Drop Danmarkskanonen og genindfør kulturpolitikken

Danmarkskanonen er et udtryk for den ikke-politik, som føres på Christiansborg. De foreslåede emner til kanonisering er tilpas uforpligtende og skaber ikke engagement og debat.

Alexander Øllgaard, musiker og tillidsrepræsentant for Det Kongelige Kapel, mener, at Folketingets politikere i stedet for at bruge energi på Danmarkskanonen bør hjælpe kommunerne med at føre rigtig politik på området. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Denmark

Kulturminister Bertel Haarder (V) vil med sin Danmarkskanon pege på idéer, strømninger og traditioner, der kan defineres som særligt danske.

Ved lanceringen i efteråret, ved kulturministerens efterfølgende seminar i marts måned og senest ved et nyligt afholdt debatmøde på Rigsarkivet i København, er højskolekulturen, andelsbevægelsen, tillidskulturen, den danske arbejdsmarkedsmodel, kvindebevægelsen og den danske humor blandt andet blevet foreslået som emner til kanonisering.

Tilpas diffust til ikke at støde nogen, tilpas ligegyldigt til kun at frembringe et skuldertræk. En sådan uforpligtende udpegning af historiske realiteter skaber ikke engagement og debat. Kanonen har derfor fortjent den uengagerede modtagelse, den hidtil har været genstand for.

Danmarkskanonen er et udtryk for den ikke-politik, som føres på Christiansborg. Kulturministeren burde hellere droppe Danmarkskanonen og i stedet interessere sig for Danmarks kunst- og kulturliv, hvor historisk store forringelser i kvalitet og tilgængelighed i disse måneder gennemføres.

I forbindelse med efterårets finanslovsaftale forsvarede Bertel Haarder med stor ihærdighed det såkaldte omprioriteringsbidrag, hvor statens områder skal finde to procent i årlige besparelser over de kommende fire år.

I en tid, hvor vores naboer i Sverige, Tyskland og Italien investerer i kultur som et stærkt svar på den gryende splittelse og identitetskrise, mange europæiske lande kæmper mod, valgte den danske regering at skære kulturområdet ned med 600 mio. kr.

Bertel Haarder kørte grønthøsteren ud af garagen og pålagde alle statsstøttede kulturinstitutioner med få undtagelser – f.eks. de små storbyteatre og egnsteatrene – at skulle finde to procent i årlige besparelser over de kommende fire år. Men hvor er den kulturpolitiske linje i det?

Alle bliver skåret over én kam, uanset om de leverer fremragende resultater eller om de ikke lever op til forventningerne. Uanset om de fortsat er relevante for deres publikum, eller om de er faldet i søvn og hellere burde lægges til endelig hvile.

Grønthøsteren fritager politikerne fra at prioritere, men det er en absurd udvikling mod en slags ikke-politik. Den samme ikke-politik, som Danmarkskanonen er udtryk for.

Kulturen ligger langt nede på den politiske dagsorden, og det er de færreste politikere på Christiansborg, der er parate til at risikere vælgeropbakning på grund af kulturpolitikken.

I regeringsgrundlaget står intet substantielt om kultur og kunst. Ingen af de politiske partier har reelt demonstreret vilje og evne til at føre kulturpolitik, og kun få politikere er parate til at lave konkrete og langsigtede prioriteringer og tage stilling til, at noget er vigtigere eller mere væsentligt end noget andet.

De eneste prioriteringer vi ser, er derfor enkeltstående initiativer som Danmarkskanonen, som ingen for alvor kan have noget imod, men som heller ingen for alvor går op i.

Initiativer, der samtidig ikke peger frem imod en formuleret vision for kulturen og derfor kommer til at virke som mere eller mindre tilfældige og uden retning. Det bliver i bedste fald ligegyldighedens kulturpolitik.

Under kulturmødet på Mors i august 2014 blev den daværende kulturminister, Marianne Jelved (R) ved med at gentage, at kulturen skal have kant.

Det fik en journalist på DR til at spørge hende, hvor kanten var i hendes egen første kulturpolitik. Hertil svarede Jelved: »Det er ikke mig eller kulturpolitikken, der skal have kant. Det er dem, som skal skabe kunsten, der skal have det. Der er en afgørende forskel«.

Men det er forkert, at kulturpolitikken ikke skal have kant.

For hvis politikerne ikke vil noget med kulturen og ikke tør prioritere kulturmidlerne, så får de ikke en kunst med kant, men derimod en leverpostejskultur, hvor midlerne er smurt så tyndt ud, at ingen reelt kan præsentere publikum for kunst på højeste internationale niveau, og hvor kulturinstitutioner, der ikke længere lever op til deres formål, fortsat får den samme støtte, som de altid har fået.

Det skaber ikke bare usunde incitamentsstrukturer og frustrationer, det giver også et fattigere kulturliv, end hvad vi kunne have fået. Kort sagt kan man sige, at jo færre midler, der tildeles et område, desto vigtigere bliver det, at man prioriterer midlerne ud fra klare politiske visioner.

Desværre er det langt fra sådan i dag, hvor kulturmidlerne i højere grad bliver fordelt ud fra tradition og historie end ud fra konkrete kulturpolitiske prioriteringer.

Kunsten skal udfordre os og stille spørgsmålstegn ved det etablerede. Kunsten skal skabe engagement og debat. Den skal betyde noget for os og røre os. Den skal vække følelser, vrede, glæde, fascination – alt andet end ligegyldighed.

Det samme gælder for kulturpolitikken. Jeg vil hellere se politikere, der vil noget og tør kæmpe for det – også selv om jeg måtte være uenig – end politikere, der synes, at alt er lige vigtigt og ligegyldigt og som blot vil administrere det bestående.

Ud over mit arbejde som musiker i Det Kongelige Kapel er jeg sammen med min hustru arrangør af en musikfestival på Djursland, som i år finder sted for sjette gang.

Det har været bemærkelsesværdigt at iagttage, hvordan lokale virksomheder og kommunen gradvis er blevet mere og mere engagerede i festivalen, også på det økonomiske plan. Den kommunale støtte, som er tildelt festivalen, både mens der var en blå og en rød borgmester i spidsen af kommunen, er ikke kun givet af et godt hjerte.

Festivalen er blevet en del af kommunens brand, den tiltrækker et stort antal tilrejsende og skaber liv og omsætning hos restauranter, hoteller og øvrige erhvervsdrivende.

Og det er ikke kun på Djursland, at kommunalpolitikerne investerer i kultur.

I disse år ser vi en række kommuner, der forsøger at brande sig som kulturbyer, og derfor investerer nye midler og laver nye kultursatsninger.

Men hvorfor? Fordi kommunalpolitikerne har indset noget, som Christiansborgpolitikerne ikke har indset.

Et rigt kulturliv kan tiltrække arbejdskraft, turisme og erhvervsliv. Et rigt kulturliv skaber fællesskaber og liv i byerne, som bliver sjovere og tryggere at opholde sig i.

I dette perspektiv er der ikke stor forskel på kommuner og nationer. For hvor kommunerne kan siges at være »regioner« i staten Danmark, så er Danmark på samme måde en region, blot i Skandinavien og Europa.

Derfor er der brug for et stærkt statsligt partnerskab for at Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater og de øvrige nationale kulturinstitutioner fortsat kan sætte en standard, der giver genlyd både indenfor og udenfor Danmarks grænser.

Det handler ikke blot om gåsehudsoplevelser, livsglæde, fælles referencer og almen dannelse, men også om levende byer, international branding, turistovernatninger, kroner og øre.

Et tysk studie fra 2015, som omhandlede et af Tysklands store kulturhuse, opera – og koncerthuset Gewandthaus i Leipzig, viste at for hver euro, byen investerer i Gewandthaus, kommer 2,5 euro tilbage til Leipzig i form af afledte økonomiske effekter. Der er grund til at antage, at noget lignende også gør sig gældende i forhold til kulturinstitutionerne i Danmark.

Den store forskel på kommunerne og staten er i dag, at mens kommunalpolitikerne ser kultur som en naturlig del af en kommunes udviklingsstrategi, og derved som noget man kan vinde stemmer på, ser de fleste folketingspolitikere kultur som noget, man risikerer at tabe stemmer på, hvorfor det er bedst ikke at ville for meget.

Det er derfor i dag kommunerne, der driver kulturpolitikken. Det ville være godt, hvis Folketingets politikere i stedet for at bruge energi på Danmarkskanonen ville være med til at føre rigtig politik på kulturområdet.

Det har Danmark brug for.