvidenskabelig retning.

Piger fra lune middelklassehjem

Ikke alle piger klarer den højdespringsrejse uden alvorlig mistrivsel.

For oven i studietrykket oplever nogle piger også et pres i at skulle præstere højt på andre parametre. Der er fortsat kommercielle og kulturelle forventninger til unge i almindelighed og til piger i særdeleshed om at selvpræstere som smuk, lækker, smart, sportslig, slank, socialt attraktiv og »cute«.

»Altså, jeg vil jo heller ikke ligne en nørd… så jeg øhh…følger også med i modeblogs, og vil gerne se godt ud. Til sidst havde døgnet bare ikke timer nok…« forklarer en af de piger, som findes i mit undersøgelsesmateriale, og som droppede ud af sin jurauddannelse for at følge en psykiatrisk behandling. Imedens går samfundet glip af en glimrende kapacitet. Hvilket spild.

Det er i øvrigt interessant, at det man her kan kalde for velfærdsmentale bagsider resulterer i mistrivsel hos unge fra sociale lag, som vi ellers anser for ressourcestærke. Det er piger fra »lune« middelklassehjem med høj social og kulturel kapital, der ender med lav psykisk trivselskapital i studietiden. Det er piger, der knækker i krydsende og krævende forventningspres fra samfund, nærmiljø, skole og kammerater.

Ungdomsforskere peger i disse år på en mærkbar stigning af præstationslidelser blandt unge. For nogen resulterer presset i medicinering inden eksaminer, stress, drop out eller »bare« følelsen af »ikke at leve«, som en af de interviewede piger forklarer mig i et interview.

Mestring før mening

Hvis pigerne knækker undervejs, lægges der i øvrigt endnu en bebrejdelse oveni bunken af lidelser: »Børn og unge er ikke robuste nok i dag,« lyder det i debatterne, og ungebyrden får lige et par ekstra kilo.

Spørgsmålet, der kunne gå retur for så vidt angår piger i studiepres, kunne lyde: Skal man være robust nok til at klare mange 12-taller, og alligevel blive afvist, fordi man ikke har de »rigtige fag« fra gymnasiet? Skal man være robust nok til herefter at tage næsten en halv gymnasieeksamen igen uden at klynke? Skal man være robust nok til oveni at holde sig slank, smuk og sund efter kulturelle standarder? Og hvis det ikke rigtigt går, skal man så være robust nok til at selvhelbrede sig med medicin og gennemgå et »lær at håndtér din angst«-kursus med maksimal motivation?

Robusthedsideen er måske nok tænkt solidarisk med sårbare individer, men hvis robusthed bliver et krav, der skaber endnu en oplevelse af ikke at slå til, er begrebet kontraproduktivt i praksis.

De tilbud, der gives til syge stressramte studerende, er domineret af individuelle behandlinger, også selvom tilstanden er skabt socialt. Det kan selvfølgelig være nødvendigt at behandle individuelt, men når individualiserede tilbud står alene, bekræftes de unge netop i det forhold, som udgør en del af problemstillingen: Selvbebrejdelse.

De har imidlertid hverken selv sat adgangskravene eller bestemt de dominerende kulturelle toner, men forsøger blot at komme i mål med det hele, selvom ligningen vanskeligt går op.

Ikke alene resulterer presset på pigerne i lidelser af forskellig art, men de strukturelle krav og betingelser producerer også en anden form for udfordring. Der skabes et temmelig snævert læringssyn.

Læring bliver det samme som pensum-mestringer. Kan man pensum – og kan man performe studiestrukturen – belønnes man, også selvom pensum og undervisning ikke altid giver mening for den, der studerer.

Mestring synes at komme før mening. Det er derfor, at vi, der underviser unge voksne på de videregående uddannelser, oplever, at vores studerende bruger utroligt meget energi på at gribe strukturer, deadlines og kutymer. Op til eksamenerne spørges der således ofte mest til antal sider, til antal ord og til disponeringskvantitet og mindst til det faglige indhold.

De studerede bliver således mere optaget af orden omkring ordene og ikke ordene i sig selv. Det skyldes ikke mangel på intellektuel nysgerrighed eller fravær af åndskapacitet (det er der masser af), men at vores unge mennesker prøver at klare de forhindringer, voksenverden stiller for at komme over, igennem og videre.

På den vis tipper ungdomstiden især til den side, der handler om at være i konstant vækst i stedet for at finde et holdepunkt imellem at være i vækst og være tilstede i nuet. Hvis man kun er noget i en potentiel fremtidsposition, kan det forstærke oplevelsen af et tomhedsnu.

»Taberdrengene«

Engang imellem sker der dog det ejendommelige, at de negative diskurser af 12-tals-piger trænger sig lidt i baggrunden – og erstattes af en anden diskurs: »Taberdrenge« lyder det om unge mænd, der sakker bagud i uddannelseshækkeløbet.

Nu er det pludselig ifølge diskursen en mangel ikke at være studiestræbsom. Drengene bebrejdes, at de spiller for meget computer, pik og musik i stedet for at studere.

Så alt i alt har vi altså en studiegeneration, der forenklet forklaret enten prøver at blive på højhastighedstoget, eller slipper undervejs for at leve der, hvor de nu falder eller springer af. Men uanset livsbane bebrejdes de for ikke at være gode nok. De er ganske enkelt udsat for generationbashing.

Nu har vi fejret studenter, kandidater og svende af forskellige slags. Champagnen er drukket, konfettien fejet op, og de unge har måske været på deres egne læringsveje med vennerne til Roskilde Festival. Nu bør det være tid til eftertænksomhed.

Kan vi som voksensamfund gøre studieliv til en mere fagligt sprudlende og en mindre presset læringstid, hvor piger og drenge får muligheder for at udvikle sig som reflekterende mennesker, der kan fantasere, være kreative og tilegne sig viden på mangfoldige og meningsfulde måder?